”Dele af Paris kan sammenlignes med krigszoner à la Irak eller Afghanistan, såkaldte no go-zones, hvor der leves efter sharialove, og hvor hverken politiet eller ikke-muslimer tør at bevæge sig hen. På åben gade bliver du mødt af radikaliserede muslimer, der bærer Bin Laden-T-shirts, og som offentligt prøver at hverve hellige krigere. Og hele 16 procent af franskmændene støtter terrorgruppen Islamisk Stat.”
Kan du genkende det billede af Paris?
Det var beskrivelser som den, der blev sendt på den amerikanske tv-kanal Fox News i dagene efter januar måneds terrorangreb mod Charlie Hebdo.
Det var især Fox News' ekspert i konfliktzoner Nolan Peterson, som stod bag udtalelserne. Han og kanalen har siden undskyldt for en overdreven tone i dækningen.
Borgmesteren vil lægge sag an
Men undskyldninger kan man ikke bruge til ret meget på Hôtel de Ville i Paris, byens overborgmesterkontor. Den socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, agter nemlig at lægge sag an mod det kontroversielle medie. I dag tirsdag skal hun og bystyret godkende sagsanlægget, før det sendes videre til den franske domstol.
Ifølge Christopher Mesnooh, advokat i både Paris og New York, har Paris dog ikke store chancer for at få noget særligt ud af retssagen.
»Hvis jeg var advokat for Fox News, ville jeg ikke være særlig bange. Jeg tror ærlig talt ikke, at det vil føre meget med sig. I henhold til amerikansk lov er ytringsfrihedsbegrebet meget bredt, og her er der ingen juridisk hjemmel for at dømme tv-kanalen,« siger han til Journalisten.
Juridisk svært at bevise skaden
Paris’ borgmester mener, at Fox News’ billede af Paris er så æreskrænkende, at det fremover kan få konsekvenser for byens image og turisters lyst til at rejse til byen. Det bliver dog svært for bystyret at bevise det tab ved en ren juridisk analyse, lyder det fra Christopher Mesnooh.
»Hvis byen helt konkret kan bevise, at der har været – hvad ved jeg – 10.000 annulleringer af rejser til Paris på grund af de indslag, så er det et håndfast bevis. Men det er umuligt at måle. Hvad jeg ved af, er det heller ikke tilfældet,« lyder det fra advokaten.
En dårlig sag eller ej, på Paris’ rådhus virker man stærkt opsat på at føre anklagen ud i livet.
»Vi er overbeviste om, at omfanget af denne æreskrænkelse af Paris er indlysende, og vi mener derfor, at en erstatning er på sin plads. Mange sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at føre denne sag, men jeg kan blot svare, at det er blevet nøje undersøgt af vores juridiske afdeling,« lyder det fra Paris’ viceborgmester, Bruno Julliard, forud for mødet i dag.
Franskmænd svarer igen med humor
Mens politikerne frygter for Paris’ ry og ære, har mange almindelige franskmænd taget det hele med et stort grin og morer sig over Fox News’ billede af deres ’farlige’ hovedstad.
Det populære satireprogram Le Petit Journal, der sendes på den franske tv-kanal Canal+, har blandt andet opfordret alle sine seere til at sende en mail til Fox News’ kommunikationsdirektør for at overbombardere hendes mailboks med ordene: "Efterprøv jeres informationer, I tager fejl, hvad angår no go-zones i Frankrig!”
Også i Storbritannien er der blevet gjort grin med Fox News. Her har nyhedskanalen også fået kritik for sin dækning af de britiske muslimer. Premierminister David Cameron fik således efter eget udsagn "morgengrøden galt i halsen", da han hørte Fox News rapportere, at Birmingham er en by, hvor der udelukkende bor muslimer. David Cameron har kaldt journalisten bag den ytring "en idiot" – og tv-kanalen har endnu engang været ude med en undskyldning.
Advokat Christopher Mesnooh mener, at Paris’ bystyre må til at komme videre.
»Fox News og den omtalte ekspert har allerede været ude og undskylde på den internationale scene. Nogle gange er det bedre bare at svare igen med stilhed, med humor eller godtage, at det var en fejl. At ansætte advokater til at bekræfte, at de omtalte kvarterer i Paris ikke er under sharialov, det grænser til det latterlige,« mener advokaten.
Tilføjelse 12/2 klokken 12.58: Rådhusets presseafdeling oplyser til Journalisten, at spørgsmålet blev udsat til onsdag. Her blev anklageskriftet vedtaget,
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.