search

…i en hornlygte

Under overskriften »Pris i en hornlygte« lancerede Weekendavisen en stor historie, der skulle dokumentere, at årets Cavlingprismodtager ikke er fair og en pris værdig. Problemet er bare, at dokumentationen i Weekendavisens historie halter, og fire kilder til historien ikke føler sig fair behandlet af Weekendavisen.

Under overskriften »Pris i en hornlygte« lancerede Weekendavisen en stor historie, der skulle dokumentere, at årets Cavlingprismodtager ikke er fair og en pris værdig. Problemet er bare, at dokumentationen i Weekendavisens historie halter, og fire kilder til historien ikke føler sig fair behandlet af Weekendavisen.

»Pris i en hornlygte.«
Tonen er lagt kraftigt an allerede i rubrikken.
Læserne af Weekendavisen den 22. januar – en uge efter Cavling-prisoverrækkelsen – lades ikke i tvivl om historiens sigte. Årets Cavlingprismodtager skulle pilles ned fra piedestalen. Forside-henvisningen er entydig: »Prisen er hul – Den fornemste journalistiske hæder, Cavlingprisen, mister respekt.
Hele omdrejningspunktet i historien er, at årets prismodtager, Tonni Vinkel Sørensen Bagsværd/Søborg Bladet, har fået alvorlig kritik af Pressenævnet for i to artikler ikke at have givet den angrebne part mulighed for at give sin version af sagen. Derfor blev han også kaldt et »skvadderhoved« af Cavlingpriskomiteens formand, da han fik overrakt prisen. Men han fik prisen på trods af sin fejl, fordi han alene og vedholdende dækkede danmarkshistoriens største sag om seksuelt misbrug af børn, fordi han blev ved at lede efter årsagen til, at et sådant misbrug kunne finde sted, mens børnene var i Gladsaxe Kommunes varetægt.
Weekendavisens historie giver et billede af en »uvederhæftig« journalist, der »ikke har afdækket en disse«. Historien er vinklet. Eller måske snarere vredet.
Artiklen, som advokerer for fairness og nuanceret journalistik, springer nemlig i flere tilfælde selv over nuancerne og viderebringer forkerte oplysninger. Og kilder, der leverer skytset mod prisvinderen, mener aldrig at have udtalt sig, som det fremgår af Weekendavisen.
Der er kraft i historiens anslag. De første to citater, som skal levere godset til vinklen på historien, er slagkraftige:
»Det undrer mig, at man har valgt at give prisen til en person, der har fået en kendelse om, at han er uvederhæftig,«
siger mediehistorikeren Nils Thomsen til Weekendavisen.
Og lige efter følger citatet:
»Prisvinderens artikler ser ikke ud til at leve op til de sædvanlige krav og kriterier,« siger Helene Moe fra Kristeligt Dagblad, som er tidligere medlem af Cavling-komiteen.

Det rene selvmord
JOURNALISTEN har talt med de to bærende kilder, og det viser sig, at: ingen af dem har læst Tonni Vinkel Sørensens artikler, ingen af dem har læst pressenævnskendelsen. Alligevel formår Helene Moe at karakterisere Tonni Vinkel Sørensens journalistik, og Nils Thomsen får stemplet prismodtageren for noget så voldsomt som uvederhæftig.
»Jeg har overhovedet ikke udtalt mig om artiklernes indhold. Jeg sagde højt og tydeligt til journalisten på Weekendavisen,at jeg ikke ville gå ind i artiklerne. Det ville da være dumt og det rene selvmord at udtale sig om artiklerne uden at have læst dem,« siger Helene Moe til JOURNALISTEN og fortsætter:
»Jeg er da ikke i tvivl om, hvad der er sket, de har haft brugfor én, der kunne sige noget, der bekræfter deres vinkel, derfor har de placeret mig der øverst, og hvis jegså ringede, så ville de formentlig bare undskylde,« fortæller Helene Moe, som kun har ønsket at bidrage i artiklen med det principielle synspunkt, at man ikke er berettiget til Cavlingprisen, hvis man har fået alvorlig kritik af Pressenævnet for netop den samme sag, som man har fået prisen for.
Heller ikke Nils Thomsen, som altså får stemplet Tonni Vinkel Sørensen som uvederhæftig, vil stå ved Weekendavisens udlægning.
»Det var bestemt ikke sådan, jeg havde regnet med at blive brugt. Det er kedeligt. Jeg har før skrevet om Cavlingprisens udvikling, og det var det jeg udtalte mig om,« siger Nils Thomsen, som ikke havde skænket årets Cavlingsprismodtager de store tanker, før Weekendavisen ringer:
»Nej, jeg har slet ikke haft nogen bestemt holdning til den sag. Jeg har ikke brugt ordet uvederhæftig selv. Det har jeg ikke. Det kunne da ikke falde mig ind at have stærke meninger om noget, jeg ikke selv har læst,« udtaler Nils Thomsen til JOURNALISTEN.

