Illustration: Rasmus Meisler
To hellige køer bliver aflivet på det første kvarter. Jeg står mellem to garvede gutter i iværksætterkredse. Den ene hedder Daniel og har sit eget nyhedsmedie. Han har lige fået en ny ide, som fungerer rigtig godt – at sælge sponsoreret journalistik. Det er hverken ulovligt eller odiøst, men han er så ligefrem, at det kommer bag på mig. Hvis du ikke tjener penge, kan du jo ikke drive et medie. Følg pengene, siger han. Det er benhård business.
Velkommen til Startup Weekend. Her mødes over 100 iværksættere, i alle aldre og med helt forskellige baggrunde. Det er fredag, og på bare 54 timer skal løse ideer blive til konkrete projekter. Søndag aften kårer juryen en vinder.
For første gang i Europa har iværksætterne fokus på mediebranchen. Jeg har besluttet at dække weekenden fra første parket, så jeg deltager selv. Men det går ret hurtigt op for mig, at jeg ikke har fattet selve præmissen. Her er journalistik en vare, ikke en mission. Hvis du ikke kan tjene penge på dit produkt, så skrot det, og lav noget andet. Det er de færreste mediefolk, der er vant til at tænke som forretningsmænd.
Den anden hellige ko bliver aflivet få minutter efter den første af min anden sidemand. Jeg har glædet mig til at komme for at være med til at udvikle nye ideer, der kan redde mediehusene fra at dø – så vi kan redde journalistikken, forstås. Men det er helt forfejlet, siger en slank fyr med stort blond fuldskæg. Han hedder Morten og arbejder egentlig med it, men han er også garvet Startup Weekend-gænger.
»Medierne, som vi kender dem, er døende. Men de fatter det slet ikke selv,« siger han og sætter pegefingeren til tindingen.
»Det er derfor, vi er nødt til at finde på noget helt nyt. Disruption,« siger han.
”Disruption” er et ord, jeg kommer til at høre meget. Det symboliserer, at man skal ruske i sit marked for at være en god iværksætter. Man skal ruske så hårdt, at man forstyrrer den gammeldags måde at tænke på.
Morten har ikke selv brugt et nyhedsmedie i otte år. Han gider ikke, for han får sine nyheder fra folk, han kender, og fra især Twitter. Han har ingen tiltro til de bestående medier. En rigtig digital revolutionær. Og lidt for langt ude for min smag, tænker jeg. Men 54 timer senere står vi side om side foran juryen.
Jeg lærer også buzzwords som "No Talk, All Action" og "Fail, and Fail Fast". En tredje hellig ko bliver nedlagt, da det lyder på storskærmen, at man godt kan stjæle andres ideer: "You Can Steal Ideas, But You Can't Steal Execution and Passion".
40 ideer på 40 minutter. Sådan er setuppet, da vi mødes i den store sal. Alle kan gå på scenen og pitche en ide for de andre. Alt foregår på engelsk.
Ideerne er som nat og dag. Nogle af dem overholder fokus på mediebranchen, andre gør overhovedet ikke. En pitcher et nyt medie, der leverer nyheder målrettet unge. En anden pitcher et website, hvor studerende kan undervise andre i alt det stof, de lige har terpet op til eksamen. En tredje pitcher en slags Spotify for nyheder. En fjerde vil sikre rabatter til arbejdsløse på lige fod med studerende. En femte vil lancere en app, der foreslår opskrifter baseret på de madrester, du har i køleskabet. En sjette vil lave et computerspil, du kan spille, mens du venter på filmen i biografen.
Det ligner næsten standup-comedy, som de løber til og fra scenen. Nogle leverer et selvsikkert pitch, mens andre er meget uvante med rampelyset.
Vi får tre gule lapper og skal stemme på de projekter, vi tror på. Jeg giver en af mine stemmer til projektet Newsfix – det, der skal være en slags Spotify for nyheder. Projektet går videre, og idemanden Kristian takker ja til at få mig på holdet. Vi skal nu bruge weekenden på at se, om vi kan skabe et konkret projekt ud af hans drøm. Jeg synes, ideen er spændende. Tænk kun at skulle gå ét sted hen på nettet for at læse nyhederne. Og kun de nyheder, der faktisk interesserer mig.
