Hvorfor gør I det?

ENSIDIGT II  >>Et fagblad skal ikke sælge sig selv på store overskrifter, men alene retfærdiggøre sin eksistens gennem den merværdi, det skaber for DJ's medlemmer.<<

ENSIDIGT II  >>Et fagblad skal ikke sælge sig selv på store overskrifter, men alene retfærdiggøre sin eksistens gennem den merværdi, det skaber for DJ's medlemmer.<<

I 1980'erne drev jeg et socialpædagogisk opholdssted for såkaldt utilpassede unge. Det hændte, at en af de unge skejede ud – lavede et indbrud, lidt hærværk eller lignende, og så blev man jo nødt til at spørge sig selv og ungen: Hvorfor gjorde du nu dét – du ved jo godt, at det skader andre, uden du selv opnår noget.

Sådan har jeg det også med journalist Øjvind og redaktørvikar Troels. Hvorfor gør I det – hvad vil I opnå? Et fagblad som Journalisten er et fagblad for Dansk Journalistforbunds medlemmer.

Et fagblad skal ikke sælge sig selv på store overskrifter, men alene retfærdiggøre sin eksistens gennem den merværdi, det skaber for DJ's medlemmer. Og både redaktør og betalere må spørge sig selv om artiklen med rubrikken "I er for dårlige" i Journalisten 13/2009 skaber merværdi for medlemmerne.

Nej – ikke alene er den ensidig, tendentiøs og uredelig – den er også forkert. For der er IKKE hold i rubrikken, hvilket også fremgår flere steder i artiklen. Og det er heller ikke redaktørernes mening. Det, de siger, er: I er for dårlige til at sælge jer selv.

Det ved vi godt, vi er – og vi bruger rigtigt mange ressourcer på at blive bedre, blandt andet på de seks-syv årlige startkurser. Det kunne der blive en rigtig god værktøjsartikel ud af, der kunne skabe merværdi for både freelancere og redaktører.

– Kristian Melgaard
formand, Freelancegruppen

SVAR.
Kære Kristian Melgaard – hvordan kan du påstå, at vores artikel er "ensidig, tendentiøs og uredelig", når den dokumenterer og fortæller om et problem, som du selv i din tekst herover fuldt ud anerkender? Du konkluderer endda på problemstillingen ved at skrive: "Det ved vi godt". Det hænger ikke helt sammen.

Hvis du mener, at det er rubrikken, der er "uredelig", fordi den ikke uddyber, hvad det er, redaktørerne mener, burde du skrive det. Men der er jo ikke noget nyt i, at en rubrik ikke fortæller den fulde sandhed. Det er der ikke plads til.

Som jeg skriver andetsteds i debatten denne gang, var vores udgangspunkt at sætte fokus på en alvorlig situation. Freelancere landet over har problemer i øjeblikket, fordi der skæres ned overalt. Derfor ville vi give freelancerne en mulighed for at se sagen fra den anden side af bordet: Hvad tænker kunderne?

Dernæst lavede vi en meget konstruktiv, handlingsorienteret og informativ guide til, hvad freelancere skal gøre bedre for at tækkes deres kunder. Det er ret nemt at tænke sig til hvorfor: Vi ville hjælpe freelancerne, og hvem er bedre til at give gode råd om salgssituationen end kunderne?

– Troels Evold Widding
chefredaktør, Journalisten

0 Kommentarer