”Hvis man sælger sig selv for billigt, går det ud over ens selvfølelse”

Da Anja Bo blev fyret som vært i DR, blev hun freelancer. Hun tjener cirka det samme i dag og holder prisen oppe, men hun synes, freelancetilværelsen er rå: ”Jeg har lige ledet en konference med influenza, og det ville jeg jo ikke gøre, hvis jeg var lønarbejder.” Dette er sidste artikel i Journalistens serie om velbetalte freelancere

Da journalist Anja Bo – tidligere 'Deadline'-vært – for tre år siden blev fyret hos DR, skruede hun op for de opgaver, hun allerede havde ved siden af. Sideløbende med 'Deadline'-jobbet havde hun haft moderatortjanser, og da hun sprang ud som freelancer, var det naturligt bare at udvide butikken.

Det har i perioder været en indbringende forretning. I februar tjente Anja Bo 150.000 kroner. Til gengæld har hun aldrig tjent en krone i juli måned. August plejer også at være sløv.

I alt omsætter hun for cirka 700.000 om året. Til sammenligning tjente en studievært i DR 697.656 kroner om året inklusive pension i 2016, ifølge Dansk Journalistforbunds lønstatistik.

Sårbart arbejdsliv

”Jeg er ikke bekymret, for det går godt i min butik, men jeg er nødt til at aftale med min bank, at der skal være en buffer. Der er lige en konference, der er blevet aflyst, fordi virksomheden er blevet udflyttet. Dét er mange penge, der forsvinder for mig,” forklarer Anja Bo.

Livet som freelancer er en sårbar måde at arbejde på, synes hun. Pludselig kan man miste indtægt. Derfor har hun heller ikke lejet sig ind på et kontor, men arbejder hjemmefra for at holde udgifterne nede.

”Jeg har lige ledet en konference med influenza, og det ville jeg jo ikke gøre, hvis jeg var lønarbejder. Det er et råt arbejdsliv, og jeg er glad for, at det kan betale sig for mig, for det er jo lige så råt for dem, hvor det ikke kan betale sig,” siger hun.

20 procent kommer fra klassisk journalistik

I dag tjener hun de fleste penge på strategiarbejde for virksomheder og organisationer, på at afholde konferencer og lede møder. Hun laver også medietræning og underviser forskere i formidling.[factbox:0]

Klassisk journalistik til medier udgør kun cirka en femtedel af indkomsten.

”Jeg tænker faktisk, at jeg ikke har råd til at lave mere journalistik for medier, end jeg gør. Jeg skal dosere det lidt. Så jeg sparer op til at skrive en bog i øjeblikket,” siger hun.[quote:0]

”Vi bliver nødt til selv at synes, at vores produkt er noget værd. Hvis man sælger sig selv for billigt, går det ud over ens selvfølelse.”

”Jeg tror, det er spildte kræfter at bede medierne om at sætte priserne op. Derfor er vi nødt til at se vores arbejdsliv som et, hvor man ikke kun kan leve af at skrive artikler og lave tv og radio, men hvor man også er nødt til at tage journalistikken med ind i alle mulige andre typer opgaver,” siger hun.

Skal gøre arbejdet bæredygtigt

Anja Bo oplever, at arbejdet for virksomheder gør hende klogere end meget almindeligt journalistisk arbejde.

”Jeg får en fortrolighed med de mennesker, jeg arbejder for. Jeg får en helt anden indsigt nu i de problematikker, folk har, end hvis jeg ringede fra et medie. Jeg får aktørernes egne stemmer mere oprigtigt, når jeg laver opgaver for dem. Min research bliver bedre, og jeg ved flere ting, end jeg gjorde før,” siger hun.

Men det er vel ikke ting, du må bruge i andre sammenhænge?

”Det er fuldstændigt rigtigt. Det, der bliver fortalt i fortrolighed, kan jeg ikke sige videre, men jeg ved det og kommer ikke til at lave forkerte historier. Det betyder, at når jeg laver journalistik, så har jeg mere baggrundsviden, og jeg ved, hvor jeg skal arbejde mere ihærdigt for at få kilder,” siger hun.

Anja Bo går meget op i, at det arbejde, hun laver, skal være bæredygtigt, vidensmæssigt.

”Der er et udtryk, der hedder at arbejde sig dummere, fordi man bliver ved med at lave det, man er god til. Man kan producere og producere, men det bliver man jo ikke klogere af. Som freelancere har vi selv ansvar for vores videre- og efteruddannelse, så vi er nødt til at have en refleksiv tilgang til vores arbejde,” siger hun.

Er det ikke en tilgang, du kan tillade dig at have, fordi du var kendt i forvejen?

”Jo, det er muligvis rigtigt. Men hvis det store billede er, at det er ret svært at være freelancer, så har jeg jo ret. Hvis freelancearbejde er det, vi kigger mod, så bliver vi nødt til at gøre det bæredygtigt økonomisk og vidensmæssigt,” siger hun. 

Rettet 9. april 16.31: Tidligere fik man det indtryk af artiklen, at Anja Bo blev fyret fra Deadline. Det gjorde hun dog ikke. Hun blev fyret fra DR Nyheder.

 

1 Kommentar

Sara Høyrup
26. APRIL 2018
Hep!

Hep!

[Det lille "dog" i jeres rettelse er ret upassende: Det vetyder jo i kontekst "trods alt ikke". Hvorfor ikke bare skrive lige ud ad landevejen, at den oplysning var forkert?]