Alene tanken – at Danmark, verdens bedste land til alting, skulle tages i skole af et par østeuropæiske embedsmænd – er naturligvis absurd.

Det ved enhver dansker da. Ikke mindst i pressen.

Derfor behøvede man såmænd dårligt nok at læse den rapport, som Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance under Europarådet tillod sig at udsende om forholdene i Danmark. Jo, jo, den første dag refererede medierne pænt rapportens hovedelement:

Nemlig at der er fremmedhad, racisme og diskrimination i vores land – i en grad, som betegnes som dybt foruroligende.

Den påstand er jo et angreb på den strålende integration af flygtninge og indvandrere her i landet, der har ført til den pragtfulde sameksistens mellem gammeldanskere og nydanskere, som vi jo alle gennem flittig avislæsning ved eksisterer.

Dette angreb var derfor aldeles utilstedeligt, mente en række medier – anført af B.T., Berlingske Tidende, TV 2 og Jyllands-Posten. Derfor handlede det i stedet om at ændre fokus fra rapportens indhold til dens tilblivelse. Som ægte ambassadører indledte redaktører og kommentatorer kampen for at genoprette nationens ære – og stillede de indlysende og langt mere interessante spørgsmål:

Hvad i alverden bilder Europarådet sig dog ind – og hvem i alverden er dog de fjolser, der står bag denne tilsvining?

For der er jo ikke noget galt i Danmark.

Hvad skulle det dog være?

At statsminister Poul Nyrup Rasmussen vil fratage muslimer retten til bøn på arbejdspladsen? At indenrigsminister Karen Jespersen vil internere asylsøgere på en øde ø? Eller at samme indenrigsminister anklager muslimer for at være dovne – modsat de flittige kristne? At partiformand Pia Kjærsgaard vil udvise både forældre og bedsteforældre, hvis deres barn begår kriminalitet? At Danmark er et af de ringeste lande til at få flygtninge og indvandrere i arbejde?

Vor Allah bevares … det er da kun rimeligt og fremmende for integrationen, den slags.

Reaktionen fra de danske politikere var deprimerende forudsigelig.

Dansk Folkeparti, som var rapportens reelt hovedanklagede, var smækfornærmet. Pia Kjærsgaard fik – samme aften, som rapporten lå parat – en halv times prime time hos Kurt Strand i Profilen til at rappe sine sædvanlige fordomme af. Venstre krævede dokumentation for rapportens anklager – ellers måtte den trækkes tilbage. Rapporten var forældet, fastslog udenrigsminister Mogens Lykketoft – det, der var forældet, forstod man, var dog kun det, der angreb regeringen. Mere tænksom var den radikale Elisabeth Arnold, som mente, at rapporten skulle tages alvorligt – dels fordi den pegede på en række relevante problemer, dels fordi vi selv så ofte bruger Europarådets rapporter til at forsøge at påvirke andre lande med.

Problemet i pressen var, at vi i alt for høj grad lod politikerne synge deres sang – og vi sang såmænd med på det falske omkvæd. For store dele af pressen opførte sig, som om vi befandt os i et halvtotalitært samfund. Jeg mindedes min tid som Moskva-korrespondent i midten af 1990erne. Dengang angreb Eu-roparådet Rusland for at krænke menneskerettighederne i Tjetjenien – hvilket vestlige medier flittigt refererede.

I Moskva, derimod, blev rapporten fejet af bordet som det rene nonsens. Det var i øvrigt også en utilstedelig indblanding i et lands interne forhold, lod man forstå …

I ledere og kommentarer i dagene efter, at kritikken ramte Danmark, var tonen klar:

Jyllands-Posten fastslår i lederen "Malabarisk makværk", at rapportens konklusioner er "stærkt fornærmende". Berlingske Tidende konstaterer under overskriften "Kritik af Danmark", at kritikken er barsk, og nogle dage efter, at rapporten er en "Trepattet ko." Ekstra Bladet og B.T. har samme tone – ligesom TV 2.

To af landets førende kommentatorer rykkede nationen til undsætning:

B.T.s Erik Meier Carlsen, der i månedsvis har inspireret og støttet Karen Jespersen i et tæt politisk parløb, blev stærkt mopset. Nu havde han jo netop i en bog hyldet tonen i den danske debat – og kaldt Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard for en fordel for debatten, så Meier skyndte sig at anklage Europarådet for at krænke elementære demokratiske principper.

Ralf Pittelkow – som jo er gift med den ansvarlige for udlændingepolitikken, indenrigsminister Karen Jespersen – var rystet. Pittelkow, der senest i sin nye bog finder det vigtigt at lytte til skepsisen mod de fremmede, fastslog i Jyllands-Posten under overskriften "En skandale", at alt, hvad der stod i rapporten, var udokumenteret.

Det ville være befriende, hvis vi i stedet valgte at se os selv i øjnene i medierne – og spørge, om vi virkelig synes, at vi gør det godt nok, når det handler om at dække nydanskere? Tænke over, hvor mange nydanskere, der er ansat på redaktionerne som andet end rengøringshjælpere? Spekulere på, hvilket kildenet redaktionerne egentligt har blandt nydanskerne.

De indlysende svar burde naturligvis få enhver til at tænke sig grundigt om.