”Hvis jeg ved, at manden til en veninde knalder ved siden af, så siger jeg det til hende”
I radioen har hun fortalt lytterne, at hun fand’me har en god røv. Hun har siddet i VL-gruppe 65 og kæmpet for kvoter og ligestilling gennem kvindenetværket Albrightgruppen. Hun har sin egen virksomhed, hvor hun rådgiver virksomheder, topledere og politikere om strategisk kommunikation og pr.
Ved årsskiftet skrev Anna Thygesen i Jyllands-Posten, at hendes nytårsforsæt var, at hun fortsat vil sige, hvad hun tænker, ”uden at jeg gider være nervøs for, hvad andre måtte mene eller synes om mig”.
Hvis hun er i tvivl om, hvor langt hun kan gå i en konkret sag, laver hun en tryk-test på folk, som hun ved er mere forsigtigt anlagt end hende selv.
”Hvis de siger, jeg skal lade være, så ved jeg, at jeg skal gøre det.”
Svesken skal på disken. Det gælder også nære venner.
”Hvis jeg ved, at manden til en veninde knalder ved siden af, så siger jeg det til hende,” forklarer hun.
Har været overalt i medierne
Siden Anna Thygesen første gang trådte frem i offentligheden under PFA-skandalen i slutningen af 90’erne, har hun været overalt i medierne. I talkshows og som efterspurgt debattør uden berøringsangst over for at dele ud af sit liv eller den medie- og kommunikationsbranche, hun er en del af.
Hun har fortalt om sine forældres selvmord, sine oplevelser med seksuelt nærgående chefer på TV 2 – og de ”klamme metoder” i dele af kommunikationsbranchen, som Falck-skandalen er udtryk for.
Og så har hun åbent vedkendt, at hun har fået lavet en full-face restylane-behandling.
”Mine øjne så altid supertrætte ud allerede fra morgenstunden af – også selv om jeg var helt frisk,” fortalte hun på skønhedsklinikken N’ages hjemmeside i 2014 med før- og efter-billeder.
I dag har hun etablereret sig med egen kommunikationsvirksomhed WeDoCommunication med speciale i strategisk kommunikation, medietræning og ledelseskommunikation.
Hun viser en nyproduceret præsentationsvideo på sin mobiltelefon, hvor hun reklamerer for medietræning sammen med sin mand, Bill Rathje.
Et tilbud om medietræning er nemmere at formidle end det mere fluffy begreb ”strategisk rådgivning”, forklarer Anna Thygesen. Hun er i videoen blevet stylet, så hun fremstår overordentligt strømlinet og corporate.
Og så alligevel ikke.
Hun har nemlig lagt videoen på Facebook med et par Anna Thygesen-typiske hashtags som #ikkesåmegetpis og #sveskenpådisken.
Kult eller sladder?
Hun er fast paneldeltager i sladderprogrammet ’Det, vi taler om’ på Radio24syv, som hun på sin hjemmeside selv kalder et ”kultprogram” – andre beskriver programmet anderledes.
For eksempel Publicistklubbens formand, Reimer Bo Christensen, der har skrevet, at ’Det, vi taler om’ er et program, der udskammer folk, som ikke får lov at svare igen, ”og viderebringer sladder, som er uresearchet”.
Georg Metz har i Information omvendt kaldt Anna Thygesen for ”programmets intellektuelle fyrtårn”.
For Anna Thygesen handler programmet om, hvad der er god og dårlig kommunikation.
”Jeg er mest interesseret i sager med dobbeltmoral og hykleri.”
Hvis man er dårlig til at kommunikere, risikerer man ufrivilligt at blive talk of town. Ja, måske endda at blive gjort til grin.
”Hvis der er noget, som personer og virksomheder ikke kan lide, så er det at blive latterliggjort. Når vi griner af noget i Danmark, er det meget værre end at blive kritiseret i en journalistisk artikel.”
Tryktest – hvor går grænsen
I medie- og kommunikationsbranchen er det ikke alle, der er lige vilde med Anna Thygesens ligefremme stil.
”Men det har jo aldrig været mit ønske, at alle skulle kunne lide mig. Hvis alle kan lide dig, gør du nok ikke den store forskel,” siger hun.
