(Denne artikel blev bragt første gang i Journalisten 15. marts 1913. Journalisten bringer artiklen igen i anledning af bogen '99 lyserøde elefanter' om normbrydende kvinder, der udkommer 23. april 2014. Læs baggrunden her)

 

Jeg finder det just ikke at være nogen synderlig god eller egentlig ridderlig Idé, at “Journalisten” ønsker Selverkendelse af sine saa faa kvindelige Medlemmer. Det er jo egentlig det samme som at sige os, at man venter af os, at vi maa have gennemlevet noget meget interessant, ja, noget sensationelt, der førte os til Journalistiken. Men det er jo nu engang kun faa, der gennem indre Omvæltninger føres til et Kald og som Udgangspunkt herfor kan pege paa f.eks. en saadan natlig Spadseretur i Søndermarken som den, vi lærte om i Litteraturhistorien – hvad jævne dødelige har at fortælle om, hvad der bestemte dem til et vist Arbejde, det vil gærne kun vise sig at være en række Tilfældigheder, i hvilken der maaske slet ingen rød Traad er, og i hvilken i det mindste Udenforstaaende ikke vil kunne se nogen. Det er derfor kun som ‘tvungen Frivillig’, jeg sætter mig til at skrive disse Linier.

 

Mit første journalistiske Forsøg skrev sig fra en Rejse, jeg sammen med min Mand gjorde i Vinteren 1897-98, efter at vi kort i Forvejen havde sluttet os til Socialdemokratiet. Vi opholdt os dengang flere Maaneder i München, og vi spiste daglig midt på Dagen i en bestemt Restaurant. Der var her en Piccolo, en rigtig lille Tværdriver, som kun irriterende langsomt og saa modvilligt som muligt forsynede os med Aviser og Blade, og han og jeg var ikke rigtig gode Venner. Men saa hændte det, at vi en Aften kom ind i den samme Restaurant, og hvem saa jeg dér? Piccolo’en, der, graa i Ansigtet og endnu mere tvær og modvillig, bragte Aviser og Blade om. Men, min Gud, udbrød jeg, er han her endnu – og jeg lærte nu denne Drengs Lidelseshistorie at kende, og om ham skrev jeg min første Artikel i “Social-Demokraten”.

 

Egentlig Journalist blev jeg dog ikke foreløbig. Efter min Hjemkomst skrev jeg vel i Ny og Næ nogle Artikler, som jeg før min Rejse havde planlagt, nemlig en Bearbejdelse og Udgivelse af Øresundstoldregnskaberne, til hvilket Carlsbergfondet under min Fraværelse havde bevilget mig de første Penge, dels havde jeg ikke fundet noget særligt Felt at arbejde på.

 

Men imidlertid traf det sig nogle Aar efter, omkring ved Aarhundredskiftet, at jeg til et Selskab til Bordherre havde en bekendt københavnsk Overretssagfører, som netop da var stærkt optaget af Driften af et Kalkbrud – han fortalte mig om de store Forventninger, han stillede til det, og nævnede bl.a. ogsaa, at Fakse Kalkbrud ganske vist kun gav 4 pCt., men at dette jo slet ingen Maalestok var for den virkelige Fortjeneste, for et saadant Tal jo kunde stige eller synke, eftersom man satte Kapitalen højt eller lavt.

 

For mig, hvis væsentligste Virksomhed det indtil da havde været at studere Historie og undervise i Historie, var min Bordherres lethenkastede Ord som en Aabenbaring, og jeg forstod i samme Øjeblik, at her havde han rørt ved et Hovedpunkt i Kampen mellem Kapital og Arbejdere, og at kunde det lykkes – ikke at paastaa, men at bevise, at det var saaledes, som han sagde, da vilde Arbejdsgiverne faa slaaet det Vaaben ud af deres Hænder, som jeg under min Færden i Socialdemokratiet stadig hørte Tale om, det nemlig, at de brugte Aktieselskabernes beskedne Dividender til at godtgøre, at Arbejdslønnen ikke kunde forhøjes. Saa overraskende var min Bordherres Ord for mig, og saa maabende maa jeg have set ud, at han faderligt tog sig af min Belæring under resten af Maaltidet.

 

Jeg havde nu fundet mit Felt.

