Journalisten Michael Holm fra DICAR er blevet mødt med en pris på 20.000 kroner for at få aktindsigt – helt ifølge loven.

BEGRÆNSNING. Forestil dig at skulle gå ind til din redaktør med en idé til en helt fantastisk historie, du mangler bare lige at få dokumenteret den. Det kan du, hvis du får aktindsigt, ja det har du faktisk allerede fået, der er bare lige det problem, at aktindsigten koster 20.000 kroner.

20.000 kroner for en aktindsigt lyder urealistisk, men ikke desto mindre var det den pris, Michael Holm, der er redaktør på DICAR – Center for Analytisk Journalistik, blev mødt med, da han søgte om aktindsigt i Rigspolitiets register over uddelte parkeringsbøder i et år.

»Det er fair nok, at en offentlig institution skal have dækket sine udgifter, men det her er jo fuldstændig vanvittigt, og det viser, at der hersker lovløse tilstande på området,« siger Michael Holm.

Det er ikke første gang Michael Holm er blevet mødt med uhyrlige priser for at få aktindsigt. Sidste år skulle han betale 54.000 kroner for aktindsigt i Plantedirektoratets gødningsregister. Efter en lang række klager slap han dog for at betale, idet han kunne henvise til Miljøoplysningsloven, der sikrer offentligheden fri og uhindret adgang til data.

Men med aktindsigten hos Rigspolitiet er der ikke noget at gøre. Problemet er, at politiet har udliciteret sin dataafdeling til et privat firma, og her koster et specialudtræk en markedspris på over 1.000 kroner i timen – en pris, journalisten skal betale.

Pressejurist Oluf Jørgensen fastslår, at det er helt inden for lovens rammer, at journalis-ten skal betale for eventuelle udgifter i forbindelse med en aktindsigt, men undrer sig over, at de offentlige instanser ikke har sikret sig bedre, da de udliciterede deres dataafdelinger.

»Det er forbløffende, at mange offentlige instanser ikke har sikret sig mod, at simple udtræk af data ikke kan foretages uden at give en kæmpe ekstraregning,« siger Oluf Jørgensen og tilføjer:

»Det er et eksempel blandt flere, der peger på, at det haster med en ny offentlighedslov, der tager sigte på den nye teknik, vi omgiver os med.«

Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, er meget overrasket over, at en begæring om aktindsigt i Rigspolitiets arkiver kan komme til at koste journalisten 20.000 kroner.

»Det er højst interessante oplysninger, at en simpel begæring om aktindsigt kan blive så dyr, og det er noget, som vi uden tvivl skal kigge nærmere på i offentlighedskommissionen,« siger Hans Gammeltoft-Hansen, der er formand for den 20 mand store offentlighedskommission, der gennem de seneste tre år har været i gang med det vigtige forarbejde til en ny offentlighedslov.

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard, der i midten af september afslørede den tidligere spindoktor Michael Kristiansens gigantiske telefonregninger og misbrug af taxiboner på baggrund af aktindsigt i Statsministeriets regnskaber, er en af de journalister herhjemme, der oftest søger om aktindsigt.

Jan Kjærgaard vurderer, at han de seneste 20 år har søgt om aktindsigt 200 gange, og han har aldrig skullet betale for det – før sagen om Michael Kristiansen.

»Det var godt nok småpenge, jeg skulle betale, men det undrede mig, at man pludselig ændrede praksis, og det var jo med til at forsinke hele ansøgningsprocessen, at der skulle sendes breve frem og tilbage om, hvorvidt jeg ville betale eller ej,« siger Jan Kjærgaard, der skulle betale mellem 500 og 600 kroner for papirerne fra statsministeriet.

Jan Kjærgaard påpeger, at han udmærket er klar over, at det er helt lovligt, at ministeriet tog betaling for de papirer, han havde fået aktindsigt i. Men han frygter, at den ændrede praksis er endnu et udtryk for, at offentlighedsloven er under angreb.

»Jeg opfatter det, at ministerierne pludselig begynder at opkræve gebyrer for aktindsigt, som endnu et adfærdsregulerende værktøj mod journalister, der graver, dér hvor det gør ondt,« siger han.