Hvorfor kostede ølsmagning på Thisted Bryghus 800 kr. pr. mand?

Der var ros til det høje aktivitetsniveau i Kreds 6, men bestyrelsen fik kritik for at forkæle sig selv med et bestyrelsesseminar på Løgstør Parkhotel og en ølsmagnings-tur til Thisted Bryghus for medlemmerne på Kreds 6’s generalforsamling. Allan Gregersen afløser Villy Dall som formand
  • Anne Mette Welling
    ”Vi har alt for længe ladet arbejdsgiversiden løbe med hele moderniseringsdagsordenen og fået arbejdstagerside til at fremstå som stillestående og gammeldags,” skriver David Wedege i sit opstillingsgrundlag. Her taler han ved generalforsamlingen i den nordjyske Kreds 6.
06.03.2017 · 09:36

Hvad er relevant at bruge penge på – og hvor meget må det koste? Det blev diskuteret livligt, da DJ's Kreds 6 holdt generalforsamling i Odd Fellow Palæet i Aalborg lørdag den 4. marts. Omkring 50 medlemmer var samlet – og det er op mod en tiendedel af medlemmerne i Kreds 6; noget, den afgående formand Villy Dall var mere end godt tilfreds med.

Til gengæld måtte han og den øvrige bestyrelse stå for skud, da de eksterne revisorer, Bent Stenbakken og Karin Pedersen, Nordjyske Medier, satte spørgsmålstegn ved bestyrelsens udgifter. Det var især to poster på regnskabet, der satte gang i diskussionen; nemlig posten ’bestyrelsesmøder’ og posten ’fotokursus’.

”Hvor meget bør bestyrelsen bruge på sig selv? Nøgletallene viser, at udgifterne til bestyrelsesmøder er seksdoblet på fem år,” påpegede Bent Stenbakken, der samtidig anerkendte, at aktivitetsniveauet i kredsen, når det drejer sig om foredrag, kurser og udflugter, også er steget kraftigt de seneste år.

”Lige lovligt dyrt” med Løgstør Parkhotel

Det var især en bestyrelseskonference over to døgn på Løgstør Parkhotel til 15.084 kroner for syv bestyrelsesmedlemmer, der skabte debat om bestyrelsens forbrug af penge. De eksterne revisorer havde kritiseret udgiftsniveauet, og flere mente, det var lige i overkanten.

”Bestyrelsen skal holde igen med at forkæle sig selv. Lej Aalborg Journalistforenings sommerhus Arken, køb nogle flasker vin og noget sushi i stedet,” foreslog Bent Stenbakken.

Det fik flere tidligere bestyrelsesmedlemmer op af stolene:

”Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen for Kreds 6, og måske har udgiftsniveauet været lige lovligt højt i 2016. Men omvendt giver det altså mening med de der intensive møder, hvor man overnatter. Man får meget fra hånden,” påpegede Karen Keinicke, Nordjyske Medier, og Mikkel From Nielsen, DR Nordjylland, gav hende ret:

”Jeg er også tidligere bestyrelsesmedlem – og nu skal det ikke udvikle sig til, at vi diskuterer, hvordan bestyrelsen sidder og mæsker sig. Når vi mødes, får man en øl eller sodavand og et stykke aftensmad – det har ikke været min opfattelse, at bestyrelsen misbrugte penge i den tid, jeg sad i bestyrelsen.”

En workshop med fokus på portrætfotografering for fotografer med 18 deltagere kostede kredsen 24.062 kroner, og flere mente, at det ikke er kredsens opgave at arrangere kurser for særlige faggrupper – at det er en opgave for specialgrupperne.

800 kroner til ølsmagning – per medlem?

Flere deltagere roste bestyrelsen for det historisk høje aktivitetsniveau – man samtidig var der ikke enighed om, hvad pengene skal bruges til. Mens de eksterne revisorer eksempelvis ikke havde indvendinger til et besøg på Thisted Bryghus sidste forår, hæftede flere medlemmer sig ved prisen.

”Jeg har regnet mig frem til, at besøget på Thisted Bryghus med ølsmagning kostede 800 kr. per medlem – det er måske lige i overkanten,” bemærkede David Wedege, Nordiske Medier, hvortil formand Villy Dall kommenterede, at de 11.664 kr. til udflugten til Thisted primært handlede om leje af bus med chauffør fra Nørresundby til Thisted og retur. Men det stillede ikke deltagerne helt tilfreds.

