Hvor hulen kom de ghettobørn fra?

Journalistikken må aldrig overtage et politiseret sprog, uanset hvem der er ved magten. For sproget skaber en virkelighed. Vores interesse bør alene være at rapportere så præcist som muligt, uden brug af farvede udtryk, skriver Susanne Sayers
30.05.2018 · 13:33
Susanne Sayerss billede
Susanne Sayers
Selvstændig journalist

Min telefon bimlede, som den gør, når der kommer en nyhed fra et af de medier, jeg abonnerer på. “1-årige ghetto-børn skal tvinges i dagtilbud, fremgår det af en delaftale …” stod der på skærmen.

Jeg kiggede igen. Stod der virkelig ghetto-børn (med unødvendig bindestreg)? I en besked fra DR? Som for nylig netop har indskærpet over for medarbejderne, at sproget er for vigtigt til at omgås lemfældigt?

Men ja, det gjorde der. Og siden dukkede det op mange steder. Et par uger før var det formuleringen ‘de hårdeste ghettoer’, som ukritisk blev givet videre.

Pligt til at værne om sproget og troværdigheden

Jeg ved ikke, om jeg blev mest opgivende, ked af det eller rasende. Journalister har en særlig pligt til at værne om sproget og troværdigheden. Ghetto er et stærkt farvet ord. For tiden er det også magtens sprogbrug. Journalistikken må aldrig overtage den form for politiseret sprog, uanset hvem der er ved magten. For sproget skaber en virkelighed.

Ghettobørn. Jeg så for mig små askegrå og forhutlede skabninger, svigtet af forældrene, svigtet af samfundet, hængende i deres slørtilhyllede og undertrykte mors skørter. Men faktum er, at 84 procent af dem allerede kommer i institution (gennemsnitstallet for hele landet er 88 procent), og at deres opvækstvilkår er vidt forskellige.

Vi skal som journalister ikke have en mening om, hvorvidt det er mange eller få, eller om den såkaldte ghettopakke er en god eller dårlig idé. Politiske holdninger bør vi overlade til kilder og publikum. Men det er vores forbandede pligt at have en holdning til sproget og bruge det korrekt. Betegnelsen ghettobørn gør børnene til en ensartet masse. De holder op med at være individer med individuelle behov, krav og muligheder.

Hvad er en ghetto?

Problemet rækker langt videre end ghettoordet, men det er ret illustrativt, så jeg holder fast i det som eksempel. Jeg kan allerede høre protesterne: “Journalister skal ikke være politisk korrekte!” Jeg er helt enig. Men vi skal den ondelynemig være korrekte. Og ghetto er ikke et fast defineret begreb, det svinger i betydning, afhængig af hvem der bruger det. Kriterierne for at blive betragtet som en såkaldt ghetto af regeringen ændrer sig også – der skulle mindre til i år end tidligere, så listen over omfattede boligområder voksede igen efter at have været faldende i en årrække.

Ghetto er et stærkt farvet ord, og det siger i sig selv intet om, hvad der måtte være af problemer i områderne. “De hårdeste ghettoer” skaber, i hvert fald hos mig, associationer til dystre områder i USA, Brasilien og andre steder, hvor man går ind med fare for sit eget liv, og vold, narko og prostitution er dagligdag. Men faktum er, at selv i de mest kriminalitetsbelastede boligområder er det højst 3,5 procent af beboerne, som er dømt for kriminalitet. Langt de fleste steder er tallet langt mindre

Så hvad er et hårdt ghettoområde? Selvfølgelig kan selv en lille gruppe kriminelle terrorisere et større område, hvad der er set flere eksempler på. Men berettiger det til, at vi som medier overtager udtrykket? Eller skulle vi holde os til det præcise og fortælle, hvor mange der er dømt for kriminalitet i områderne i stedet?

Politiske betegnelser gør os dovne

De politiske betegnelser gør os dovne. Og upræcise hvilket ofte er det samme. Organisationer og mennesker med en agenda har altid haft en interesse i at brede det sprog, der tjener deres sag bedst. Vores opgave som journalister er den modsatte. Vores interesse bør alene være at rapportere så præcist som muligt, uden brug af farvede udtryk. Vi skal kunne skære igennem ordflommen og nå ind til den virkelighed, som kan iagttages så objektivt som muligt.

Det kan næppe lade sig gøre – alle ord er farvede i et eller andet omfang. Men vi kan være bevidste om det og vælge det udtryk, som bedst afspejler fakta på området.

Det er et politisk valg, om vi har ghettoer eller ej. Forskere har gentagne gange kritiseret udtrykket for at være stigmatiserende og uden praktisk formål.

Problemerne i de såkaldte ghettoområder er virkelige nok: Mange har ikke en uddannelse, mange er på overførselsindkomster, mange er uden for arbejdsmarkedet og i nogle tilfælde er der også relativt flere kriminelle end i en dansk gennemsnitsbebyggelse. Det skal vi under ingen omstændigheder skjule.

