…så er det dig. Sådan slutter sætningen, og sådan sluttede den også for den endeløse række af gratulanter, der gjorde JOURNALISTENs interview med en prisvinder til en meget afbrudt samtale. Tillidsmand på Århus Stiftstidende Morten Ravn fik Carsten Nielsen Legatet på åretsdelegeretmøde.

Varme knus, kammeratlige klap og velfortjente kindkys regner i lind strøm ned over Morten Ravn, mens han står blankøjet og storsmilende i baren på Nyborg Strand og drikker en høj fadøl med JOURNALISTENs udsendte. Det er kun en halv time siden, han modtog et stående bifald fra 362 delegerede, og det er mindre end et kvarter siden, han var nede på stranden med fotografen.

Han tager en stor tår af øllen og en endnu større indånding.

"Jeg er så rørt. Det er så stort. Hold kæft, hvor er det stort det her," siger han og smiler overvældet og tager en tår til.

Inden han når at synke, klemmer den første gratulant sig ind mellem prismodtageren og JOURNALISTENs reporter. Lykønskninger udveksles med takkeord, og skulderklap efterfølges af skål.
"Hov, undskyld, er du ved at blive interviewet? Okay, jeg smutter igen. Tillykke, du har virkelig fortjent det," siger ryggen, der kiler sig ud igen, så der atter er frit udsyn til prismodtageren.

"Jeg føler det her som en virkelig stor ære. Det er jo et fantastisk skulderklap. Og for mig kommer det på et rigtigt godt tidspunkt, for det har været hårdt arbejde, og det har påvirket mig selv og ikke mindst min kone og mine børn meget," siger han og slipper smilet for en stund.

Det, Morten Ravn omtaler som hårdt arbejde, er de kampe, han som tillidsmand har været troppefører for på sin arbejdsplads. Kampe, der for tre år siden kostede 17 journalister jobbet, og som i det seneste slag gjaldt fyring eller beskæftigelse for 60 medarbejdere på Århus Stiftstidende.

Det var de kampe, han fik årets Carsten Nielsen Legat for, en pris, der hvert år uddeles på Journalistforbundets delegeretmøde og går til et forbundsmedlem, der for eksempel har markeret sig ved en særlig faglig indsats. Legatets bestyrelse uddybede valget af Morten Ravn på følgende måde:

"For fire års ekstraordinær og forbilledlig faglig indsats for kollegerne på Århus Stiftstidende og for hele arbejdspladsen under en meget vanskelig periode for avisen." Det var DJs formand, Mogens Blicher Bjerregård, der udtalte ordene ved uddelingen af prisen.

Formanden karakteriserede Morten Ravn som en person, der har evnen til på samme tid at holde hovedet koldt og hjertet varmt under barske forhandlinger og være lyttende øre eller fast skulder for kolleger, der har haft brug for at læsse af. Begge dele har der været hårdt brug for i arbejdet med at få kolleger og arbejdsplads gennem de vanskelige fyringsrunder.

Menneskeskæbner
Da ledelsen på Århus Stiftstidende i november spillede ud med, at der skulle fyres 60 redaktionelle medarbejdere ud af ca. 150, gik Morten Ravn og hans kolleger i gang med at forhandle "dag og nat", som han selv udtrykker det. Her i baren på Nyborg Strand kaster han sig ud i et imponerende regnestykke, der bringer de 60 ned på 23 over det sidste halve år. Et regnestykke med mellemregninger, som han dog ikke ønsker at se på tryk, for som han siger:

"Der er måske nogle ting, som ledelsen havde glemt undervejs."

Den drevne forhandler ligger ikke langt under huden på Morten Ravn og stikker da også sit strategiske ansigt frem med netop den bemærkning. Selv henskriver han talentet til "ufattelig velforberedthed" hos ham selv og hans kolleger under forhandlingerne med ledelsen.

"Til tider var vi mere velforberedte end ledelsen. Og det giver respekt på den anden side af bordet," siger han og understreger et andet vigtigt udgangspunkt for forhandlingstrategierne:

"Alt over nul fyringer var ikke brugbart, for der ligger menne-skeskæbner bag hver enkelt fyring. Derfor er det heller ikke et fint og fornemt resultat, vi har nået."

Det er der modbeviser på. Endnu en gratulerende ryg klemmer sig ind og afbryder interviewet. Denne gang får han et kammeratligt kys på kinden og en hilsen til konen, inden han genoptager snakken med JOURNALISTEN.
"Hvor var det, vi kom fra?," spørger han og ser forvirret ud, indtil stikordet "menneske-skæbner" får ham på rette spor igen.

"Nåh ja, jamen, jo flere input du har fra kollegerne, jo bedre er du til at stykke det hele sammen, og jo stærkere står du i forhandlingerne. Derfor har jeg som tillidsmand gjort meget ud af at kunne tale med alle på arbejdspladsen, ældre, yngre, venner og også folk, man måske ikke har så meget tilfælles med."

At Morten Ravn er en tillidsmand med et stort kollegialt overskud afspejler sig i, at han har været involveret i hver enkelt medarbejderskæbne, både før, under og efter kampene.

"Det her arbejde har jo været meget modsætningsfyldt. På den ene side kan man hurtigt blive glemt som fyret, på den anden side kan de tilbageværende heller ikke leve i lyset af fortidens tragedier. Kunsten er at få det hele til at hænge sammen," siger Morten Ravn og sætter sine egne ord på balancegangen mellem de lange gåture med fyrede kolleger, og det daglige arbejde for en fælles arbejdsplads. En balancegang, han nu er blevet hædret for med Carsten Nielsen Legatet.

Men bag Morten Ravns tillidsmandspost ligger også det, han selv kalder "en menneskeskæbne". Og hvis JOURNALISTENs reporter ellers kunne få lov til at interviewe færdig, så…

"Hvis der er nogen, der har fortjent det, så er det dig. Tillykke Morten," siger den tredje gratulerende ryg på et kvarter.

Vi tager en slurk af øllen og genoptager snakken. Denne gang om medaljens bagside.

"Jeg røg simpelthen ned i et hul, da det hele var tæt på at være overstået. Jeg havde brug for at trække vejret, og der tog mine gode kolleger i tillidsmandskollegiet over for mig. For mig har det været et meget personligt stykke arbejde at være tillidsmand – det er jo mine gode venner mange af dem, der er blevet fyret. Derfor er denne pris også et gigantisk løft for mig personligt," siger Morten Ravn, så man ikke er i tvivl. Det er den næste gratulant heller ikke. De glade kolleger vinder kampen om Mortens Ravns opmærksomhed, så han slutter af med JOURNALISTEN.

"Undskyld, men jeg kan næsten ikke koncentrere mig. Find mig i aften, så drikker vi en øl."