Pressens vigtigste rolle er at afsløre magtmisbrug. Det siger alle, der ønsker, at pressen skal spille en aktiv rolle for sikring og udvikling af demokratiet. Det skriver Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Lækagesagen og skattesagen er dystre eksempler på, at journalister og medier i stedet har dækket over magtmisbrug. TV 2 lovede i lækagesagen kildebeskyttelse til en spindoktor, der brød tavshedspligten om jægersoldaters indsættelse i Irak for at demonstrere forsvarsminister Søren Gades handlekraft. I skattesagen har Ekstra Bladet afsløret, at en ministers spindoktor forsøgte at bryde tavshedspligten om Helle Thorning og Stephen Kinnocks skattesag. De fortrolige oplysninger havnede i stedet i B.T. under valgkampen i et forsøg på at påvirke valgresultatet og bevare regeringsmagten.

Begge sager er meget alvorlige eksempler på, at et lukket samspil mellem ministres spindoktorer og journalister resulterer i magtmisbrug. I dagligdagen handler det lukkede samspil om almindeligt spin, der på den ene side kan sikre positiv omtale af en minister og på den anden side give nem information for en journalist eller kommentator om et væsentligt emne.

De to afsløringer handler begge om brud på tavshedspligt og magtmisbrug i den politiske kamp. Samtidig bliver det udstillet, at journalister og medier misbrugte kildebeskyttelsen og dermed skabte grundlaget for magtmisbruget.

Kildebeskyttelsen er meget vigtig for at sikre ytringsfriheden for en kilde, der ikke selv kan stå frem med væsentlig information om magtmisbrug i samfundet. Kun i sådanne tilfælde er kildebeskyttelse nødvendig. Kildebeskyttelse må aldrig blive en nem udvej for journalister eller for kilder til at plante rygter eller give skjult reklame for magthaverne.

Det er vigtigt at kende forskel på whistleblowing og spin. Det afgørende er, om kilden i situationen repræsenterer magten, eller om kilden vil informere offentligheden om kritisable forhold,han har kendskab til fra en virksomhed, myndighed eller anden organisation. Whistlebloweren vil typisk være en menig medarbejder, der risikerer sit job ved at stå frem, men det kan ikke udelukkes, at han har en ledende post. Det var tilfældet i den legendariske Watergate-sag.

Kildebeskyttelse må ikke blive en del af dagligdagen, men skal forbeholdes alvorlige situationer. I den politiske journalistik er kildebeskyttelse brugt alt for meget og ofte givet til magtens repræsentanter. Der er tilsyneladende udviklet en norm, hvor ministres spindoktorer som udgangspunkt kan regne med kildebeskyttelse, der kun kan brydes ved særlig aftale. Dermed er principperne om kildebeskyttelse vendt helt på hovedet.

Der skal naturligvis ikke være citattvang, når journalister indsamler information. Men der er langt fra citattvang til kildebeskyttelse. Repræsentanter for magten skal ikke kunne regne med kildebeskyttelse, når de planter information og historier hos journalister.

Tilliden til kildebeskyttelse er svækket efter afsløringerne i de to sager. Men det er nødvendigt at afsløre magtmisbrug, der opstår i det lukkede samspil mellem spindoktorer og journalister.
Tilliden kan kun genoprettes, hvis journalister og medier melder klart ud, at kildebeskyttelse fremover kun vil blive brugt ved whistleblowing om alvorlige forhold. Desuden skal det indskærpes, at en aftale om kildebeskyttelse betyder, at kildens identitet ikke bliver spredt ved løs snak med kolleger og venner. Kildebeskyttelse skal betyde, at kun journalisten selv og eventuelt journalistens chef får kendskab til kilden.

Kildebeskyttelse kan være et skalkeskjul for manipulation, og et ufravigeligt princip om, at kilden aldrig må røbes, gør journalister og offentligheden til nemme ofre. Når det står klart for en journalist, at en kilde bevidst har manipuleret offentligheden med løgn og vildledning, så holder aftalen ikke længere. Sådan må det være for aftaler om kildebeskyttelse ligesom ved andre vigtige aftaler.

Hverken brugtvognshandlere eller spindoktorer skal have frit spil.