Iværksætteragtigt, tænker jeg. ”Dybt urealistisk,” skriver jeg på min blok.
Vi er 10 mand på holdet, da vi mødes i et lille lokale. Det er her, vores base skal være resten af weekenden. Alle præsenterer sig, og vi er en blandet hob. Udviklere, forretningsfolk, journalister, en filosof og et par andre. Morten, manden med fuldskægget, er også med.
Ideerne fyger fra første øjeblik. Vi taler om, hvad der skal til, for at projektet kan lykkes. Hvad vi skal foretage os allerede i aften. Hvilke tal og undersøgelser der understøtter vores sag.
Grundlæggende er ideen, at når mediehusene i år indfører betaling for deres indhold på nettet, skal Newsfix være et alternativ. Vi skal samle en masse læsere op, der ikke kunne drømme om at abonnere på bare én avis. Hos Newsfix vælger du de emner, du gerne vil vide mere om, og så får du indhold på tværs af medierne, udvalgt til dig. Du betaler ét fast beløb hver måned, som ikke må være for højt.
Vi bliver enige om, at vores projekt er afhængigt af de gamle mediehuse.
»For nu,« som Morten siger med et lumsk smil.
Newsfix skal være en platform, hvor du får kvalitetsindhold, der er værd at betale for. Det vil vi gerne have fra mediehusene. Derfor aftaler vi, at en topprioritet er at tale med nogle af mediebosserne og høre, om de tror på ideen. Jeg er skeptisk. Men der er en god energi af revolution og ”disruption” i rummet. Alle er klar på at slide røven ud af bukserne hele weekenden. Det smitter.
Jeg tager hjem klokken halv et og er klar til at give projektet en skalle dagen efter.
Det er lørdag formiddag. Vi har spist morgenmad i kantinen og diskuteret, hvad det demokratiske formål med projektet er. Vi synes selv, det gavner samfundet, at vi får kvalitetsnyheder ud til flere. Men nu skal vi ud af teorien og i gang med at arbejde.
Vi beslutter at dele os op.
En delegation skal sørge for at komme ud af huset, møde nogle almindelige mennesker og tale med dem. Det er aldeles uvidenskabeligt, men kvalitative interviews kan give os et praj om, hvad folk er villige til at betale for. Og så kan de måske bruges som en case, der slår benene væk under juryen søndag.
En anden delegation kigger grundigt på vores forretningsmodel. Hvor mange penge skal brugerne betale? Hvor meget skal gå til mediehusene? Hvordan gør andre projekter, der ligner vores?
En tredje delegation skal undersøge, om de store spillere i den danske mediebranche overhovedet gider være med. Hvis de smækker kassen i fra første minut, skal vi vende skuden straks. Det er blandt andre mig, der skal finde ud af det. Jeg lægger snører ud til folk og skriver blandt andet en sms til Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Media.
”Vi har et par ideer, vi gerne vil vende med dig. Må vi ringe i eftermiddag?” skriver jeg og forklarer kort, at vi er på Startup Weekend og har lidt travlt.
”Klokken 15?” svarer Lisbeth Knudsen efter en halv time.
Imens jeg sætter aftaler op, undersøger jeg, om der har været fortilfælde. For halvandet år siden forsøgte JP/Politikens Hus og Berlingske Media at blive enige om noget lignende. Det lykkedes ikke. De kunne angiveligt ikke blive enige.
Men i andre lande er der succeshistorier, som kan inspirere. Piano Media er en virksomhed, der startede i Slovakiet, men nu har spredt sig til flere andre lande. Kort fortalt leverer Piano Media en fælles betaling for journalistik. Mediehusene udleverer ikke alt til Pianos læsere, men udvalgt stof. 15 procent af de penge, Piano Media tjener på brugerne, får de selv. Resten går til mediehusene. Den viden er guld værd, for det giver os et udgangspunkt, når vi skal føle medierne på tænderne herhjemme.
