search

Hvor blev spørgsmålet af?

»Man får et bedre svar, hvis man stiller et ægte spørgsmål.«

»Man får et bedre svar, hvis man stiller et ægte spørgsmål.«

INTERVIEW. Hver gang jeg åbner avisen eller tænder for en nyhedsudsendelse i fjernsynet, bliver jeg konfronteret med tidens journalistiske trend: Spørgsmålet uden spørgsmål. Se selv her.

– Erik Rasmussen, man kan da sige, at jeres forår har været alt andet end en succes?
Spørgsmålet er fra et tv-interview med en fodboldtræner i programmet Onside på TV 3. Journalisten siger sætningen og kigger derefter afventende på sin kilde som i "nu har jeg jo stillet dig et spørgsmål". Det har han egentlig ikke gjort. Men spørgsmålet er alligevel validt i henhold til dansk spørgeteknik anno 2010.

– Det må være dejligt at bo i 2900 Happiness, når så mange er så vilde med det?
Nu er vi ovre i et portrætinterview i Ekstra Bladet. Jeg kan læse mig frem til journalistens holdning, men hvad spørgsmålstegnet gør i sætningen, er mig vanskeligt at begribe.

– Jeg har lige læst i en undersøgelse, at du er én af de mest magtfulde personer i journalistbranchen?
Eksemplet her er hentet fra et interview i fagbladet Journalisten. Hvis intervieweren allerede har læst det, hvad skal spørgsmålet så til for?
Det bliver mere og mere moderne at skrive sine spørgsmål ind i artiklerne, og vel at mærke ikke blot kritiske spørgsmål med det formål at vise, at en kilde svarer undvigende. Hvem kan forklare mig grunden til dette fænomen?

– Jeg er født i 1979 – og dét år blev du færdig som historiker?
Fortsat samme interview fra fagbladet Journalisten. Hvis sætningen er ment som et opklarende spørgsmål, er der godt nok tale om mangel på research. Det virker dog blot som en journalist, der vil vise sine læsere, at hun har læst på lektien.

Det er ikke forbudt at sætte et punktum, hvis man insisterer på at skrive sig selv ind i en historie som samtalende frem for interviewende. Spørgsmålstegn placeret efter en sætning, der er alt andet end et spørgsmål, virker derimod fjollede.

Hvad kan forklaringerne være på antispørgeteknikkens indtog i journalistikken? Her er tre bud:
Dovenskaben sejrer. Vi tænker ikke længere over, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at stille kilderne et rigtigt spørgsmål. I stedet fremsnøvler vi bare en indforstået betragtning og ser, hvad interviewpersonen til gengæld hoster op af svar.
Vi ved bedre. Til helvede med hvad en eller anden ekspert har på hjerte. Jeg er jo journalist; derfor er det mig, som sætter rammer og indhold for den virkelighed, der skal videreformidles. Hverken seere eller læsere skal være det mindste i tvivl om, at min titel er lig med (bedre)viden om alt.

Egoet har vokseværk. I X-faktorens årti er de eneste rigtige journalister enten studieværter eller kommentatorer. Det er mig, der er den gode historie nu, og ikke en eller anden ligegyldig kilde.

Jeg tror stadigvæk fuldt og fast på, at man får et bedre svar, hvis man stiller et ægte spørgsmål. Allerhelst et hv-baseret ét af slagsen, som faktisk gør det muligt for den adspurgte at svare andet end ja eller nej.
Og på skrift skal der være en fortællemæssig god grund til at skrive sine egne spørgsmål ind i teksten. Ellers skal man lade helt være.

Søren Møller Jensen er politisk journalist på Nyhedsbureauet Newspaq.

Kommentarer
4
Peter Simonsen
17.05.10 17:41
Re: Hvor blev spørgsmålet af?

og et   aktuelt  eksempel:

http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1138063.ece 

Fremhævet af Journalisten
Michael Bjørnbak Martensen
17.05.10 18:46
Re: Hvor blev spørgsmålet af?
Vel egentlig bare tidens trend. Den kammeratlige samtale ført til protokols. Tidligere kæmpede for den kritiske journalistik - derefter journalistikken. I dag er vi i underrholdningens og kammeratskabets boldgade. Gad vide, hvad det næstre bliver?
Fremhævet af Journalisten
Nels Sørensen
18.05.10 16:41
Re: Hvor blev spørgsmålet af?

"…Allerhelst et hv-baseret ét af slagsen…"

Mener du som f.eks. Kurt Strands: "Hvor overrasket (/glad/skuffet/stolt…) er du?" og lignende spørgsmål, hvor "hvor"et hverken henviser til en stedsangivelse eller en målelig størrelse, og svaret dårligt kan blive andet end "Meget" eller "Ikke så meget"? Har hidtil ventet forgæves på et svar lydende enten "Rundetårn" eller "Tordenskrald". ;)

Der er også Adam Holm-specialiteten, hvor han velbehageligt og med betydningsfulde rynker i panden læner sig tilbage i stolen, slår nonchalant ud med hånden i retning af gæsten, og kun siger … dennes efternavn!

Hæh; ofte må man beundre de udspurgte. ;)

Fremhævet af Journalisten
Søren Møller Jensen
13.07.10 08:49
Re: Hvor blev spørgsmålet af?

Hehe... Du har en fin pointe Niels Sørensen, hv-spørgsmål kan sagtens stilles uden at være reelle spørgsmål. Min erfaring viser mig, at spørgsmål begyndende med et 'hvordan' eller et 'hvad' er de spørgsmål, der giver mest konkrete svar.

 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen