Studievært er journalist Ditte Okman. Samme Okman, Journalisten interviewede over en side i seneste nummer.
Sladderen i programmet, fremført med en kvalmende nydelse: Nu-skal-I-bare-høre-hvad-jeg-har-set-og-hørt-af-snavs, var godt nok bunden. Størstedelen helligede sig en ualmindelig grov og personlig tilsvining af justitsminister Mette Frederiksen, som angiveligt er hysterisk, optræder urimeligt over for medarbejderne, forfølger folk, de tør sågar ikke være alene med hende, selv om hun vist ikke har slået dem, som Okman sagde med en vis ærgrelse i stemmen. Men de lider af stress, og vi ved jo alle, hvor farligt det kan være.
Jeg kender hverken Frederiksen eller Okman, men dette var under lavmål. Ironisk nok blev ministeren forsvaret af Henrik Qvortrup, som var gæst i programmet.
Nu kan man jo gudskelov lukke for 24syv.
Men det er svært, efter at have lagt øre til det verbale svineri, ikke at komme til at tænke på, at Ditte Okman som medarbejder i Venstres Pressetjeneste lagde en ualmindeligt grov tilsvining af en kvindelig ansat i Folketingets kiosk ud på Facebook.
Kvinden blev beskrevet som en ’nedtursramt’, ’fucked up medicineret psykisk syg’ person, der ’hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv’. Faktisk havde Ditte Okman ’lyst til at kvæle hende langsomt’. Gad vide, hvordan man har det efter sådan en tur i vridemaskinen.
Nu fortsætter hun så uantastet sine verbale svinerier i Radio24syv, hvor hun demonstrerer sin hykleriske sympati og medfølelse over for de stressramte ofre for Mette Frederiksens angivelige hysteri, mens hun åbenbart selv mente, det var i orden at kaste sig over en ansat i Folketinget, der nok er i en noget svagere position end ministeriets jurister.
Her har vi public service, der vil noget, med offentligt tilskud og det hele.
SVAR fra Mads Brügger, programchef, Radio24syv:
SKØNT at journalist Birgit Brunsted har opdaget Radio24syv, og som hun selv siger; hvis man hører noget, man ikke bryder sig om, kan man jo altid slukke – for det er bestemt ikke forbundet med tvang at høre Radio24syv. Alligevel valgte hun at lytte med på vores ugentlige sladderprogram ’Det, vi taler om’, med vært Ditte Okman i front, hvilket desværre har været en umanerlig dårlig oplevelse for hende.
Nu har jeg genhørt bemeldte udsendelse, og modsat Birgit Brunsted hører jeg en begavet, levende og morsom samtale om et emne, der var øverst på dagsordenen for politiske nørder; nemlig konflikten mellem justitsminister Mette Frederiksen og hendes embedsmænd. Det var en sag, som blev vendt og drejet overalt i dagspressen, og selvfølgelig skulle det også være genstand for en snak mellem Ditte Okman og hendes gæster (ikke for ingenting hedder programmet jo ’Det, vi taler om’). Og hvis jeg skal skære helt ind til benet med det samme, så siger Ditte Okman & Co intet om denne sag, som ikke har været sagt og skrevet i morgenaviserne, endda i de mest seriøse af slagsen.
Men det er nok heller ikke dér, hunden ligger begravet, for Brunsted har et horn i siden på Ditte Okman, der går helt tilbage til sagen fra 2010 om kioskmedarbejderen på Christiansborg. Hvis Brunsted ikke har opdaget det, så har Ditte Okman for længst beklaget og undskyldt over for kioskmedarbejderen, og jeg har ærligt talt svært ved at se, hvorfor denne misere skal belaste Ditte Okman i forhold til hendes engagement hos Radio24syv.
Ditte Okman er en af Danmarks bedste radioværter, og Radio24syv er overordentlig glade for at sende ’Det, vi taler om’ hver fredag. Til gengæld er det ærgerligt, at det ikke falder i Birgit Brunsteds smag, men mon ikke hun kan finde et program, hun bryder sig om blandt alle vores andre udsendelser?
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.