Han er uvederhæftig
JOURNALISTEN konfronterer de to journalister, der har skrevet »Pris i en hornlygte« med Moe og Thomsens udtalelser. De to journalister fastholder, at Moe og Thomsen har udtalt sig, som det står i avisen:
»Helene Moe siger jo netop ikke, at prisvinderens artikler ikke lever op til de sædvanlige krav. Men hun siger, at de ikke ser ud til at leve op til sædvanlige krav, dermed fremstår det jo ikke, som om hun har læst dem,« siger Poul Pilgaard Johnsen, som sammen med Martin Krasnik lavede Weekendavisens cavling-historie.
-Hvorfor vælger I at bruge Moe og Thomsen?
»De siger nogle gode ting, der er gode til at vinkle historien på. Det er nogle gode citater,« siger Martin Krasnik.
– Og I synes ikke, det er et problem, at de to, der i citat forholder sig til prisvinderens værdighed, ikke har læst artiklerne og heller ikke har læst pressenævnskendelsen?
»Vi har jo læst pressenævnskendelsen højt for dem,« siger Martin Krasnik.
– NilsThomsen er citeret for at sige, at Tonni Vinkel Sørensen har fået en kendelse om, at han er uvederhæftig. Hvor står det i pressenævnskendelsen?
»Det står der jo ikke, det siger han (Thomsen red.), det er hans tolkning,« forklarer Martin Krasnik.
– Men han gør det på grundlag af, hvad I fortæller ham i telefonen?
»Ja, jeg ville også sige uvederhæftig, hvis der var én, der spurgte mig om den kendelse,« siger Martin Krasnik.Og hans kollega er enig:
»Jamen, undskyld. Er man ikke uvederhæftig som journalist, hvis man fremfører noget stærkt belastende om en person uden at have spurgt vedkommende. Det, synes jeg, man er, hvad skal man ellers kalde det?« spørger Poul Pilgaard Johnsen.
Og vinklen på historien passer altså tydeligt godt med hans personlige holdninger til årets Cavlingsprismodtager:
»Vi går først og fremmest i rette med, om det er rigtigt at give prisen til én, der har fået en alvorlig påtale af Pressenævnet. Efter min mening én af de værste påtaler, man kan få som journalist, nemlig ikke at være fair. Det eneste, vi journalister har at sælge, det er troværdighed og fairness. Ellers skulle vi være romanforfattere. Og han (Tonni Vinkel Sørensen red.) har forbrudt sig imod det, vi som journalister har at sælge,« siger Pilgaard Johnsen.

