Hvorfor skal vi læse endnu mere om USA?

Information-korrespondent Annegrethe Rasmussen og journalist Morten Bay har startet en ny blog om USA. Men hvorfor er der brug for endnu mere nyt fra USA op til et præsidentvalg? Her er fire skarpe til Annegrethe Rasmussen.

Information-korrespondent Annegrethe Rasmussen og journalist Morten Bay har startet en ny blog om USA. Men hvorfor er der brug for endnu mere nyt fra USA op til et præsidentvalg? Her er fire skarpe til Annegrethe Rasmussen.

Journalisterne Morten Bay og Annegrethe Rasmussen har netop startet en ny blog – usanu.dk.

Morten Bay er journalist og rådgiver, og han leverer artikler til en række medier – primært om det digitale felt med base i Los Angeles og Silicon Valley.

Annegrethe Rasmussen er Informations korrespondent i USA med base i Washington DC. Hun er også fast blogger her på Journalisten.dk, og i et nyt blogindlæg skriver hun, at formålet med usanu.dk er, at »destillere mediesnapsen ud af den tangsuppe, som suser forbi mine øjne og øren uafbrudt«.

Journalisten.dk har fulgt op med fire skarpe til Annegrethe Rasmussen.

Hvorfor er der brug for jeres blog om USA i det danske mediebillede?

»Blogs er, hvis de ellers duer til noget, læseværdige, korte, personlige og præcise. De skærer ind til benet og giver et hurtigt overblik, samtidig med at de underholder. En blog står og falder også med
afsendernes troværdighed, netop fordi en blog som bekendt er personbåren. Morten Bay og jeg vurderer selv – lidt ubeskedent, men det må komme an på en prøve om vi har ret – at vores samlede
troværdighed er høj nok til at læserne vil stole på os både som filter af nyheder og som formidler af stof.«

Fylder USA, især den kommende tid i kølvandet på valget, ikke allerede
mere end nok i mediebilledet?

»Netop! Det er her vi kommer ind i billedet. Man kan spare sig selv oceaner af tid ved bare at holde sig til vores blog. Spøg til side – jeg læser selv visse, få bloggere dagligt som jeg stoler på kan guide
mig igennem den enorme suppe af 24/7 nyheder her i USA. Ellers faldt jeg død om, for udbudet er så overvældende.«

»Vi ved, at de danske mediebrugere har travlt. De har jobs, familie, fritidsinteresser, ja de har faktisk et liv, der ikke skal bruges foran skærmen. Og de har ikke timer til deres rådighed til det amerikanske valg. De vil vide det vigtigste, samtidig med at de gerne vil kende noget til personerne bag. Og mange af dem holder af USA. Det gør Morten og jeg også, samtidig med at vi har et ‘dansk' blik for de værste udskejelser. Så synes vi i øvrigt også det er sjovt at kombinere det vilde tech-liv i LA og omkring Silicon Valley og Hollywood med det politiske og kulturelle liv i Washington og New York. Det giver et særligt journalistisk twist.«

Hvad bliver forskellen på det, du vil levere som korrespondent for Information, og det, du vil levere på bloggen?

»Information er en fin avis og en skøn arbejdsplads. Som nicheavis er dens styrke især indblik, analyse og undersøgende journalistik, så som dens korrespondent kan man gå mere i dybden eller lave længere reportager og interviews. Faktisk kalder en avis som Information netop på en supplerende blog, der er hurtigere og mere personlig. Og, jo det må siges, noget sjovere.«

»Skiftende redaktører er gennem årene blevet vant til at jeg råber op om, at vi skal være morsommere. Og ret skal være ret: weekendens Information har efter min mening i dag Danmarks mest underholdende brevkasse, fabelagtige features og flere skarpe klummeskrivere. Men til daglig synes jeg fortsat, at vi ofte kunne supplere med flere artikler, hvor svære ting blev behandlet på en lettere og mere engagerende måde. Nu kan jeg så få afløb for de lidt vildere dele af min personlighed på usanu.dk. Det sætter de sikkert pris på inde i St. Kongensgade, for så plager jeg ikke hele tiden om mere plads til den slags.«

Hvilken forretningsmodel har I tænkt jer at bygge op om bloggen?

»Forretningsmodel? Det overlader jeg til Morten. Det er ham, der er manden. Nå nej. Altså hvor mange bloggere kender du, der tjener penge? Danmarks bedste uafhængige, politiske blogger er Jarl Cordua. Og det er ikke, fordi han vælter sig i bannerannoncer. Men selvfølgelig håber vi på, at vi bliver så synlige i mediebilledet, at sponsorerne vil komme løbende med tegnedrengen forrest.«

»Imidlertid ligger der også en styrke i at være uafhængige og ubundne af et stort medies udgiverprofil. Men det skal jeg jo sige, ikke? Imidlertid skal det her projekt først og fremmest bevise, at man sagtens kan få substans, mens man morer sig. Det er min erfaring fra 19 års virke som journalist, at når jeg griner mens jeg skriver, så smiler læserne med. Det er alle tiders gode rettesnor.«

Læs også Annegrethe Rasmussens blogindlæg her på sitet: From USA with love 

0 Kommentarer