De danske politikere fra Retsudvalget rejser nu til Norge og Finland for at afgøre, om den kontroversielle nye danske offentlighedslov overhovedet er en god ide. Journalisten rejste i forvejen. Konklusion: Den danske lov har for mange smuthuller, og vi skal ikke være bange for åbenhed, lyder det fra både embedsmænd, politikere og journalister.

RUNDREJSE. Der stinker af ostepops i flyet. Men det er alligevel en drømmerejse. Klassisk faldskærmsjournalistik. Jeg har tre dage til at opstøve de indtryk, danske politikere i Retsudvalget senere vil få i mødet med de nye "åbenhedslove" i Norge og Finland. Kilderne på turen taler om "åbenhedslove", imens den nye lov, vi skal have i Danmark, hedder en "offentlighedslov". Det er måske ikke tilfældigt. For selv om justitsminister Lars Barfoed mener, der er flere åbninger end begrænsninger i det danske lovforslag, så er en række undersøgende journalister uenige.

Jeg skal tale med knap 20 kilder på tre dage, og jeg er drevet af de to mest kontroversielle spørgsmål, det danske lovforslag har rejst:

Er det godt for lovarbejdet, at Danmark ifølge det nye forslag skal mørklægge papirer, en minister får fra styrelser og rådgivere – den såkaldte ministerbetjening?
Er det godt for folkestyret, at danskerne med det nye forslag ikke længere kan se kontakten mellem ministre og folketingsmedlemmer, når de laver love?

Oppositionen kritiserer på linje med Dansk Journalistforbund lovforslaget. Vi har valgår. Det kan blive en upopulær lov, og den danske debat er i dødvande. For at komme ud af det har Retsudvalget besluttet at tage på studietur i vore nabolande. Eller det vil sige, der er grænser for nysgerrigheden. Udvalget skal ikke til Sverige, der er åbenhedsparadis nummer et.
»Sverige? Nej nej, de er alt for rabiate derovre. Det er urealistisk,« som et medlem af Retsudvalget sagde til mig.

Norge er ren science fiction. De har et sindrigt system på nettet, hvor alle embedsmænd SKAL afsløre ALLE referater, analyser, ind- og udgående post. I databasen kan enhver klikke på de dokumenter, de vil søge aktindsigt i. De norske myndigheder har pligt til at svare inden for én til tre dage. Systemet har fået navnet Officiel Elektronisk Postjournal, OEP.
Jeg mødes med Ina Lindahl Nyrud, jurist med speciale i åbenhed hos det norske journalistforbund, som Retsudvalget også skal møde. Hun sidder i Offentlighedsudvalget, et samarbejde mellem journalister og redaktører i Norge. Ina Lindahl Nyrud er ikke imponeret over det danske lovforslag.

»Hvis du sammenligner OEP med det danske forslag, så har I altså meget, meget langt igen,« siger hun og understreger, at også Norge har problemer med lukkethed. Blandt andet at embedsmænd skønner STIK imod lovens ånd. Norsk Journalistlag har endda lavet en lang liste med næsten-færdige udkast til klagebreve over afslag. Og meget tyder på, at Danmarks forslag til ny lov bliver endnu mere indviklet.

»I jeres forslag er der mange flere paragraffer, og så har I mange undtagelser og undtagelser fra undtagelser,« siger Ina Lindahl Nyrud.

Jeg mødes med lokaljournalisten Hanne Wien foran Stortinget. Hun er forkvinde for Offentlighedsudvalget, der samler journalister og redaktører. Hanne Wien er langtfra tilfreds med det norske resultat og understreger advarslen mod, at Danmark gør åbenheden afhængig af skøn fra embedsmænd.
»Lige så snart det handler om et skøn fra statens side, så ender det alt for ofte med, at de tvivler sig frem til et nej. Vi plejer i sjov at sige, at der sidder en lang række notoriske kriminelle derude, der helt systematisk bryder loven. Åbenhedsloven, altså,« siger hun og smiler.