Men vi kan behandle problemerne uden at forfalde til ord som ghettoer. At regeringen gerne vil kalde dem det, er et politisk valg, som de naturligvis er berettiget til. Vi har bare ikke i medierne hverken pligt eller interesse i at bringe det videre som vores eget sprogbrug.

Der findes ikke ghettobørn. Der findes i de boligområder, hvor der er en ophobning af problemer som arbejdsløshed og lave indtægter, børn, som er udsatte og sårbare, og som også ifølge forskere har brug for hjælp. Der findes faktisk også det modsatte. Områderne er indbyrdes ret forskellige, og inden for boligområderne er der også store forskelle.

Upræcist sprog skjuler problemerne og fører til upræcise løsninger

Danmarks Radios såkaldte stilguide blev skarpt kritiseret af blandt andre Dansk Folkeparti for at ville tækkes en politisk korrekthed. Men kravet til korrekthed rammer både til højre og til venstre. Sprogguiden er netop politisk ukorrekt, fordi den ser stort på, hvad skiftende politikere og dagsordener foretrækker at kalde tingene. I stedet skal vi som journalister gøre os umage med at finde de ord, som mest præcist dækker. Uden dovne svinkeærinder i form af slang og klichéer og stempler. Det har betydning, ikke bare retorisk, men fordi upræcist sprog ofte skjuler de egentlige problemer og fører til upræcise løsninger.

Hvis vi bare overtager politisk sprogbrug, bliver vi bærere af det Newspeak, som Georges Orwell advarede mod i romanen '1984'. Vi skal kunne se bag om sproget, forholde os til, hvad der er fakta, og så give det videre, uanset om det er bekvemt eller ej.

Kommentar

30/05/2018 - 13:58

Birthe Skyt

Hvor er det dejligt at se en journalist der tager sproget seriøst ! Tusind tak !

30/05/2018 - 15:58

Zarifa Mohamad

Enig med Birthe Skyt!

30/05/2018 - 21:20

Erling Thaysen

Sprog skaber virkelighed! Klemperer, der skrev om nazismens magtsprog, burde være obligatorisk på alle journalistiske uddannelser!

31/05/2018 - 09:40

Jesper Bech Pedersen

Fint nok med kritikken, Susanne Sayers, men det kunne være rart med et eksempel på, hvad man så burde kalde disse børn, som vuggestueforslaget retter sig mod.

Skal man i stedet for ghettobørn skrive "børn fra socialt udsatte familier, der typisk bor i etageejendom i områder med overvægt af ikke vestlige indvandrere, nærmere bestemt de områder, der er regeringen karakteriseres som ghettoer"?

Eller skal man kyle svesken på disken og skrive "børn af muslimske forældre", for lad os være ærlige, det er jo dem, det handler om.

Jeg spørger bare, for come on, uanset hvad man skriver, så er der jo en eller anden derude, der føler sig fornærmet.

Det objektive sprog findes allerede. Tjek bare enhver byrådsdagsorden. Men du vil forhåbentlig ikke plædere for, at vi skal udtrykke os ved hjælp af forvaltningssprog, for i så fald Zzzzz...

01/06/2018 - 15:25

Martin Kristiansen, sprogredaktør DR

Tak til Susanne Sayers for at bidrage til mediesprogsdebatten og for at omtale DR’s nye stilguide i den ånd, den er tænkt. Ikke som en samling stentavler, men som en åben opfordring til øget sproglig opmærksomhed i journalistikken og som et oplæg til selvsamme debat.

’Ghettobørn’ blev brugt af flere medier i denne uge, også af DR, om end vi fik rettet relativt hurtigt.

Brugen er forståelig, fordi ordet er kort, rubrikvenligt og udtryk for et typisk mønster i journalistikken: forenklingen, generaliseringen. Men her er der efter alt at dømme tale om en afledt kildeafsmitning, som man bør være opmærksom på i en fair og afbalanceret nyhedsdækning.

Journalister kan naturligvis bruge begrebet ‘ghetto’ i overensstemmelse med ministeriets definition, når man angiver kilden: Det er regerings/ministeriums definition og brug af ordet.

Men de fleste kan nok også blive enige om, at man bør undgå at overtage begrebet som en bredt anerkendt benævnelse, hvilket ‘ghettobørn' bl.a. af historiske årsager ikke er, som Sayers indlæg jo også dokumenterer.

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.

Seneste jobopslag

Finansministeriet søger erfaren pressemedarbejder

Finansministeriet
Ansøgningsfrist: 27.08

Video-journalist

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 03.09

Danmarks Lærerforening søger kommunikations- og analysechef

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 20.08

Social media and video manager

Egmont Administration
Ansøgningsfrist: 22.08

Pressekonsulent søges til BUPL

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.08

Information søger journalister med undersøgende profil

Information A/S
Ansøgningsfrist: 27.08

Senior Press Officer til mediehåndtering

Ørsted
Ansøgningsfrist: 17.08

Skatteministeriet søger en skarp presserådgiver

Skatteministeriet
Ansøgningsfrist: 17.08

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 31.08

Styrelsen for Patientsikkerhed søger kommunikations- og pressechef

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 27.08

Finansreporter Finwire News

Finwire News
Ansøgningsfrist: 20.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08