Hun betegner sig selv som ”midtpunktssøgende”, og når hun dukker op på den røde løber, er det for at tilfredsstille sit ekstroverte fest-gen.
”Og det har nogle svært ved at forbinde med at være rådgiver.”
Men som kommunikationsrådgiver er hun sjældent i centrum.
”Jeg kan faktisk bedre lide at være en del af et team ude hos en kunde end at gå til en filmpremiere.”
”Derovre sidder Casper Christensen”
Da vi mødes på Ingolfs Kaffebar på Amager, bliver hun budt velkommen med et kram af stedets medejer, Malene.
Anna Thygesen er hurtig til at lære folk at kende de steder, hun kommer.
Og så er hun god til at spotte, hvem der befinder sig i rummet.
”Dernede i hjørnet sidder Casper Christensen,” siger hun.
”Man er vel medlem af ’Det, vi taler om’.”
Hun har en sandpapirsstemme, der er mere hæs end Bonnie Tylers i ’Total Eclipse of the Heart’.
Hendes visuelle fremtoning forener det formelle og uformelle.
Grønne Gucci herrebriller i et klassisk 70’er-look, Adidas gummisko, et silketørklæde i friske farver og en ternet blazerjakke i groft vævet uld. Når hun skal ud til kunder, er det godt med farver på. Det signalerer energi, fortæller hun.
På sin hjemmeside skriver hun ironisk, at hun har gjort Amager trendy.
Sandheden er nok snarere, at hun bare holder af øen, som mange fortsat kalder for lorteøen.
”Hellere være konge på Amager end røven af 4. division oppe ad Strandvejen,” siger hun.
Eneste fuldtidsansatte
I 2016 stiftede hun WeDoCommunication. Oprindelig talte partnerkredsen også Christian Eppers, Anne Kirstine Cramon og Thomas Fryd.
Christian Eppers er skiftet til Holmris. Anne Kirstine Cramon arbejder for Ehrenberg Sørensen Kommunikation, mens Thomas Fryd har kastet sin energi i nogle vandkure, hvor han ikke indtager fast føde i en måned ad gangen.
Derfor er Anna Thygesen i dag den eneste fuldtidsansatte i WeDoCommunication.
”Sidste år var vi fire-fem ansatte, og jeg sagde ja til opgaver, som jeg måske ikke havde så meget lyst til.”
”Når folk kommer til WeDoCommunication, er det, fordi de vil se mig. Derfor laver jeg det meste selv.”
Nu har hun rådgivere tilknyttet på freelancebasis. Hun bliver ikke hyret til opgaver af andre kommunikationsbureauer.
”Det er måske, fordi jeg fylder meget.”
Genopbygningen efter PFA
De senere år er forretningen drejet i retning af strategisk rådgivning, krisestyring og ledelsesrådgivning.
”Folk siger til mig, at jeg har fået mig en god biks. Men de skal vide, at det ikke er tilfældigt. Efter PFA-skandalen stod jeg tilbage som ”hende fra PFA-skandalen”. Det tog 10 år at genopbygge min faglighed og mit navn.”
Hun er stolt over, hvor langt hun er kommet.
”Jeg har taget min egen medicin og arbejdet hårdt.”
Hun kunne måske have gjort det hurtigere.
”Men det havde krævet, at andre havde stolet på mig.”
Det var egentlig planen, at vi her i artiklen ikke skulle tale om den 20 år gamle PFA-sag. Men uden den tumultariske erhvervsskandale ville Anna Thygesen have været en helt anden kommunikationsrådgiver.
Før sagen rullede, havde hun arbejdet med salg, marketing og kundeservice i USA, Israel og Spanien. Men aldrig medier.
”PFA-sagen var et langt in real life-kursus i medietræning,” siger hun.
Når Anna Thygesen skulle afgive forklaring i byretten, stod der en kødrand af mediefolk omkring hende.
”Jeg havde ingen rådgivere, men jeg opdagede, at jeg kunne brænde igennem i medierne.”
Selv om Anna Thygesen ikke blev dømt for noget i PFA-sagen, gik der mange år, før prædikatet ”Kurt Thorsens elskerinde” blev udskiftet med ”erhvervskvinde”.