”Jeg vil opfordre til, at sociale arrangementer som ølsmagning holdes i Aalborg Journalistforening, og så laver vi faglige arrangementer i kredsen,” foreslog Anne Falck, selvstændig.

Kontingentforhøjelse næste år- måske

Bestyrelsen havde foreslået en kontingentforhøjelse fra 30 til 40 kr. for at sikre, at der var kassebeholdning til de dyrere arrangementer som Maren-prisen. Men oven på debatten om udgiftsniveauet blev forslaget nedstemt med stort flertal.

Også et kompromis-forslag på 35 kroner fra Carsten Randers, Region Nordjylland, i salen blev nedstemt. Til gengæld lovede forsamlingen sig villig til at diskutere en eventuel kontingentforhøjelse i 2018, hvis det er nødvendigt.

Efter en længere debat blev regnskabet godkendt.

Villy Dall med foldede hænder gik af som formand. Foto:Anne Mette Welling

Ny formand

Formand for bestyrelsen i Kreds 6 gennem de seneste otte år Villy Dall, Nordjyske Medier, havde valgt at trække sig, og bestyrelsen havde indstillet Allan Gregersen, freelance, til posten som ny formand.

Han blev valgt uden modkandidat.

61-årige Allan Gregersen er en erfaren herre på formandsposten. Han har nemlig tidligere været formand for Kreds 6 i otte år – og blev netop afløst af Villy Dall. Tidligere har han også været formand for Kreds 5.

Bestyrelsesmedlemmerne Henrik Louis Simonsen, Nordjyske Medier, Jesper Hansen, freelance, og Helle Therkelsen, freelance, var også på valg og blev alle tre genvalgt for to år.

Kasserer Anne Helene Kahr Thomsen, Nordjyske Medier, havde valgt at trække sig på grund af manglende tid til bestyrelsesarbejdet, så tidligere førstesuppleant Bo Lehm, Nordjyske Medier, blev valgt ind i bestyrelsen og overtog kassererposten. Han har tidligere været kasserer – dog i Kreds 5.

Til gengæld overtog Anne Helene Kahr Thomsen posten som førstesuppleant, mens David Wedege, Nordiske Medier, fortsætter som andensuppleant.

Borgfred efter generalforsamlingen

På spørgsmålet om, hvad ekstern revisor Bent Stenbakken syntes om debatten om regnskabet, svarede han:

”Jeg synes faktisk, vi har haft en konstruktiv debat, der blev holdt i en mild og god tone,” og den nu afgåede formand, Villy Dall, var enig:

”Jeg synes, debatten foregik i en meget fordragelig tone. De eksterne revisorer gør jo det arbejde, de er blevet sat til at gøre, og det er positivt med den debat, der er omkring aktivitetsniveauet. Nu må den nye bestyrelse indrette budgettet, så det passer til rammerne – og så må de komme tilbage til næste år, hvis det tærer for meget på kassebeholdningen.”

 

Kommentar

07/03/2017 - 12:49

David Wedege

Jeg er citeret korrekt.

Den fulde sammenhæng er, at jeg dog ikke ville kritisere et arrangement på en generalforsamling, når jeg ikke havde gjort det i planlægningsfasen.

Kritikken kom som reaktion på et forslag om at hæve kredskontingentet med 33 procent. Jeg vil hellere kigge på omkostninger. Når man som kreds har indflydelse på forbundets endelige prislap, har man også ansvar for hele forbundets konkurrencesituation.

/David Wedege
Fortsat selvvalgt andensuppleant i den bette kreds

09/03/2017 - 15:48

bent øberg

der var osse stående applaus for den afgående formand..
og så skal man da vist vurdere hvilke seriøse problemer man fra en kredsgeneralforsamling vil ha´blæst ud til omgivelserne... jeg krummede tæer undervejs,,,

Seneste jobopslag

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

Nyhedsjournalist til DR Fyn

DR
Ansøgningsfrist: 22.04

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

Er du en skarp kommunikator med bundlinjefokus?

Mødrehjælpen
Ansøgningsfrist: 23.04

Pressekonsulent til Rigshospitalet

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 23.04

Udlandsreporter til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp med flair for kommunikation

Ankestyrelsen
Ansøgningsfrist: 22.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05

Forlagschef til Informations Forlag

Information A/S
Ansøgningsfrist: 22.04

Redaktionschef Printcentralen

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 22.04

Vil du svømme med på nyt succesmedie om vand?

Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 23.04