Jeg ringer til Pernille Tranberg, mens jeg venter på at tale med Lisbeth Knudsen klokken 15. Tranberg har netop sagt op som udviklingschef i Berlingske Media, og hun fortsætter som strategisk rådgiver for Knudsen. Pernille Tranberg er den første uden for bygningen, vi skal vende ideen med. Jeg forventer, at hun skyder den ned.
»En slags Spotify-model er den eneste løsning for medierne,« siger hun.
Jeg er blæst væk af hendes smittende optimisme. Hun mener, vores ide er nødvendig, hvis mediehusene skal overleve. Men hun advarer om, at det måske er for tidligt. Medierne tjener stadig så mange penge på de trykte aviser, at det er svært at få dem til at kaste sig ud i det. Vi taler i en halv time, og Tranberg beder mig vende tilbage, hvis vi får hul igennem.
Da samtalen er slut, kalder jeg hele holdet sammen. Jeg fortæller, hvad Pernille Tranberg har sagt. Både de begejstrede og de kritiske tanker. Vi jubler og henter dagens første øl i kantinen. Drømmen er gået fra umulig til svær. Det er fremskridt.
Illustration: Rasmus Meisler
Jeg er nervøs, mine hænder ryster. Jeg kan ikke lide at være dårligt forberedt. Nu står jeg med en blok i hånden, de sidste noter er under et minut gamle, snørklede og usammenhængende.
Det er lørdag klokken 13, og vi skal præsentere vores projekt for de andre, som det ser ud nu. Under en time forinden har vi besluttet, at det er mig, der skal stå for det. Jeg skal sige, hvad vi har lavet, men jeg skal også sige, hvad vi har brug for hjælp til. Lørdag eftermiddag er der nemlig coaches på besøg, som glider rundt mellem grupperne og giver deres besyv med.
»Vi har brug for en skør matematiker-udvikler,« siger en af de andre grupper fra scenen. Vi har mest brug for hjælp til vores forretningsmodel. Hvad vil medierne gå med til?
»100 kroner om måneden er grænsen for, hvad rigtig mange vil betale. Medmindre det er noget, de bare SKAL se, for eksempel en Champions League-finale.«
Henrik Rewes arbejder på TV 2 og er en af lørdagens coaches. Han hjælper os med at skærpe projektet, stiller tonsvis af kritiske spørgsmål, men er samtidig også både optimistisk og konkret.
Det er blandt andet ham, der fortæller os, at de fleste mediebrugeres smertegrænse ligger på 100 kroner om måneden. Det er de færreste, der vil betale mere for et fast abonnement på noget på nettet, fortæller han. Det er præcis det samme niveau, flere andre mediechefer fortæller mig i løbet af weekenden.
Vi noterer tallet på tavlen.
Henrik Rewes er med på vores ide om en tretrins-model, ligesom Spotify har. Brugerne kan vælge mellem en skrabet model, en middel eller luksus-pakken.
»Det er en god ide med et Premium-produkt. Folk vælger næsten altid det næstdyreste, for den store flotte Premium-pakke skinner ned på nummer to,« siger han.
Med hjælp fra Henrik Rewes får vi finpudset forretningsmodellen i løbet af en times tid.
Han peger også på, at vi ikke skal lade os slå ud af, at de etablerede mediehuse har forsøgt før – og fejlet. Som de snoldede iværksættere vi er, kan vi være en ny og ikke-truende spiller.
»I kan komme og sige: ”Vi er ikke konkurrenter”. Derfor er det et perfekt tidspunkt nu, hvor I er små. I er ikke en trussel, I er partnere, der kan hjælpe deres forretning.«
Lisbeth Knudsen er overraskende positiv over for ideen. Hun tror ikke på, at den brede befolkning vil være til fals for projektet, men det er kræs for firstmovers. Knudsen er meget ligefrem. Vi taler i en halv times tid om forretningsmodel, teknik og andre detaljer. Til sidst spørger jeg:
Så I er faktisk klar på ideen?
»Ja, vi er med – under forudsætning af, at jeres business-case er i orden, og teknikken er på plads,« siger hun.
Må jeg citere dig for det i morgen foran juryen?
