For nogle år siden skulle alle være på forkant med udviklingen. Nu skal vi være visionære og omstillingsparate. Klar til morgendagens udfordringer. Denne fokusering på i morgen har i høj grad bredt sig til journalisternes rækker.
Vi tillader os efterhånden oftere og oftere at spå om fremtiden. Og det er, som både Storm P. og Nostradamus har sandet, ikke en nem disciplin. Så hvis vi ikke kan finde den rigtige ekspert, der vil sige, hvordan fremtiden tegner sig, så griber vi til … et interview med en journalist. I vores stand ved vi nemlig, hvordan verden vil være i morgen. Vi laver hellere »fremheder« end nyheder.
Et eksempel er fra det ellers udmærkede program Horisont på DR1, hvor der flere gange er dukket en mand op, som studieværten Steffen Gram interviewer om forholdene i Irak. Jeg har glemt navnet på manden, men ud fra hans træk gætter jeg mig til, at han har familiemæssige relationer til området nord for Golfen. Jeg kan også høre på ham, at han ikke har boet i Danmark hele sit liv, selv om han taler et udmærket og meget forståeligt dansk.
Han præsenteres som journalist og siger en hel masse fornuftigt om situationen i Irak, og ikke mindst om, hvordan det nu vil gå fremover.
Pointen er, at Steffen Gram åbenbart ikke mener, at vi seere behøver at vide andet, end at manden er journalist – og dermed alvidende om nutiden og fremtiden!
I flere og flere tilfælde handler den moderne form for journalistik om, hvad der vil ske om lidt og i morgen. Vi er blevet spåmænd og -koner. Og som assisterende krystalkugleholder sidder studieværten beredvilligt og stiller de rigtige (aftalte) spørgsmål til en kollega.

Man kan så i denne forudsigelsens ånd spørge sig selv: Hvad bliver det næste? Jeg er ikke så trænet som visse udenrigskorrespondenter, men jeg vover alligevel et svar:
Et interview med mig selv!
– Hallo, er jeg der?
»Ja Kim! Jeg er her!«
– Hvordan ser der ud lige nu?
»Ja, jeg tror ikke Niels Ufer ville bryde sig om det. Der er alt for få journalister, der bruger øjnene til at se med og ørerne til at høre med.«
– Hvad mener jeg?
»Jeg mener, at mange journalister har alt for travlt med at forudsige, hvordan det vil gå i stedet for at tage jobbet som reporter alvorligt. Vores job er vel at referere og reportere i ord og billeder om, hvad der sker lige nu.«
– Gør vi ikke det?
»Jo selvfølgelig gør vi også det, men der er tendens til, at vi skal være foran udviklingen og vide, hvad der snart sker. Vi profeterer.«
– Kan jeg give nogle konkrete eksempler?
»De fleste husker, hvordan d’herrer Olsson og Skou som politiske redaktører på tv-stationerne var de kloge hoveder ved det seneste folketingsvalg. Jeg husker i al fald, hvordan Kaare R. Skou blev interviewet af en af sine egne journalister, så han kunne få lige præcis de spørgsmål, som han forventede, og så kunne han give sine bud på, hvordan Nyrup ville strikke en ny regering sammen. Han brugte energien på at spå om fremtiden frem for at bruge sin viden til at åbenbare de muligheder og begrænsninger som statsministeren havde, og så ellers lade seerne tænke selv. Og så var det oven i købet et såkaldt interview, hvor en af hans egne journalister interviewede ham.«
– Altså lidt ligesom jeg gør nu med mig selv?
»Ja, det mener jeg.«
– Men er det ikke to ting, Kim – altså at spå om fremtiden og så det, at journalister interviewer sig selv?
»Jo, det skulle man synes, men det at lege orakel optræder ofte, når episoden studieværten-interviewer-journalisten er på. For eksempel når udenrigskorrespondenten er igennem. Så ender det næsten altid med et spørgsmål om, hvad der nu vil ske. Så er der frit slag for den kloge derude i verden. Han skal sige, om Clinton nu får en rigsretsag i nakken, om Pinochet skal sendes til Spanien eller om Jeltsin snart bliver rask. Vi har fået prognose-syge.«
– Hvad er der galt med prognoser?
»Jeg kan jo blot vende tilbage til valget. Ikke nok med at TV 2s egne folk forsøgte at være de klogeste – de rigtige eksperter – den prognose, de kørte hele aftenen holdt jo ikke.«
– Kim, det lyder som om, at jeg er specielt meget efter TV 2?
»Nej, TV 2 er ikke værre end andre, men det er på tv-siden, det er værst.«
– Jamen, skal en god journalist ikke vide, hvad der snart kan ske?
»Jo, det skal han. En god journalist har mange gange en fornemmelse af, hvor det bærer hen. Og det er selvfølgelig en vigtig del af en redaktionel proces at tænke over, hvor det hele ender, så man kan være på åstedet, når det sker og med egne øjne, ører og med en snusende næse lave en god reportage. Eller man kan gennem sin forberedelse være hurtig og have den rigtige ekspert klar til et interview, når lige netop hendes ekspertise er berettiget.«
– Hvordan vil det her udvikle sig?
»Hvad mener jeg?«
– Jeg mener, er det en stigende tendens?
»Ja, Kim, det tror jeg. Vi har så travlt med at komme først, at vi forsøger at overhale dagen i morgen. Vi ser noget tilsvarende i den skrevne presse. Flere og flere vælger at skrive deres artikler i nutid, selv om de skriver om noget, der er sket for mange dage siden. Vi forsøger at accelerere imperfektum til præsens for at være helt fremme på beat’et. Kan du ikke se det?«
– Så, så, det er stadig mig, der stiller spørgsmålene her!
»Ja, men det varer ikke længe, så er det også sket med det. Snart vil vi se politikere køre deres egen tv-station, hvor de vil interviewe journalister om, hvad de vil spørge om i morgen.«
– Hvor ved jeg det fra?

Af Kim Albæk, freelancejournalist, Stickelbergs Bureau