Flere ofre
Og Tonni Vinkel Sørensen forbryder sig ikke bare én gang, pointerer de to journalister i Weekendavisen. De skriver, at også forældrene i Gladsaxe bliver »offer for en forglemmelse« hos Tonni Vinkel Sørensen. Senere lod han også en ekspert angribe forældrene for ikke athave afsløret sexmisbruget meget tidligere. Også denne gang uden at få modpartens – forældrenes – kommentar.«
»Hvis du nu var mor til et af de misbrugte børn, så skulle du altså læse i avisen, at det faktisk er din skyld, at du ikke opdagede, at din datter blev seksuelt misbrugt,« uddyber Poul Pilgaard Johnsen.
»Hvis man har en historie, hvis vinkel er, at det er forældrenes skyld, at deres børn er blevet misbrugt seksuelt, er det så ikke meget rimeligt at spørge de forældre, man siger, har skylden,« siger Martin Krasnik. Han mener, fejlen er lige så alvorlig, som
da Tonni Vinkel Sørensen ikke lader den stærkt kritiserede institutionsleder komme til orde.
Den artikel,de to journalister refererer til, er et helsides ekspertinterview med en psykolog, der behandler seksuelt misbrugte børn,men hun har intet med børnene fra Gladsaxe at gøre og nævner ikke de børn og deres forældre med et ord. Der er altså ingen, der lægger skylden på forældrene. Eksperten fortæller, hvorfor voksne misbruger børn og hvilke børn det typisk går ud over.
Og da JOURNALISTEN beder de to WA-journalister finde de udsagn, der ville kræve en kommentar fra Gladsaxe-forældrene, finder de et citat med psykologen: »Mange voksne har persille i ørerne.« (Heri ligger underforstået, at de voksne ikke lytter til børnene). Et par dage senere finder de et andet citat med psykologen, hvor hun beskriver det typiske billede af misbrugte børn: »følelsesmæssigt underernærede børn med uudviklet selvværdsfølelse, ofte autoritært opdraget af forældre, der ikke har indsigt i eller respekt for barnet som selvstændig person«.
»Flere forældre følte sig dermed hængt ud som dårlige forældre. Og de klagede til Bagsværd/Søborg Bladet uden efterfølgende at kunne få en præcisering af, at det ikke var dem, artiklen sigtede imod,« fortæller Poul Pilgaard Johnsen.

Nedgørende
»Det er et generelt ekspertinterview med én af de største danske eksperter på området. Det er absurd, at jeg skulle konfrontere forældrene med ekspertens udtalelser, hun siger jo intet om Gladsaxe-forældrene. Og artiklen er bevidst holdt på et generelt plan,« siger Tonni Vinkel Sørensen.
I følge ham har ingen forældre forlangt præcisering, men en forælder ringede og brokkede sig over historien og ønskede, at han talte med én af de psykologer, der behandlede Gladsaxe-børnene. De psykologer har af tavhedspligtsgrunde naturligt ikke ønsket at blive interviewet.
Og der er andre påstande i Weekendavisens historie, der ikke holder. WA skriver bl.a., at Tonni Vinkel Sørensen får den alvorlige kritik fra Pressenævnet, fordi han »viderebragte en heftig kritik af Held (Inga Held var leder af den institution, hvor sexmisbruget foregik red.) for dårlig ledelse og for at have ignoreret talrige klager over den pædofile pædagog«.
Tonni Vinkel har aldrig skrevet om, at Inga Held skulle have ignoreret talrige klager over den pædofile pædagogmedhjælper.
»Det er helt fair at diskutere, om jeg kunne få Cavlingprisen, når jeg har fået alvorlig skældud af Pressenævnet. Men de angriber mig for helt forvanskede ting. Alene deres tone er nedgørende og injurierende,« konstaterer CavlingprismodtagerenTonni Vinkel Sørensen over for JOURNALISTEN.
Heller ikke formanden for Cavlingpriskomiteen, Anna Vinding, føler sig fair behandlet af Weekendavisen:
»De laver en halv historie. De har luget så meget i mit interview, så mine svar på vigtige kritikpunkter, ikke bliver bragt. Det kommer til at fremstå, som jeg ikke har noget svar. Det er unfair journalistik,« siger Anna Vinding.

