foto: Ulrik Jantzen / Das Büro

Pludselig gik det ikke fremad længere. For det var færdigt, læst igennem, rettet og vendt og drejet. Og der lå det så – tre færdigprintede eksemplarer i en papkasse. Jeg tog kassen op. Med begge hænder for ikke at bøje noget, jeg satte den forsigtigt ud i bilens bagagerum. Og så af sted til RUC for at aflevere frugten af 12 måneders arbejde.

Dernede vidste de, at jeg kom. Jeg havde advaret dem, og mails var fløjet frem og tilbage i ugerne op til om procedurer og formalia, så der var ingen undskyldninger. De vidste, at jeg kom.
Alligevel var der ingen modtagelseskomite, ingen flagalle og intet hornorkester, der energisk spillede ”congratulations”, mens jeg stolt steg ud af bilen. Rektor var der ikke engang for at trykke mig i hånden og sige tillykke. Faktisk kunne jeg knap nok finde en levende sjæl på campus, der midt i juli, hvor alle andre end specialestuderende åbenbart holder ferie. Men jeg fandt en. En venlig sekretær sad alene tilbage, og hun tog pænt imod den baby af papir, jeg endelig var nedkommet med efter godt et år som specialedrægtig.

Nu kunne jeg endelig sige til alle, der spurgte: ”Hvordan går det med specialet?”, at det var færdigt. Jeg har afleveret. Men glæden blev kort. For sekretæren på det mennesketomme RUC blev den første til at stille det nye spørgsmål.
»Hvordan er jobsituationen?«
»Erh, jobsituationen?« mumlede jeg tilbage.
»Ja, har du noget, eller…?« fulgte hun op.

Nu troede jeg lige, det var slut med stressende spørgsmål, der nærmest er umulige at svare på, og som bare tværer ens egen utilstrækkelighed rundt i hovedet på en.
Så bød hun på et stykke chokolade som en sidste gestus. Jeg takkede pænt nej, sagde farvel og tak og snuppede en cola i kantinen på vej ud.

Sekretæren blev den første. Men ikke den sidste. Nu spørger alle dem, der før spurgte til specialet, i stedet for til jobsituationen. Og jeg svarer det samme hver gang.
»Jo, der er da jobs at søge, men …« Så væver jeg noget om, at det ser ud, som om der også er muligheder i kommunikation, og det skal nok gå, og jeg har da et par ideer og … Imens kan jeg se, at folk bliver fjerne i blikket og holder op med at lytte. De har hørt, hvad jeg sagde. Jeg sagde arbejdsløs!

Jeg troede lige, at specialeafleveringen ville ændre alt. Men selv om jeg endelig er journalist, så er jeg altså også arbejdsløs. Eller freelancer, som det hedder i journalistik.
Hvad fanden gør man, når man har blokken fuld af gode ideer, men ikke har noget sted at gøre af dem? Det er pisse angstprovokerende. For første gang i syv år ved jeg ikke, hvad jeg skal lave, hvor pengene til terminen skal komme fra, eller hvordan jeg skal gebærde mig i virvaret af dagpengeregler og jobannoncer.

Det med terminen vil Kirsten i Jyske Bank nok gerne vide. Hun har også glædet sig til, at jeg blev færdig. Så jeg må hellere tage konen i hånden og gå ned og få en snak med hende. Hun skal da også have en chance for at sige tillykke.

– Thomas Schiermacher Jensen, journalist