Fyringsrunde

I dag er dommens dag i DR. For Tony Scott, der røg i 2018, var det som at blive hjemløs

”Jeg fik at vide, at DR havde i sinde at fyre mig. Jeg blev spurgt, om jeg forstod, hvad det betød, og så var det slut,” siger Tony Scott, der blev fyret i 2018

I dag er det ’sindedag’ i DR, hvor en række medarbejdere én ad gangen får at vide, at ledelsen ønsker at fyre dem som led i DR’s digitale strategi.

For snart fire år siden var DR ude i en stor fyringsrunde, hvor vært og tilrettelægger på P3 Tony Scott var en af de knap 400 medarbejdere, der blev prikket. Og selv om fyringen ikke kom som en overraskelse, var det alt andet end en behagelig oplevelse.

I dag har Tony Scott faktisk lidt svært ved at huske detaljer fra 10. oktober 2018. Hvem han talte med, og hvor i DR Byen han fik beskeden om, at han var fyret.

”Det er nok, fordi det er et traume,” siger han.

Men han husker, at han på dagen havde sin makker Tue Blædel ved sin side. De var på forhånd sikre på, at der var noget på vej, så de havde booket et mødelokale, hvor de kunne sidde sammen og modtage beskeden om deres afsked.

”Allerede før sommerferien kiggede vi hinanden i øjnene og sagde, at når sindedagen kommer, er det nok slut for os – det er os, der skal sparkes ud,” husker Tony Scott.

Ren protokol

Fyringerne var nemlig resultatet af et medieforlig indgået i foråret, hvor det stod klart, at DR skulle beskæres med 20 procent. Samtidig var kemien mellem Tony Scott, Tue Blædel og den nye P3-chef heller ikke i top.

Tue Blædels telefon var den første, der ringede med besked om, at han var indkaldt til et møde.

Dernæst fik Tony Scott at vide, at han skulle møde op i et lokale, hvor en tillidsrepræsentant og en person fra HR også var til stede.

”Det var en meget maskinel oplevelse. Jeg husker det, som om min chef sagde det, der skulle siges: ”Vi vil gerne se dig til et møde”. Men det var ren protokol – som om hun lige så godt kunne have læst det op for mig.”

Jeg håber, at dem, der bliver sindet nu, ikke er alene.
Tony Scott, vært og tilrettelægger

Mødet foregik – vistnok – i et lokale ved biblioteket.

”Jeg fik at vide, at DR havde i sinde at fyre mig. Jeg blev spurgt, om jeg forstod, hvad det betød, og så var det slut,” siger Tony Scott.

Der var ikke meget at tale om

Kort tid efter var han ude af mødelokalet igen.

”Det var short and sweet. Der var ikke så meget at tale om,” siger han i dag.

Som han husker det, stak han og Tue Blædel derefter hovedet indenfor på P3, så kollegerne – som han forklarer det – ”vidste, at det var mig og Tue, der havde fået beskeden, og de kunne hvile i, at det ikke var dem”.

Han er glad for, at han var sammen med gode kolleger på dagen.

”Jeg håber, at dem, der bliver sindet nu, ikke er alene, medmindre de selv ønsker det,” siger han.

Det gav en fornemmelse af at være hjemløs. At skulle sige farvel til en, jeg havde elsket.
Tony Scott, vært og tilrettelægger

Tony Scott begyndte i DR i 2000, og efter nogle år i Koncern TV blev han fast tilknyttet DR fra 2006. Blandt andet på P3 om eftermiddagen, om morgenen og til slut med podcasten ’Tue og Tonys tv-klub’.

At han nu ikke længere skulle arbejde i DR, var som at forlade sin familie.

”Det gav en fornemmelse af at være hjemløs. At skulle sige farvel til en, jeg havde elsket. Jeg havde været mere sammen med nogle af kollegerne end med min familie. Pludselig blev det taget fra mig,” siger Tony Scott.

Samhørigheden med P3 er væk

Han siger, at det gav mening, at han og Tue Blædel nok skulle stoppe på P3 på et tidspunkt.

”Men jeg havde foretrukket selv at have bestemt, hvornår det skulle være.”

Efter sin exit fra DR arbejdede han som tekstforfatter på reklamebureauet Hjaltelin Stahl og lavede podcasts med Tue Blædel. Det seneste år har han været vært på Radio 4’s eftermiddagsprogram ’Missionen’ sammen med Amalie Bremer.

Her fire år efter er følelsen af at være en del af P3-familien væk.

”Jeg kan ikke længere identificere mig med P3. Det tog fyringen fra mig. Det er ikke, fordi de ikke laver fantastiske ting, men følelsen er væk. P3’s dna er ikke i mig længere,” siger Tony Scott.

0 Kommentarer