»Ja ja.«
På trods af forbeholdene er der god stemning i teamet, da jeg genfortæller, hvad Lisbeth Knudsen har sagt. Det betyder, at der er en dør på klem hos Berlingske Media, som er et af Danmarks største mediehuse.
I de kommende timer taler jeg med en række andre mediefolk, blandt andre Stig Ørskov fra JP/Politikens Hus. Jeg fanger ham på mobilen med børn i baggrunden. Han er mere lunken over for ideen, end Lisbeth Knudsen var. Ørskov lægger vægt på, at brugerne hos Politiken i høj grad betaler for et godt brand. Han er ærlig og stiller nye kritiske spørgsmål. Jeg melder dem tilbage til teamet, vi finpudser og forsøger at finde svar til de ømme punkter.
Samtidig taler gode folk fra teamet med andre mediechefer, men også med nogle fra helt andre brancher. Spotify, Netflix, mobilselskaber og en masse andre får et weekendring. De fleste bliver smittet af vores iver og giver indspark, ris og ros.
Arrangørerne er også med til at holde gejsten høj. Og det er ikke kun, fordi de jævnligt kommer forbi med kolde øl.
»I skal jo ikke finde løsningen hos de gamle medier. Det var ikke den etablerede branche, der opfandt Spotify,« siger en af dem opmuntrende.
Jeg kommer hjem lidt over 1 og kigger mine noter igennem i sofaen. Vi har fået den ene lussing efter den anden, kritiske spørgsmål er regnet ned fra coaches og kilder udefra. Men vi har også brugt dagen på at finde de gode svar. Jeg er positiv, da jeg går i seng. Det kan faktisk godt ende med en ordentlig røvfuld disruption.
Søndag er viet til juryen. Fra morgenstunden aftaler vi, at formålet er at skrue det perfekte pitch sammen. Alt, hvad vi udretter, skal kunne bruges.
Det er vigtigt at have virkeligheden med. Et af de mange slogans for Startup Weekend er ”Get Out Of The Building”, og det er vigtigt for juryen, at man har talt med mennesker, der måske kan blive kunder i butikken.
Vi har omkring 20 interviews med folk, som gode folk fra teamet har fundet på Fisketorvet. Og over 100 besvarelser på den spørgeundersøgelse om nyhedsforbrug på nettet, vi har sendt ud – primært via Twitter. Vi sætter også et nyt site op søndag morgen, hvor nysgerrige sjæle kan skrive sig op. De får én mail, hvis Newsfix går i luften. På knap fire timer får vi 40 mail-adresser.
Vi finder ét par blandt de 20 personer på Fisketorvet. Dem vil vi bruge som case for juryen.
Fire timer tilbage. Klokken 12.56. Der stinker af sved på toilettet. Jeg pjasker lidt vand i hovedet og gør mig klar. Vi skal pre-pitche for tre dommere om lidt. Jeg har fået tjansen. Det er en slags generalprøve, inden vi skal stå foran den rigtige jury.
»Meet Peter and Maria,« indleder jeg. Peter og Maria, som vi mødte på Fisketorvet, har droppet printavisen. De holder sig informerede på nettet, hvor de zapper mellem nyhedssites. De forstår ikke ideen i kun at have én avis. Det er dem, vi vil nå.
Prøve-juryen er meget positiv. De giver os et par gode indspark. Vi skal dvæle mindre ved, hvordan vores platform virker rent teknisk. Vi skal fortælle det i overskrifter, så det er til at forstå, men ikke nødvendigvis pege rundt på skitsen på skærmen.
Jeg går derfra med en god mavefornemmelse.
»Du var skidegod. Vi vinder det her,« siger en af de andre fra gruppen, da vi går tilbage.
Vi har udskiftet samtaledemokratiet med benhårdt diktatur. Da jeg skal levere et pitch om to timer, har jeg fået enevældig magt. Folk kan foreslå tilføjelser til vores pitch, men jeg kan slå det ned uden debat. Vi har ikke tid til at snakke længere. Jeg sidder med to andre fra teamet i et isoleret rum med glasvægge og tæsker vores pitch sammen. Tekst og slideshow skal være perfekt, og ordene skal passe med det, der er på den store skærm. Vi koordinerer timing, og jeg holder stort set det samme pitch for gruppen fem gange. Hver gang har de små justeringer og bemærkninger, som vi tager med tilbage i glasburet. Kort efter kommer vi ud og gentager pitchen.
