Skal man grine eller græde over DBUs håndtering af selviscenesættende og forsmåede landsholdsspillere, der via pressen tuder over ikke at blive udtaget?

Siden landstræner Aage Hareide begyndte at skære ned i den landsholdstrup, der nu er landet i Rusland, har der kørt et opsigtsvækkende og måske lidt selvudleverende forløb i pressen.

Den ene forsmåede spiller efter den anden – ingen nævnt, ingen glemt – har mere eller mindre subtilt understreget sin egen uundværlighed, sit eget store talent, hvor helt enormt fit, vedkommende er – og hvor helt forkert på den, landstræneren derfor er med sine dispositioner.

Det har været guf for en presse, der selvfølgelig gerne vil citere kritiske spillere, som forsøger at udfordre eller ligefrem underminere landstrænerens dispositioner.

Hvor er æren?

For en som mig, der kan huske fodboldens klassiske æresbegreber, hvor man hverken som lilleput eller senior satte sig selv foran holdet, har det været et noget tåkrummende forløb.

Jeg undrer mig over, hvor den selvpromoverende kilde- og karaktertype, som spillerne fremstår som, kommer fra.

I gamle dage – for 5-10 år siden – ville spilleren ofte havde udtalt sin opbakning til holdet og træneren i samme sætning, som han udtalte sin skuffelse over ikke at være med.

Hvad får dem i dag til at formulere, at de har bedre forstand på at sammensætte truppen, end ham, der skal tage skraldet, hvis det går galt og Danmark ryger ud på røv og albuer efter 1-1 mod Peru og 0-1 mod Australien? Og hvorfor står de frem med kritikken?

Jeg tror vi har at gøre med ”børn” af de sociale medier, hvor spillerne kan få en omnipotent selvforestilling, fordi de i deres stjernestatus druknes i likes og alt for store gager.

Men lad nu det ligge. For selv om jeg kunne savne, at medierne spurgte lidt mere kritisk ind til kilder af den karakter gennem citerede modspørgsmål, så har pressen bare passet sit arbejde: Fremlagt kritikken og konfronteret modparten.

Ingen filter – masser af røg

Men har DBU passet sit arbejde? Jeg er i tvivl.

Det har på sin vis været befriende, hvor lidt filter DBU har bygget op omkring Aage Hareide. Ingen filter – masser af røg, synes strategien at være.

Gang på gang har landstræneren, få dage før VM, svaret på spørgsmål med kritik fra de fravalgte. Til sidst blev det for meget, og han understregede, at nu var det sidste gang:

"Nu er jeg træt af at snakke om folk, som er ude af landsholdstruppen. Jeg får det forbandede spørgsmål hele tiden tiden. Journalister ringer spillerne op. Og jeg sagde det til jer her på seneste pressemøde: Nu handler det om de spillere, der er til stede i truppen. Jeg er træt af at svare om dem, der ikke er med," sagde Åge Hareide.

Måske er jeg blevet smittet af den kommunikation, der i dag næsten altid pakker ledelsescitater ind. For jeg har grebet mig selv i at savne, at DBU opbyggede en mere klar fortælling, som Hareide kunne støtte sig til.

Eller at DBU ligefrem havde sendt kommunikationsafdelingen i byen med det logiske budskab:

”Landstræneren har udtaget den trup, han tror mest på. Nu har han og holdet brug for at koncentrere sig om de kampe, der er så vigtige for os alle sammen. Derfor taler vi om dem, der er udtaget, og de opgaver, der venter.”

Noget i den stil – det kan sikkert siges smartere. Og jeg kan godt høre, at det er aldeles kedeligt. Man kunne også skrive, at det er mere professionelt.

Den dobbelte bekymring

For samtidig med, at journalisten i mig har stor respekt for, at DBU lader Hareide gå linen ud hen over det store medie-cirkus, så bekymrer jeg mig som fodboldelsker, og jeg undrer mig som kommunikationsinteresseret.

