Hvor er nuancerne i dækningen af gadgetmarkedet?

FORFØRT. Wauw! Så kom den - iPad 2. Ryd forsiden og gå totalt i svime. Tablet pc'en fra Apple er ganske givet en fantastisk gadget, og den er bare et af mange dejlige produkter fra Steve Jobs' hånd, men er den nu også al den hype værd?

FORFØRT. Wauw! Så kom den – iPad 2. Ryd forsiden og gå totalt i svime. Tablet pc'en fra Apple er ganske givet en fantastisk gadget, og den er bare et af mange dejlige produkter fra Steve Jobs' hånd, men er den nu også al den hype værd?

Der må sidde nogle marketingfolk hos Apple og klappe i deres hænder og glæde sig rigtig meget over, at de slipper for at have den helt store tegnedreng fremme til reklamer, fordi medierne går i selvsving over deres nyeste produkt.

Men hvor er nuancerne i dækningen af et gadgetmarked, der lige nu udvikler sig med lynets hast? Hvor er alle hypehistorierne om Samsung Galaxy Tab og Motorola Xoom, der er seriøse modspillere til iPad'en? Og hvorfor får HTC Desire ikke samme opmærksomhed som iPhone i de store medier, når den af flere specialmedier blev kåret til 2010's bedste mobiltelefon?

Apple er fantastisk til at skabe opmærksomhed om deres produkter, og de har fået viklet deres fans ind i et spind af herlighed og fluffy buzzord, der gør, at folk er villige til at stå i kø i timevis og falder i svime, hver gang Steve Jobs åbner munden. Men berettiger det til, at medierne også falder på halen og helt ukritisk savler over et nyt produkt, som mange eksperter ikke mener er den landvinding, som Apple har udlagt det som?

Noget kunne tyde på, at flere af de store danske medier også er blevet en del af Steve Jobs' "kult", da al hypen ikke handler særlig meget om, hvad Apples produkter rent faktisk kan, men mere om al den varme luft, der omkranser alle produkterne med "i".

– Anders Wiese Hooge, kommunikationsmedarbejder, Trafikstyrelsen

0 Kommentarer