Det undrer mig, at fagbladet undlader at fortælle, at klepto-journalisten er (navnet fjernet af redaktionen).
Hvor jeg ved det fra? Jeg har en kopi af den e-mail, hvori journalisten indrømmer det: ”Jeg fik bogen i hænde, da Mads i absolut god tro gav mig mulighed for et kig med den forklaring, at jeg gerne ville være klædt på til lanceringen. Mads understregede mere end en gang, at den var klausuleret (det vidste jeg udmærket), og helt uden hans vidende tog jeg en kopi.”

Kan journalistens tillidsbrud forsvares med hensynet til offentlighedens interesse? Nej. Hvis ikke journalisten var sprunget læk, ville al bogens indhold under alle omstændigheder blive offentliggjort fem dage senere.

”Det er meget beklageligt, at Mads’ integritet og omdømme risikerer at lide skade på baggrund af det her. Han er aldeles uden skyld,” skriver journalisten videre i e-mailen.

Journalisten påtager sig al skyld, ligesom cykelryttere, der bliver taget for doping, har for vane at gøre. Men lander vi den her, begår vi samme fejl, som journalister har gjort i årevis i forhold til cykelsporten ved at lade, som om problemet er begrænset til en solitær journalists anløbne moral.

Mon ikke journalisten er blevet trykket hårdt på maven af en tungere mand med en federe gage og større ansvar?
BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, forsvarede offentliggørelsen: ”Vi har selvfølgelig ikke stjålet nogen bog,” udtalte han til Politiken med en forbløffende modellering af sandheden. Blev bogen da ikke kopieret og indholdet offentliggjort uden tilladelse?

Skaaning siger videre, at BT længe havde arbejdet på at få fat i bogen. Hans begrundelse for at blæse på aftalen med forlaget er kostelig: ”Vi har længe haft et ønske om at få fat i bogen, og derfor citerer vi fra den i dag.” Med andre ord, hvis man (som journalist) længe nok har ønsket sig noget, må man gerne stjæle, lyve og fortie.

Da forfatteren til Gul Feber, Michael Rasmussen, i 2007 stillede op til pressemøde, stillede journalisten Lars Werge ham spørgsmålet: ”Kan vi stole på dig?” I dag må spørgsmålet stilles: Kan vi stole på journalister?

– Verner Møller, professor, Institut for Folkesundhed, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

SVAR 1
HAVENISSE-PRINCIPPET

Professor i folkesundhed Verner Møller har en teori om det, vi kan kalde “kyllingegate” på Berlingske. Hvilket kommer lidt bag på mig. Men nogen har åbenbart sendt ham en mail. Jeg må imidlertid vejlede professoren i et fagligt forhold. Hr. Møller fremfører, at jeg “videregav en klausuleret bog til en kollega uden at have fået grønt lys fra forlaget”, hvilket jeg, ifølge Møller, ikke skulle have gjort.

Deri tager professoren fejl. Hvilket man ikke kan bebrejde ham, da det formentlig ikke står i pensum om kost og motion. Den slags gør jeg altid og vil fortsat gøre fremover. En bog givet til en journalist på en avis er også givet til avisen. Får jeg en klausuleret bog om havenisser, vil jeg også vise den til avisens havenisse-ekspert for at diskutere havenisse-nyhedsvinkler. Forudsat klausulen stadig overholdes, naturligvis (her havde vi så balladen). Og forudsat havenisse-eksperten faktisk er fra min avis (her havde vi så endnu mere ballade).

Men jeg ville være en ringe journalist, hvis ikke jeg benyttede mig af min egen avis’ ekspertise. For så vidt angår professorens teori om de andre involverede i “kyllingegate”, har jeg intet ansvar og derfor heller ingen kommentarer.

– Mads Kastrup, journalist, Berlingske Tidende

SVAR 2
Kære Verner Møller

Tak for dit bidrag. Journalisten har talt med en række kilder, der alle udpeger den samme journalist, men ingen af kilderne ønsker at stå frem til citat med navnet. Vi har desuden talt med den udpegede journalist, der ikke ønsker at blive citeret. Da navnet ikke spiller en rolle i vores afdækning af forløbet, har vi på den baggrund ikke publiceret det.

Med venlig hilsen,
– Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten

Hverken Olav Skaaning Andersen eller den omtalte journalist har ønsket at kommentere læserbrevet.