Redaktørerne er rørende enige med journalisterne i Norge. Generalsekretær i Norsk Redaktørforening, Nils Øy, sidder også i Offentlighedsudvalget og i udvalgets 'ekspertpanel'. Det gør hans assisterende generalsekretær, Arne Jensen, også. Vi spiser frokost sammen alle tre på en fin restaurant. Nils Øy er en ældre herre og kendis i det norske mediemiljø.

De to herrer tilsammen har så meget viden, at jeg har alvorlige problemer med at spise min 'elggryde' og notere samtidig.
»Dele af den norske lov er bygget underligt op, med masser af undtagelser fra undtagelser og uldne formuleringer, der åbner for skøn og misforståelser,« siger Arne Jensen.

Signalet simrer entydigt: Lav en mindre indviklet lov. Og giv ikke embedsmænd en halv chance for at fortolke loven selv.

Nittedal togstation er kun en halv time fra Oslo, men nabokommunen føles som vaskeægte, norsk hjerteland – med bjælkehytter og børn, der står på ski på fortovet.
Jeg er her for at møde Vegard Venli. Den kun 24-årige lokaljournalist er en af Norges tungeste drenge i forhold til åbenhedsloven. Retsudvalget vil næppe opsøge ham – men jeg finder tid i faldskærmsprogrammet alligevel.
Vegard Venli arbejder på lokalavisen Varingen og har speciale i at søge aktindsigt. Vegard Venli har skimmet det danske lovforslag. Han fremhæver positivt især en ny regel.

»Noget af det vigtigste i vores offentlighedslov er den nye mulighed for at få staten til at samle tal fra forskellige databaser og sende dem i et nyt dokument. Den mulighed får I også, og det er et uvurderligt værktøj for journalister,« siger han.

Og så kredser snakken igen om embedsværket. Venli mener, at Danmark skal turde indføre en straf, hvis myndighederne ikke overholder ånden i offentlighedsloven. Og afstraffelse af embedsmænd skal udvikle sig til et helt lille tema på min tur – men er overhovedet ikke på tale i den danske debat.

Efter interviewet spiser vi svinekoteletter med smeltet ost og taler om Bertel Haarder på YouTube. Det morer man sig over i Norge, kan jeg forstå.

Vice-justitsministeren i Norge, den såkaldte statssekretær, hedder Eirik Øwre Thorshaug og er fra Arbejderpartiet. Uden for hans kontor står en stor, udstoppet isbjørn på bagbenene og blotter tænder. Den vil Retsudvalget også møde. Men de vil også møde et overraskende åbent justitsministerium.

»Vi tror på, at mere åbenhed giver en både bedre og mere effektiv administration. Når man har mere åbenhed, har man også en bedre offentlig debat, der ikke så let bliver afsporet,« starter Eirik Øwre Thorshaug.

Men kan hans indstilling til åbenhed ikke hæmme kreativiteten i lovarbejdet mellem embedsmænd og politikere, spørger jeg. Han tænker sig om.
»Nej. Du skal huske på, at vores lov stadig ikke omfatter alle interne papirer. Udfordringen er, at mine regninger og bilag skal kunne bestå det, vi kalder VG-testen. De skal kunne tåle at komme på forsiden,« siger han og peger over på dagens udgave af VG på bordet.

Den norske regering vil gøre åbenhed til en mærkesag, fortsætter han. Et vigtigt eksempel var 'ambassade-sagen'. Kort fortalt afslørede norsk TV 2, at de amerikanske myndigheder overvågede området omkring deres egen ambassade. Det norske justitsministerium kunne lugte en chance for at vise befolkningen, at den mente åbenhed seriøst.