10 minutter inden vi skal være i det store rum, er vi tilfredse. Jeg føler næsten, vi kan vælte hele verden med det pitch.
Der stinker af parfume på toilettet. Jeg pjasker lidt vand i hovedet og gør mig klar til at møde juryen.
Vi har caseparret Peter og Maria med. Vi har Pernille Tranbergs guldkorn med. Vi har de positive resultater af vores spørgeundersøgelser. Vi har grundtanken om, at vi ikke er kannibaler – vi er partnere for medierne. Vi har et par ord om vores forretningsmodel og et par ord om teknikken bag platformen. Vores pitch fungerer.
Juryen er imponeret. To medlemmer melder sig straks som kunder. Men de jokker også på den ømme tå, vi har kendt lige siden fredag aften.
»Brugerne vil elske det. Men problemet er, at de penge, I kan tjene på det, ikke engang kan betale for chefredaktørernes sekretærer,« siger serieiværksætter og jurymedlem Martin Thorborg.
Han tror ikke på, at mediebosserne tør kaste sig ud i projektet – selv om de burde. Da vi går fra scenen, er jeg høj på adrenalin. Min rygrad ryster. Jeg begynder at tro på, at vi måske endda kan vinde en pris. Spørgsmålet er, om juryen er lige så håbefuld på mediebranchens vegne, som vi er.
»And the winner is … Newsfix!« lyder det fra scenen. Vi har vundet aftenens første pris. Den såkaldte specialpris uddeles af virksomheden SocialSquare, der specialiserer sig i at tænke nyt på nettet. Jeg er helt overvældet, da vi går på scenen igen for at tage imod prisen. Præmien er konsulenthjælp fra SocialSquare til at få Newsfix til at blive til virkelighed.
Til gengæld vinder vi hverken første-, anden- eller tredjeprisen. Den store vinder bliver Edify. Det er dem, der har skabt platformen, hvor studerende kan undervise andre studerende i det, de lige har terpet til eksamen.
Mediecheferne er ikke klar til jer, forklarer Martin Thorborg mig efter prisoverrækkelsen. Jeg er helt høj på at have vundet en af priserne, men har alligevel en ubændig lyst til at spørge ham, hvorfor vi ikke vandt mere.
»Jeg ville ønske, at jeres projekt kunne lykkes. Det ville jeg virkelig. Hvis jeg havde fem procents tro på, at I kunne overbevise de gamle mediechefer om, at de skal være med – så havde I sgu vundet konkurrencen!« siger Thorborg.
Vi taler om projektet – og om mediebranchen – i 20 minutter. Eller rettere, Thorborg taler.
»Kill your darlings,« runder han af. Thorborg mener, vi skal slå Newsfix ihjel eller fyre det af i et land, hvor der ikke er så få og så fastfrosne medier.
»Jeg ved godt, det kan være hårdt. Men slå det ihjel og se, om I kan arbejde videre med det i en anden form eller måske i et andet land.«
Jeg siger mange tak for tæsk og forlader salen for at gå ind til afslutningsfesten. På vejen henter jeg min jakke i vores lokale og møder et par af de andre. Jeg afrapporterer. Og bliver helt forbavset – og opmuntret – af, at Thorborgs tæsk preller af på dem. Vi har fået så mange mavepustere allerede, at vi har gode svar parat. Den aften beslutter jeg at give projektet et seriøst skud. Det kan sagtens være, hele lortet ramler. Men hvis det lykkes, kan vi skabe noget, der kan ruske mediebranchen så godt og grundigt, at den faktisk kan ende med at overleve.
EFTERSKRIFT
Arbejdet med Newsfix er fortsat efter Startup Weekend. I dagene efter weekenden har en række virksomheder henvendt sig til teamet og bedt om møder, fordi de kan se et potentiale og måske gerne vil have en finger med i projektet.
Newsfix er inviteret til Redaktørernes Døgn i slutningen af maj. Her skal teamet pitche projektet for landets førende mediechefer, og den første prototype vil blive afsløret.
FAKTABOKS: STARTUP WEEKEND MEDIA COPENHAGEN
Startup Weekend er et internationalt koncept, hvor iværksættere udvikler nye projekter på 54 timer. En jury afgør på sidstedagen, hvem der vinder.
Der har været afholdt over 1.000 Startup Weekends i 110 lande. Samme weekend, som Journalisten deltog, var der 15 andre Startup Weekends andre steder på kloden.
Startup Weekend Media Copenhagen var den første i Europa, der havde fokus på mediebranchen.
FAKTABOKS: DRØMMEN OM NEWSFIX
Newsfix er en slags Spotify for nyheder. Du betaler ét månedligt beløb og får nyheder fra de medier, der er med i projektet – filtreret efter de emner, du har valgt. Samtidig kan du se, hvad dine venner læser og anbefaler, ligesom du kan følge kendisser.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det kan være klokt å se til News360, Pulse og News Republic også. De har vært på markedet i noen år.
De skandinaviske mediehusene er svært konservative når det gjelder å beskytte merkevaren sin. De er vanskelige å få med på noe sånn, men slettes ikke umulig
En kollega og jeg skrev om dette i fjor http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Gi-oss-avisenes-Spotify-7029429.html#.UZe7kssaySM
Interessant artikel men Newsfix minder for mig temmelig meget om Flipboard - en af mione ynglingsapps.
Interessant artikel men Newsfix minder for mig temmelig meget om Flipboard - en af mione ynglingsapps.
Interessant er det at eventens mangfoldighed i fagkompetencer afstedkom så forskelligartede definitioner af hvad et medie er. Interessant er det også at mediechefer og branche ikke har summet tættere omkring denne events forståelsesmæssige og konkrete kobling mellem kreativitet og kapitalisering. Ildsjælene har naturligvis hurtigt forstået hvilke ambassadører, forandringsagenter og nye kulturbærere der kan opstå af denne hands-on læring, men i de generelle øverste lag, lader det til at der er længere fra tanke til handling.
Anker Brink Lund optrådte for nylig i Børsen og Markedsføring forat ruske grundigt i medielederne udfra devicen om at forandringer ikke sker i toppen af mediehusene, men nedefra og op og udefra og ind. Eventen satte præcis fokus på de to kræfter, men dog i samspil med den etablerede branche. Citaterne ”Journalistik er ikke en mission, men en vare” og ”Man skal ruske så hårdt at man forstyrrer den gammeldags måde at tænke på”, opsummerer ganske godt hvordan de nye teknologibaserede konkurrenter agerer.
Men måske er en af udfordringen at der er meget ensartet tænkning som følge af reduceret diversitet. I Danmark og over resten af kloden, har mediehuse løbende opkøbt konkurrenter og magten er efterhånden fordelt på ret få aktører og centrale personer. Det konflikter nemt med nødvendigheden af løbende udfordring af status qou, for når mediearbejdspladserne er koncentreret i så høj grad, hvem tør så for alvor ruske hårdt, når der er risiko for at ruske sig selv ud af branchen?
Den ensartede tænkning gør så også at alle kamppladser bliver fælles, frem for at søge differentiering, som man efterstræber i mere alsidige brancher. Alle gik ind i den kostbare kamp mod gratisaviser ligesom der nu opstår samme fælles konsensus omkring paywalls.
Artiklen viser på mange måder hvordan journalistik imidlertid har potentiale til at fungere i helt nye sammenhænge og med nye forretningsmodeller. Især hvis man ser på de projekter som ikke er allernærmest den nuværende mediekonsensus. Historien illustrer også hvordan en innovationskultur kan boostes forholdsvis hurtigt, nemt og billigt, hvilket i virkeligheden er dagsorden for mange mediehuse, der drukner i daglig drift, mens der er samtidig er en topleder forståelse for at fremtidens indtægter kommer fra helt nye kilder. Handlingen følger bare ikke tanken i tilstrækkelig grad.
Kom så – vov nu at sætte nu fut i kedlerne! Håber at deltagelsen på Redaktørernes Døgn, medfører noget meget konstruktivt ruskeri :)