LEMMING-EFFEKT. ”Kortlægning af journalisternes arbejdstid på fem medier. Journalister på dagblade, fagblade, magasiner, ugeblade og bureauer skriver i gennemsnit mellem 19 og 32 procent af deres arbejdstid, når ferier og fridage er trukket fra.

Rapporterne kortlægger store forskelle fra medie til medie inden for det samme område. Der er således mere end 30 procent forskel – svarende til godt 100 klokketimer – i journalisternes tastearbejde fra fagblade, hvor journalisterne skriver mindst, til det fagblad, hvor journalisterne skriver mest. Det samme gør sig gældende på dagbladene og ugebladene. En gennemsnitlig journalist skriver 364 klokketimer om året. Hvis alle journalister skrev svarende til det, som den øverste fjerde-del gør, ville det frigøre omkring 600 fuldtidsstillinger.”

Ovenstående er et ganske let redigeret uddrag af en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet. Oprindeligt handlede den om fordelingen af lærernes arbejdstid. Og den fik fuldstændig den lemming-effekt, som var tiltænkt: Samtlige journalister kastede sig over lærernes angiveligt minimale undervisningstid. Og alle ud fra den ufortalte forargelse, det må medføre for de hårdt plagede skatteydere – som journalisterne jo selv tilhører.

Jeg går ud fra, at journalisternes angrebsvinkel ligger i umiddelbar forlængelse af deres totale mangel på viden om, hvad undervisning går ud på. Præcis som en almindelig avislæser må undre sig over, at det kan tage en hel dag for en journalist at skrive 20 linjer. Jeg mener, journalisten er der vel for at skrive, ikke?

Derfor den let redigerede pressemeddelelse. Nu handler den bare om journalistens primære arbejdsopgave: At producere artikler.

At rapporterne og pressemeddelelsen i virkeligheden handlede om at bombe ledelsesretten tilbage til industrisamfundets begyndelse, ænsede ingen. Hvor fanden er den kritiske sans blevet af? /

Michael Neumann, redaktør af bladet Handelsskolen