»I ambassadesagen lavede vi her i ministeriet en redegørelse, og så gjorde vi alt baggrundsmaterialet til den redegørelse offentligt. Det gælder også interne dokumenter, selv om meget af det egentlig var undtaget loven, og noget af det var decideret fortroligt. Alt det gjorde vi tilgængeligt på nettet!«

Viceministeren springer over til sin computer og finder dokumenterne på nettet.
»Vores erfaring er, at åbenhed giver mere politisk bevægelsesfrihed, flere muligheder og mindre spekulation. Debatten løber ikke af sporet, og så kan vi diskutere substans. Efter sådan en redegørelse plejer ministeren at bruge hele aftenen på at svare på spørgsmål. Vores minister kunne gå hjem klokken fem!«

Jeg er imponeret – og presser citronen.

Hvorfor har I så ikke gjort det til lov, at al den information skal være offentlig hver gang, i stedet for at I skal vurdere det fra sag til sag?
Viceministeren kigger på mig.
»Man må trække en juridisk grænse et sted. Der må altid være en afvejning af, hvor mange ressourcer man skal bruge, og hvad man får ud af det,« siger han.

Jeg siger tak og tager et turistfoto.

collage: Illustra – foto: Andreas Marckmann Andreassen

Finland er et mærkeligt land med sin blanding af russisk og skandinavisk kultur. Men Retsudvalget vil snart opdage, at åbenhed er et grundlovsfæstet princip i Finland.
»Det er jo mig, der har skrevet loven, så jeg har nogenlunde styr på den,« siger Anna-Riitta Wallin og smiler. Hun er åbenhedsekspert og jurist i det finske justitsministerium.

Finland fik ny åbenhedslov i 1999. Den vigtigste ændring i loven gælder papirer fra det 'lovforberedende arbejde'. De fleste af dem var hemmelige førhen.
»Åbenhed på netop det punkt var et meget vigtigt mål med loven. Vi har blandt andet lavet regler, der sikrer, at hvis ministeren nedsætter en arbejdsgruppe, så er den ikke intern og dermed undtaget aktindsigt. Lige så snart de afleverer deres rapport, er den åben.«

Kan Retsudvalget mon sluge den? Hvis vi havde det princip i Danmark, ville det ikke bare slå bunden ud af ministerbetjeningsreglen og et par andre stramninger.

»Det betyder, at du skal kigge på indholdet i hvert dokument i hver enkelt sag, i stedet for at undtage alle interne dokumenter. Det er et vigtigt princip, selv om det efterlader meget lidt frirum for myndighederne,« siger hun. Og ser ikke skuffet ud.

Det danske lovforslag ligger imellem os. Jeg spørger, hvad hun mener om politikerreglen – altså at man i Danmark vil undtage korrespondance mellem folketingsmedlemmer og ministre, hvis det handler om konkret lovarbejde.
»Jeg forstår det ikke,« siger hun. Jeg begynder at forklare, men bliver afbrudt.

»Altså, jeg forstår godt, hvad det betyder, men jeg forstår ikke behovet for det. Lovgivning er en proces, og hvis man er enig i det, så er netop dette led vigtigt for offentligheden at se,« siger hun.

Men det ødelægger jo kreativiteten i lovarbejdet, hvis der ikke er rum til at tale i fortrolighed, forklarer jeg igen.
»Problemet er, at det ikke kan gøres op i ja eller nej. Hvis vi laver en stor reform, så er der naturligvis tidspunkter, hvor jeg ikke kan udlevere dokumenter, fordi det er ulogisk eller skadeligt. Men når det er færdigt, skal det være åbent. Man kan ikke forbyde indsigt i alting, som man gør her,« siger hun og slår på det danske lovforslag med hånden. På en måde rammer slaget også Lars Barfoed og den danske regering.

»Det er min erfaring, at det er alt for nemt at være bange for mere åbenhed. Da vi lavede vores lov, var der mange i embedsværket, der mente, at mere åbenhed ville skade deres arbejde. Men det viste sig at være forkert,« siger hun.