Mærkelige jobtilbud
De jobtilbud, hun fik lige efter PFA-sagen, beskriver hun som ”virkelig mærkelige”. Men sagen havde lært hende, at hun havde flair for medier.
Hun optrådte i ’Go’ Morgen Danmark’ på TV 2 som kvinden i ”byens bedste show” og gæstede TV3-talkshowet ’Pernilles Univers’ sammen med den tidligere drabssigtede plejehjemsassistent Dorte Gramkow og den kvindelige garder og escortpige Ulla Juul. Anna Thygesen skrev en bog om PFA-skandalen, gav foredrag i hele landet og holdt sit navn varmt ved at gå til premierer med sin mand, journalisten Bill Rathje.
Andre ville vælge at gå under radar, indtil sagen var glemt. Men du gik på tv, holdt foredrag og skrev bøger. Virkede det?
”Det var svært at få job, og jeg skulle jo overleve. Men jeg gjorde det også, fordi jeg syntes, det var sjovt, og jeg ikke havde noget at skjule. Bogen gav mig mulighed for at fortælle min version,” siger Anna Thygesen.
Det første rigtige job
Endelig en dag – 10 år efter PFA-sagen – ringede Primetime Kommunikation og tilbød hende et job som direktør for nyoprettede Primetime Diva. Direktør Peter Sterup ønskede, at Anna Thygesen skulle rådgive om kommunikation målrettet kvinder.
”Primetime var det første rigtige job, som jeg fik på trods af PFA-sagen. Jeg er Peter Sterup evigt taknemmelig for, at han gav mig en chance,” siger hun. ”Han viste en tillid til, at jeg kunne rådgive andre mennesker om kommunikation. At jeg kunne bruge det gode fra PFA-sagen.”
Om skiftet til sit første rene kommunikationsjob siger hun i dag:
”Jeg er gammel sælger, og i kommunikationsbranchen handler det om at sælge budskaber.”
Direktør Peter Sterup var ligeglad med Anna Thygesens indblanding i PFA-sagen. Men det var en af Primetimes kunder ikke.
”Vi mistede faktisk en kunde undervejs på grund af mig,” siger hun.
”Peter Sterup trøstede mig og sagde: ”Dem kan vi godt leve uden,”” husker Anna Thygesen.
”Folk fortjener en chance til”
Hun forklarer, at netop PFA-sagen har lært hende nogle af de ting, hun bruger som rådgiver i dag.
Når WeDoCommunication for eksempel får henvendelser fra en virksomhed med en møgsag, tager hun kun opgaven, hvis virksomheden påtager sig ansvaret for sine handlinger.
”Hvis de er kede af det, vil jeg gerne arbejde med dem. Folk fortjener en chance til. Folk, der bare har svindlet, henvender sig ikke til mig.”
Som rådgiver tegner hun typisk en række scenarier.
”Ofte bruger jeg ikke tid på de ”gode scenarier”. Jeg er ikke til de gode scenarier, fuck det, hvad skal vi bruge dem til? Jeg sidder kun med worst case-scenarierne.”
Virksomhedernes første reaktion er ofte korslagte arme og skepsis.
”Cheferne siger: ”Det er da helt gak. Det kommer ikke til at ske.”
Men så henviser Anna Thygesen til en række kendte eksempler på andre virksomheder og organisationer, hvor ledelsen heller ikke troede, at de ville få problemer.
Nogle kunder kan blive fornærmede over Anna Thygesens tilgang.
”Det er sket, at jeg er blevet smidt af hen ad vejen, typisk fordi nogle i direktionen ikke tror på det eller ikke kan lide mig.”
Hun ser det ikke som sin opgave at uddele roser og skulderklap.
”Jeg er den lille dreng i ’Kejserens nye klæder’, der svarer nej, når virksomheden siger, at de har tøj på.”
”Hos mig må man face the shit i mødelokalet. Men så slipper du måske for at face det derude.”
Har kunderne set maskinrummet?
Hun siger, det er et godt tegn, når ledelsen i en virksomhed forsvarer sig med, at hun som ekstern konsulent jo ikke kender virksomheden til bunds: ”Du har ikke været inde i maskinrummet,” siger de for eksempel.
