I benytter jeres uhindrede adgang til rotationspressen og tv-apparaterne til at agere mikrofonholdere for jeres naboer – magthaverne, som I ikke kun deler lønklasse med, men også postnummer. Det første kan I se i jeres lønstatistik, det andet ved en simpel optælling i Journalisternes lille røde.
Er det et problem i sig selv? Ja, det er det! For hvem vil være uvenner med naboen? Det er for eksempel derfor, I springer på vognen og laver hundredevis af artikler og indslag om Dovne Robert, men ikke et eneste overhovedet om Ulla Tørnæs, som i alle medier uimodsagt har pryglet løs på samme Robert og andre fattigrøve på overførselsindkomst, mens hendes egen ægtefælle modtager store beløb i subsidier i form af landbrugsstøtte.
Ikke én journalist har følt sig kaldet til at stille hende kritiske modspørgsmål i den anledning. Bare et eksempel af ufatteligt mange. Det er IKKE en venstreorienteret dagsorden, sådan som Anders Krab-Johansen hævder. Det handler om journalistik og om at være kritisk morgen, middag og aften. Først og sidst over for magthavere. Kom tilbage i kampen, journalister. Lad jer drive af indignation og ikke af sociale og økonomiske aspirationer. Og genlæs Preben Wilhjelms angrebspunkter fordomsfrit.
– Thorsten Lauridsen, tidligere journalist, Odense
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak Thorsten. Jeg er helt enig. Nogle journalister må have forladt skolen uden at forstå, at kritisk journalistik også nogle gange kan mærkes som ubehagelig tilstedeværelse, når man er både skal have lov at holde mikrofonen og samtidigt skal stille de spørgsmål, som folk ikke har lyst at svare på.
Sådan er det. Lidt ligesom en renovationsmedarbejder både skal tidligt op og håndtere tungt og stinkende affald. Men det er det man får sin løn for.