Der er minus 25 grader, og morgenluften river i lungerne. Mænd i lange frakker hakker is af fortovene. Retsudvalget skal huske mere tøj, end jeg har på, også når de møder op i den højesteret, der håndterer klager over åbenhedsloven i Finland.

Her mødes jeg med den presseansvarlige – Teuvo Arolainen, tidligere kriminalreporter. Han fortæller, at loven har medført en betragtelig stigning i antallet af klager. Men til forskel fra i Norge, så er langt de fleste klager fra borgere, ikke journalister. Teuvo Arolainen mener, det bunder i, at loven er mindre indviklet i Finland.

»Hvis der er en gråzone i loven, hvor du overlader beslutningen til myndighederne, så giver det magt til embedsmænd og politikere, og det er ikke godt,« siger han.

Det begynder at skinne klart igennem, at åbenhed også handler om at have en god embedsmandskultur. Luften er varmere, og solen er dukket op, da jeg forlader retten.

Jeg møder jurist Sari Uusi-Rauva i det finske journalistforbunds lokaler hen på eftermiddagen. Hun genfortæller et eksempel, hvor embedsmænd i integrationsministeriet nægtede at udlevere dokumenter flere gange, selv om der efterfølgende ikke kunne være tvivl om, at de burde.

Helsingin Sanomat er Finlands største avis. Her sidder undersøgende finansjournalist Tuomo Piëtilainen. Han har i årevis arbejdet med den finske åbenhedslov og mener, at vi i Danmark skal kigge mod Sverige, når vi laver vores lov.
»I Finland burde vi have lavet en endnu mere åben lov. Mit råd til jer er: Gør det. Hvis det så viser sig, at den er for åben, så kan man ændre på den. Hvorfor starter I ikke med mest mulig åbenhed?« spørger han.

∞ JOURNALISTEN ER REJST I FORVEJEN
Danmarks nye offentlighedslov er ved at blive behandlet i Folketinget.

· Retsudvalget er i Norge og Finland 9.-11. marts for at undersøge de to landes regler for åbenhed i forvaltningen, inden de beslutter endeligt, hvordan den danske lov skal se ud.

· Reporter Andreas Marckmann Andreassen tog på studietur til Norge og Finland 22.-24. februar og talte med en lang række kilder – heraf flere af dem, Retsudvalget møder på deres tur.

· Regeringspartierne Venstre og Konservative mangler flertal til loven. Dansk Folkeparti tøver. Socialdemokratiet og SF er skeptiske.

i Norge har vi talt med

• Ina Lindahl Nyrud, jurist, Norsk Journalistlag
• Eirik Øwre Thorshaug, vicejustitsminister (statssekretær), justitsministeriet i Norge
• Helge Øgrim, redaktør, Journalisten i Norge
• Vegard Venli, journalist, Varingen
• Per Sandberg, formand for Stortingets Retsudvalg (Fremskridtspartiet)
• Hanne Wien, journalist og formand for Norsk Presseforbunds Offentlighedsudvalg
• Nils Øy, generalsekretær i Norsk Redaktørforening
• Arne Jensen, vice-generalsekretær i Norsk Redaktørforening
• Arne Fliflet, civilombudsmand, Norge
• Kristine Foss, sekretær for Norsk Presseforbunds Offentlighedsudvalg
• Per Anders Johansen, journalist ved Aftenposten

i Finland har vi talt med

• Heikki Kuutti, seniorforsker ved Jyväskylä Universitet
• Olli Mäenpää, professor i forvaltningsret, Helsinki Universitet
• Anna-Riitta Wallin, jurist i det finske justitsministerium
• Teuvo Arolainen, pressemedarbejder i den administrative højesteret, Finland
• Sari Uusi-Rauva, jurist i Finsk Journalistforbund
• Tuomo Piëtilainen, finansjournalist ved Helsingin Sanomat
• Simo Sipola, journalist ved YLE, finsk public service-tv