 

Mit nye Arbejde frembød imidlertid uendelig mange Vanskeligheder for mig, ukendt som jeg var med Forretningsliv og Regnskabsaflæggelse. Jeg begyndte at gaa som Referent til Aktieselskabernes Generalforsamlinger – Papirfabrikernes var den første, hvor jeg mødte – men jeg bragte absolut intet Resultat med til mit Blad udover en farveløs Gengivelse af, hvad vedkommende Selskabs egen Beretning indeholdt – vurdere Beretningerne kunde jeg ikke.

 

For at naa dertil maatte jeg tage Sagen historisk. Kunde det enkelte Regnskab og den enkelte Beretning intet lære mig, vilde der maaske være mere Held ved en sammenhængende Række af Regnskaber og Beretninger. Jeg henvendte mig derfor på det kgl. Bibliotek, hvor det imidlertid desværre viste sig, at der saa godt som intet fandtes af Aktieselskabers trykte Beretninger og Regnskaber, disse for vor økonomiske Historie saa vigtige Aktstykker.

 

Jeg maatte da ty til Pressen. Jeg gav mig til det meget omfattende Arbejde, at gennemgaa “Berl. Tid.” for de sidste 30 Aar og for enkelte tidsrum ogsaa andre Blade, og af Generalforsamlings-Referaterne afskrev jeg de Meddelelser og de Tal, jeg kunde faa Brug for – jeg maatte jo bruge Pennen, da Saksen desværre ikke er tilladt paa Biblioteket.

 

Efterhaanden fik jeg dels ad denne Vej, dels ved Samtaler med Sagkyndige samlet et Materiale om vore Rederier og industrielle Selskaber, der – det tror jeg at kunde sige – tilfulde godtgjorde, at Dividenderne intet havde med Arbejdets virkelige Udbytte at gøre, men at de vekslede efter finanspolitiske Formaal, at de ofte med Vilje blev holdt nede for at skjule Arbejdsudbyttet, og at de ofte blev vilkaarligt forhøjede for at Kurserne skulde stige og en fordelagtig Afsætning af Aktierne lettes.

 

I de første 4-5 Aar efter Aarhundredskiftet skrev jeg da i “Soc. Dem.” en Række Artikler om disse og dermed nærtbeslægtede Forhold, belagte med Beviser fra Selskabernes Historie; jeg nævner saaledes Sukker, Papir, Tændstikker, Cikorie, Øl og en Række Jærnselskaber.

 

(…)

 

Min lille Piges Fødsel, langvarige Sygdom og mit Udgiverarbejde tillod mig imidlertid kun faa Aar at drive den slags Journalistik. Da jeg efter nogle Aars forløb tog fat igen ved mit Blad, var det for at behandle især udenrigspolitiske Spørgsmaal, til hvilket Arbejde mig historiske Studium gav mig visse Forudsætninger.

 

Men jeg kunde da ikke længer helt frit bestemme mit Arbejde, jeg kunde ikke vælge at være Journalist og kun det. Mit fortidige Jeg havde uopsigelige Prioriteter i mit nutidige Jeg. Det Udgiverarbejde, til hvilket jeg fattede Planer den første Gang, jeg saa Øresundtoldtoldregnskaberne, var blevet til noget langt større, end jeg dengang havde tænkt. Den tanke, som fra først af baade paa Grund af Arbejdets Omfang og de dermed forbundne Omkostninger, havde forekommet mig umulig, den nemlig at bearbejde og udgive alle Regnskaberne, var efterhaanden blevet baade mulig og – nødvendig. Fra at udgive enkelte Aar indenfor et begrænset Tidsrum er det blevet til, at jeg kommer til at udgive hele Rækken af Regnskaberne ligefra 1497 og formodentlig helt frem til 1857. Eengang begyndt maa dette Arbejde fuldføres.

 

Jeg hører derfor ikke til de Kvinder, der behøver at lede efter en Livsopgave – alene mit Erhvervsarbejde kan Gud bedre det slaa til for hele to. Min Sjæl hænger ved dem begge – men mit Hjerte ved Journalistiken.

 

København, den 8. marts 1913

Nina Bang

f. Ellinger

Journalisterne Kate Bluhme og Lene Frøslev er forfattere til den netop udkomne bog ’99 Lyserøde Elefanter’ om kvinder, der bryder med normerne. En af de portrætterede i bogen er Nina Bang.