Fodboldelskeren er bekymret for, om det her er den bedst mulige optakt. Er det det, der skal til for at slå Peru, Australien og Frankrig og gå videre fra gruppen?

Og mere relevant i denne spalte: Som kommunikationsmenneske undrer jeg mig over, hvad DBU’s strategi er. Er det ønsket om at fremstå autentisk og åben, der har vundet? Og er den strategi afstemt med Hareide? Sådan virker det ikke.

Trykket blev for stort

Jeg tror, at medietrykket blev for stort for DBU. Der har ganske enkelt ikke været et beredskab til at håndtere spillere, der via sociale medier udfordrer organisationen. DBU har ikke set det komme.

Så derfor kan festen fortsætte under VM. Kommer der kritik fra spillere, der ikke er i holdopstillingen? Eller ikke får lov at sparke frispark? Eller sidder for yderligt på bænken?

Noget afgørende er sket omkring landsholdets kommunikation. Ikke som strategi, tror jeg. Men fordi magten er flyttet fra organisationen til enkeltindividet.

Det kan jeg som journalist kun bifalde. Men – når regnestykket skal gøres op – så ville jeg som arbejdsgiver (DBU) nok forsøge at fremstå mere koordineret i pressen. Måske DBU selv skulle begynde at svare på de platforme, hvor spillerne ytrer sig?

Noget skal ske. Og som i fodbold, må det gerne være offensivt og ikke henholdende.

Journalisten har modtaget dette svar på kritikken fra DBU's kommunikationschef Jakob Høyer:

’Herrelandsholdet er lukkede, kedelige og arrogante’.

Sådan har det lydt i årevis fra en række sportskommentatorer, der har kritiseret, at landsholdsspillerne ikke er åbne og interessante nok, når de giver interviews.

I ovenstående klumme kommer der ny kritik, denne gang fra Journalistens redaktør, Øjvind Hesselager. Men pludselig er kritikken, at spillerne er alt for åbenmundede, alt for ærlige i deres vrede og skuffelse og at DBU slet ikke har styr på kommunikationen og pressehåndteringen af hverken spillerne eller landstræneren.

Lyder ovenstående som lidt af et paradoks?

Ja, det gør det nok. Men sådan er det, når der konstant skal skrives klummer på et emne, hvor der reelt ikke er udvikling nok til at udkomme med nye klummer hver dag. I fodboldens verden hedder det at være ’mandagstræner’ – og måske har Journalistens gode redaktør spillet sig med som offensiv midtbanespiller på dette hold.

Lad mig gerne uddybe lidt:  

Selvfølgelig havde vi gerne undgået de mange artikler med fokus på spillere, der er blevet fravalg til VM. Omvendt vidner det om de følelser og det engagement, der præger fodbold og ikke mindst deltagelse i en VM-slutrunde. Og ret beset er det jo forståeligt, at spillerne er ærgerlige og skuffede.

Skulle DBU havde indført en stram styring af både spillernes og trænernes udtalelse af forløbet?

Måske. Men er det ærlig talt ikke en forældet tankegang med den slags restriktioner og forsøg på styring? Trænere og spillere er også følelsesmennesker, der reagerer på, at den enkelte ikke kommer med til det VM. Det kan måske undre, at nogle medier igen og igen vælger at fokusere på konflikt og negativitet frem for begejstring over VM-deltagelsen – men det er jo i sidste ende deres valg.

Samtidig kan hverken DBU, landstrænerne eller andre styre en sportspresse, hvoraf nogle medier lever af klik med konflikt-vinkler. Det er vi i øvrigt slet ikke interesseret i. Pressen er fri. Det er et vilkår, som alle i sportens verden kender til – og som utvivlsomt er forstærket af netmedier, sociale medier og kampen om at få klik, likes og digitale indtægter.

Set med VM-briller er det fantastisk med den store opmærksomhed – både fra presse, fans og den lange række mandagstrænere. Vi glæder os alle til Herrelandsholdets kampe til VM. Fordi vi ved, at der både er grin og gråd – både før, under og efter kampene.

Jakob Høyer, kommunikationschef, DBU