Andre vægtige kilder
De to WA-journalister synes, at deres kritiske historie, holder. De pointerer,at de ud over Helene Moe og Nils Thomsen har vægtige kilder både i Pressenævnet og en række anonyme baggrundskilder.
»Selv om flere af vores vægtige kilder ikke vil stå frem ved navn, har de jo været med til at give os et indtryk af Tonni Vinkel Sørensens journalistik,« siger Poul Pilgaard Johnsen, som især ønsker at fremhæve, at de har talt med et par journalister, der grundigt har beskæftiget sig med Vadstrupgård-sagen, og som ifølge Johnsen »er chokerede over, at Tonni Vinkel Sørensen fik Cavlingprisen«.
Han fremhæver derudover Bjarne Rasmussen, som er byrådsmedlem for Venstre i Gladsaxe. Bjarne Rasmussen udtaler i deres historie, at »han (Tonni Vinkel Sørensen red.) ikke har afsløret en disse« og »Vadstrupgård-sagen er en meget tragisk sag. Men at det også blev til en hetz i medierne, skyldes uduelige og lallende personers trang til at slå fast, at nogen må have skylden.«
»Han er ikke hr. hvem som helst i denne sammenhæng, fordi han er leder af oppositionen i en kommune, som i 70 år har været socialdemokratisk. Han ville have elsket at få ram på det SF-styrede daginstitutionskontor, hvis der havde været noget at komme efter,« forklarer Poul Pilgaard Johnsen.
Og Weekendavisen skriver da også, »at kommunen ikke har gjort noget galt, og ikke kunne have stoppet overgrebene tidligere«.Det gør de på grundlag af en undersøgelse, som to jura-professorer udarbejdede for kommunen. Og de skriver det for at dokumentere, at Tonni Vinkels kritiske historier mod kommunen ikke holder.
Men de to WA-journalister frikender dermed kommunen i langt højere grad, end rapporten gør. I rapportens konklusion hedder det flere gange, at det havde været hensigtsmæssigt og nærliggende »at have viet udtalelser og episoder omkring den nu dømte pædagogmedhjælper større interesse, således at hans overgreb tidligere kunne have været opdaget.« Og et andet sted i konklusionen hedder det: »det foreliggende grundlag kan efterlade tvivl om, hvorvidt Daginstitionskontorets indsats i relation til de klager/henvendelser, man modtog vedrørende ledelses-og samarbejsforholdene mv. på Vadstrupgård, var tilstrækkelig.
Kommunen bliver imidlertid i rapporten frikendt for at have vidst, at de seksuelle misbrug foregik. Men det er ikke det samme som, at kommunen ikke har gjort noget galt.
»Rapporten frikendte overhovedet ikke kommunen«, lyder det samstemmende fra TV-avisen og Jyllands-Postens reportere, der dækkede sagen.
I Jyllands-Posten gav rapporten bl.a. overskriften: »Skarp kritik af børnehave-leder, ny rapport påpeger, at de ansatte i daginstitutionen Vadstrupgård overså tydelige signaler fra børnene om, at noget var helt galt.« Og en anden historie i Jyllands-Posten: »Danmarkshistoriens mest omfattende sag om børnesex kunne muligvis være opdaget og standset langt tidligere, end det skete.Det fastslår to uvildige jurister i en omfattende rapport.«Og også TV-avisen lavede på grundlag af rapporten en stærk kritisk historie om kommunens rolle i sagen.
WA-journalisterne afviser, at det er en stramning at skrive, at kommunen ikke har gjort noget galt. De fremhæver, at de har talt med rapportens forfattere. Og Poul Pilgaard Johnsen supplerer:
»Men det er da klart, at hvis man posterede en mand i hvert eneste rum i hver eneste daginstitution i Kongeriget til at holde øje med de andre, så kunne man selvfølgelig undgå misbrug…"

Kommentarer
1
John Damm Sørensen
19.01.08 18:10
Radio Gladsaxes leder.
Synd at det ikke fremgår af artiklen, at Poul Pilgaard Johnsen, inden han kom til WA, var ansat i Gladsaxe Kommune som daglig leder af den 100% kommunalt financierede Radio Gladsaxe.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen