Det er vildt at være nyuddannet. Det er vildt at stå der med alle drømmene om journalistik, der forandrer verden, og lange reportager fra fjerne lande. Om ministre, der falder, fordi de kritiske spørgsmål ramte plet, og fuskere, der bliver knaldet op på forsiden med rubrikker i katastrofestørrelse.

Men hvordan er det så? Det der nyuddannet? Er det alt det?

Pludselig gik jeg fra at være arbejdsløs til at være freelancer. Altså den slags freelancer, der havde noget, han skulle skrive, til nogen, der ville betale for det. Jeg debuterede på bagsiden af Journalisten med min kommentar om min identitetskrise – før var man i det mindste studerende. Men når man er færdig og ikke har job, hvad er man så?

Redaktøren var begejstret for teksten. Jeg kunne rent faktisk skrive, sagde han. Og nu ville han have mere. Det her var bare begyndelsen. Nu kommer der en stribe blogindlæg om min videre karriere og udviklingen i min identitet.

Men inden jeg kom så langt, at jeg kunne se mig selv på bagsiden af Journalisten, var der et billede, der skulle tages.

Jeg mødte op til tiden. Endda lidt for tidligt. Det gør jeg altid. Nu skulle jeg bare have taget et portrætfoto til min nye blog hos en rigtig fotograf. Så kommer man ikke for sent. Eller jeg troede, at jeg skulle have taget et portrætfoto. Det skulle jeg blandt andet. Men der skulle også være et andet billede, der skulle ledsage min bagsideklumme.

Det kunne jeg have sagt mig selv.

»Jeg forestiller mig, at du ligesom skal stå i en tunnel. Du skal være på vej ud, men stadig ikke helt ude,« sagde Ulrik Jantzen, da jeg stod over for ham i det rodede, tjekkede atelier i den coole Kødby, hvor jeg – før den blev cool – gik på Hotel- & Restaurantskolen, men det var så inden, det blev skide cool at være kok.

»Hva’ si’r du?« spurgte han, og jeg svarede, at jeg stolede på ham. Så havde han lige en anden ide også.

»Jeg har læst din klumme, og det er, som om det spørgsmål om specialet omklamrer dig, ikk’? Så jeg tænkte, vi ku’ vikle dig ind i køkkenfilm for ligesom at symbolisere den omklamring.«

Nu stod jeg der, klar til et portræt a la Dansk Skolefoto, og fortrød det der med, at jeg stolede på ham.

Tyve minutter senere stod jeg i en meget trafikeret fodgængertunnel under Dronning Louises Bro fuldstændig viklet ind i køkkenfilm, med cykler piskende forbi på den ene side og løbere i stramt tøj prustende på den anden, mens assistenten, der holdt en kæmpeblitz, foreslog, at jeg kunne ligge på jorden som så’n en larve, der var på vej ud af sin puppe. Det blev heldigvis ikke til noget. Det andet gjorde.

Ulrik og assistenten kiggede på kameraets lille skærm og var enige om, at det var skidegodt, og jeg fik ikke en chance for at erklære mig enig, fordi jeg stod viklet ind, ude af stand til at bevæge mig eller for den sags skyld se ud af mine duggede briller. Men jeg håbede, de havde ret.

De havde ret. Da det endelig lå i postkassen, så det fedt ud. Køkkenfilm slanker ikke, men billedet var vildt fedt. På billedet er der et Uidentificerbart Indviklet Objekt – det er mig.

Med den lovende start begyndte jeg min nye karriere som freelancer.

Årh, hvor jeg glædede mig, til den bagsideklumme på Journalisten kom på tryk og landede i min postkasse. Så kunne jeg endelig kalde mig freelancer, journalist og alt det der.

Alt det, jeg havde glædet mig til.

Uforberedt Forvirret Objekt

Jeg havde egentlig ikke forberedt mig på det med ikke at have et arbejde. I syv år har jeg identificeret mig selv som studerende, og det sidste halve år med specialet forberedte jeg mig på at blive journalist, men overhovedet ikke på det, der kom bagefter.

Alt det med Jobcenter Halsnæs, a-kasse og karensperiode.

Jeg søgte om – og fik – en forhåndsgodkendelse af mit speciale. Og med den i hånden gik jeg på Jobcentret for at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er dimittend og gerne vil have nogle dagpenge i en fart. Jeg meldte mig ledig, jeg oprettede CV på Jobnet.dk, og jeg læste reglerne.

Nu går dagen med at aflevere Vera i børnehaven, tage hjem og plante bagdelen på 7’eren og søge masser af jobs og sende e-mails til højre og venstre og ellers vente på, at det er tid til at hente Vera igen og lave mad, til den store og konen kommer hjem. Indimellem hører jeg posten komme på sin knallert. Så overfalder jeg ham for at få en snak om fodbold. Han spiller i Vinderød, mens jeg er hos arvefjenden i Frederiksværk Fodbold Klub. Der er altid noget at snakke om.  

Allerede nu, i den første måned af de 24, hvor jeg kan få dagpenge, er jeg ved at gøre i bukserne over ikke at få et job i en fart. Det kan godt være, at de er forstående i Jyske Bank, men det bliver de ikke ved med at være, hvis ikke snart pengene begynder at rulle ind. Så jeg har hovedet i rillen.

Men en af de mange mails ser ud til at give pote. Måske. Derfor gik jeg i gang med at undersøge vilkårene for fire ugers virksomhedspraktik, så min (forhåbentlig) fremtidige arbejdsgiver og jeg kan føle hinanden på tænderne, inden kontrakten skal skrives under, og fælden klapper. Så, hvis det falder ud til min fordel. Så kan jeg skrive. Skrive, skrive, skrive.

Så jeg tog turen ned på Jobcenter Halsnæs endnu en gang. Bare for at få papirerne til virksomhedspraktikken og stille et par spørgsmål om, hvad det betød, at man som almindelig ledig havde fire uger og som dimittend havde otte. Men damen i skranken lod sig ikke påvirke af, at jeg mente, hun kunne svare på det.

»Hvad hedder din sagsbehandler?« spurgte hun.

»Jeg har ikke nogen,« svarede jeg, og nu kiggede hun lettere forvirret på mig.

»Har du ikke nogen? Men .. er du ikke dagpengemodtager?«

Og så forklarede jeg, at jeg egentlig ikke har været ledig såååååå længe og derfor ikke var inde i systemet, og at jeg egentlig bare ville have svar på nogle enkle spørgsmål om, hvordan virksomhedspraktikken virker.

Inde i mit hoved råbte en stemme: »Jeg vil fan’me ikke have en sagsbehandler!«

Men det hørte den venlige dame bag skranken ikke.

»Hvad er dit cpr-nummer.«

Jeg gav hende tallene, og inden jeg kunne nå ud i venterummet, stod der en pige og sagde goddag og spurgte, om jeg ville følge med. Og lige fik der jeg en sagsbehandler.

Nu gør jeg alt, jeg kan, for ikke at komme ind i det mødebur igen. Derfor har jeg spyttet e-mails af sted til alle, jeg kender, der er noget ved musikken. Kender du mig og har du ikke fået en mail endnu, så er den på vej.

I mit hjørne af Nordsjælland, Halsnæs, er der ikke mange jobs. Det betyder, at jeg har indstillet sigtet på København. For et job, det skal der være. Et til mig. For jeg vil have byttet hende sagsbehandleren ud med en redaktør.

Jeg trænger til at tale med andre end posten, konen og naboen. Så jeg har meldt mig til et kursus. ”Pas på dig selv mens du er ledig” hedder det. Min kone, psykologen, siger, jeg er lige i målgruppen.