search

I døden for en tegning

I Libyen hylder de deres revolutionære tegnere - en af dem tegnede Gaddafi med blodskudte øjne og blev myrdet. Herhjemme kæmper vi for koalabjørnens og kejserpingvinens overlevelse, men kæmper vi lige så indædt for satiretegnerens overlevelse?

I Libyen hylder de deres revolutionære tegnere – en af dem tegnede Gaddafi med blodskudte øjne og blev myrdet. Herhjemme kæmper vi for koalabjørnens og kejserpingvinens overlevelse, men kæmper vi lige så indædt for satiretegnerens overlevelse?

Endnu engang har det med brutal kraft slået mig, hvor meget mere kontroversiel – og risikabel – en tegning kan være end selv den stærkeste artikel eller TV-indslag. Nogle hurtige streger på et stykke papir eller en husmur, et portræt af diktatoren og et stænk af satire – og du er dødsdømt.

Jeg er for nylig vendt hjem fra Benghazi i Libyen – kort efter at Anders Jerichow udgav sin bog "Bladtegnere i et globalt minefelt" – og blev overrasket over, hvor prominent en plads den libyske revolutions satiretegnere har i befolkningens bevidsthed.

I byen, hvor revolutionen startede, i den by, hvor Gaddafis sikkerhedsstyrker i februar massakrerede næsten 200 demonstranter i et begravelsesoptog og for alvor antændte den revolutionære gnist, er domhuset indrettet som et midlertidigt revolutionsmuseum, et mindesmærke over de libyere, der gik forrest i kampen for at vælte Gaddafis regime. Overalt på væggene hænger der billeder af revolutionens martyrer, som libyerne konsekvent kalder de faldne, men på domhusets lange gange mellem de døde helte har også de libyske satiretegnere fra revolutionen en prominent plads.

Jeg blev især draget af en let genkendelig, skarp streg, der i sort-hvid portrætterede Gaddafi som rotte, som abe, som djævel. Og så tegningen af Gaddafi som en helt almindelig mand – med blodskudte øjne. Den tegning havde en særlig uhygge over sig – måske fordi tegneren benyttede en enkelt farve: Rød. Og det skulle vise sig, at lige netop den tegning har fået en helt særlig betydning i Benghazi.

 

Med min mobiltelefon tog jeg billeder af de bedste tegninger og postede nogle af dem på min Facebook-profil som en hyldest til disse kreative revolutionære med de klare budskaber, som forstås af alle uanset sprog, social status og uddannelsesniveau.

Dagen efter finder jeg ud af, at den ene af tegnerne, ham med den enkle, skarpe streg, ham med Gadaffi portrætterne, ham jeg i særlig grad blev draget af, kun fik fire uger til at skildre libyernes frygtede diktator på Benghazis husmure. Kais al-Hilali hed han: Myrdet godt fire uger efter starten på den libyske revolution, den 20. marts, angiveligt kort efter at han havde gjort sin sidste tegning færdig: Gaddafi med de blodskudte øjne. 34 år – og væk med ham.

Diktatorer og andre magthavere, der burde tåle mere spe, spot og latterliggørelse end alle andre, er nogle følsomme væsener, som ingen skal gøre grin med. Således også Gadaffi – og hans håndlangere. Det kostede Kais al-Hilali livet.

Jeg ved det ikke, men gætter på, at Kais al-Hilali var lige så fattig som andre tegnere, jeg har mødt i verdens konfliktområder. De færreste tør røre ved deres kunst, og når det endelig lykkes dem at afsætte en af deres tegninger, så er deres honorarer som regel en vittighed. Nogle af tegnerne kan ikke andet end at tegne, så de bliver stædigt ved trods de umulige vilkår – og med risikoen for pludselig død. Andre tegnere må tage andet arbejde og acceptere, at deres tegninger hører til i kategorien "fritidsbeskæftigelse".

Men vi, der tror på demokrati og ytringsfrihed, har brug for dem. For hvem kommunikerer stærkere end den tegner, der elegant borer pennen ind i et samfunds betændte sprækker og udstiller hykleriet, magtmisbruget, diktatoren.

Vi hjælper truede dyrearter, men hjælper vi også truede satiretegnere?

Jeg har gennem noget tid funderet over, hvad der kan gøres for at støtte disse truede og helt uundværlige satire tegnere i verdens mange konfliktområder. Hvordan hjælper vi dem? Hvordan kan vi være med til at sikre dem en levevej? Hvor er den gode ide, der kan sætte skub i en international aktion, der kan sikre satiretegnernes overlevelse på samme måde, som vi kæmper indædt for at sikre koalabjørnens og kejserpingvinens overlevelse?

Er der overhovedet noget, vi kan gøre, eller må vi bare konstatere, at det er deres eget problem, og at de må holde op med at drille deres diktatorer og smide pennen fra sig?

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen