Jeg har en ven, som er født og opvokset på ’Vacation Island’ i Spanien. Det hedder øen selvfølgelig ikke officielt, men sådan blev den engang omtalt i en rubrik, som vi siden har refereret til og grinet af i vores vennegruppe.

Det falder mig for brystet, når medier gang på gang bruger turistvinklen, hvor de ikke behøver. Det er ikke vinklen, der er problematisk, men omfanget. For mig at se er mængden, som turistvinklen fylder i det danske mediebillede, ude af proportioner.

I en tid, hvor det er næsten umuligt at benægte klimaforandringerne, forekommer det mig grotesk at vinkle på ”dansker på populær ferieø” frem for ”lokal familie mister hus i naturbrand” eller ”disse sociale konsekvenser vil vi se i fremtiden”.

Jeg er med på, at ”væsentlighed” er et nyhedskriterie, som ofte kræver af journalisten, at en historie skal synes relevant og identificérbar for modtageren. Jeg forstår konceptet. Det genererer flere klik. Turister har også vigtige historier at fortælle. Og det kan skabe værdi, når en borger kan identificere sig med en dansker i et land langt borte.

Men! Har vi virkelig lyst til, at vores vestlige adfærd, præferencer og blinde (turist)vinkler definerer vores forståelse af, hvad der foregår i hele verden?

Jeg drages også selv af historier, som foregår i nærheden frem for på den anden side af jorden. Bevares. Man er vel blot et menneske. Men netop her opstår min anke: For er det ikke medierne, der bør tage ansvar for, hvad der bliver fortalt om?

Borgerne kan ikke gøre for, at de blot er mennesker, der drages mere af baghaven end af Bahamas. Men medierne kan gøre for, at det kun er baghaven, de hører om.

Som med så meget andet kan man nemt føle sig som ”den eneste i verden, der går rundt og føler sig personligt generet af mediernes turistvinkler”. Netop derfor blev jeg lettet, da #Rydfladenforklimaet for nylig kritiserede selvsamme emne på Instagram. Deres opslag viste nemlig, at jeg (selvfølgelig, tsk) er langtfra den eneste, for hvem turistvinklen virker usmagelig og malplaceret. Der var stor opbakning til opslaget.

Opbakningen fører dog til undren på ny: Hvad venter medierne på? Ligesom man skulle tro, at politikerne snart har incitament nok til at rykke på klimadagsordenen, skulle man også tro, at medierne har nok til at rykke på diversiteten i deres vinkler, kilder og historier generelt.

Det gælder ikke kun i klimajournalistik, men i alle slags historier. Hvorfor ikke lytte til folkestemningen og satse de klik for et mere nuanceret verdensbillede?

Mit bud er, at det højst vil resultere i en mere oplyst og solidarisk befolkning.

Ida Marcher Mandøe er cand.mag.-studerende i journalistik