”Så spørger jeg, om alle deres kunder er med til bestyrelsesmøderne. ”For hvis det kræver adgang til bestyrelsesmøderne for at forstå, hvad I vil, så har I et problem.” Og der kan de jo godt selv se, at jeg har en pointe,” siger Anna Thygesen.
Sker det, at dine værste scenarier går i opfyldelse i virkeligheden?
”Ja, jeg havde en lille iværksættervirksomhed, hvor jeg tegnede et worst case-scenarie, og hvor de valgte en anden tilgang og rådgiver – og så skete det, jeg havde sagt: Deres produkt levede ikke op til det, de havde lovet, og deres salg styrtdykkede.”
Hvad angår hendes egen fremtræden i medierne, er Anna Thygesen i dag klummeskribent for Jyllands-Posten, hyppig gæst i P1-programmer som ’Bagklog’ og ’Søndagsfrokosten’ og vært på DR2-serien ’Forført af en svindler’.
Og så er hun en af de faste paneldeltagere i sladderprogrammet ’Det, vi taler om’ – et af Radio24syvs mest populære og ofte kaotiske programmer, hvor et panel af åbenmundede mediefolk diskuterer sladder om kongehuset, politik, erhvervsliv og underholdningsverdenen.
”Min røv er fand’me i orden”
Det var under en diskussion i ’Det, vi taler om’, at Anna Thygesen slog fast:
”Jeg er 51 år, og min røv er fand’me i orden.”
Kan det ikke skade dig, at du sidder og siger den slags i radioen?
”Det er der mange, der siger. Men de, der har den holdning, kan jo alligevel ikke lide mig.”
Engang fortalte Anna Thygesen i programmet, at hun havde forsøgt at hyre grevinde Alexandra som oplægsholder til en konference. Men grevindens honorarkrav var for højt.
”Jeg var helt bleg, for så mange penge havde vi slet ikke. Så skulle hver deltager betale 30.000 kroner for at være med,” forklarede Anna Thygesen i radioen.
Skal man ikke kunne henvende sig til dig uden at risikere, at du nævner den slags honorarer i radioen?
”Nej, ikke når man bryster sig med, at vi skal sige ”De” og går med kongeligt diadem og så pludselig træder ud af den rolle og leger forretningskvinde,” siger Anna Thygesen, som ikke mener, omtalen gik over stregen.
”Jeg nævnte jo ikke det præcise beløb, hun skulle have,” siger hun.
Kritik fra Reimer Bo
Senest har Publicistklubbens Reimer Bo Christensen været ude med riven med kritik af ’Det, vi taler om’.
”Jeg gider ikke høre fra en tidligere feteret tv-vært, der nu blandt andet ernærer sig ved at lave ”betalt journalistik” for Henrik Sass Larsen, at vi ikke researcher. Det gør vi faktisk,” forklarer hun.
Men ofte hører I jo ikke modparten?
”Jamen, de vil jo ikke være med. Hvis vi siger, at nogle knalder ved siden af, så spørger vi ikke folk, hvad de siger til det.”
Men det skal I jo?
”Nej, ikke når vi siger, at det er sladder. Og i nogle af de her sager ønsker de jo slet ikke at tage til genmæle.”
Ilse Jacobsen trak offerkortet
Da Berlingske i efteråret var på sporet af de kritisable arbejdsforhold hos erhvervskvinden Ilse Jacobsen fra Hornbæk, blev Anna Thygesen kontaktet af folk tæt på Ilse Jacobsen og spurgt, om hun ville rådgive virksomheden i den verserende sag.
”Da jeg havde hørt tilstrækkeligt, sagde jeg nej tak.”
Anna Thygesen skrev efterfølgende en bidende klumme i Jyllands-Posten om Ilse Jacobsens kommunikation:”Hendes reaktion har været at trække offerkortet, og i stedet for at undskylde over for de berørte har hun udvist eklatant mangel på forståelse for den situation, hun selv har bragt sig i,” skrev hun.
Kan man tillade sig at kritisere en virksomhed, der har udvist interesse for ens kommunikationsrådgivning?
”Selvfølgelig kan man det. Det dumme ville have været, hvis jeg havde sagt ja til at arbejde for dem og så havde kritiseret dem bagefter. Jeg meldte helt klart ud, at jeg ikke var interesseret. Og klummen kom jo først senere.”
Lukning af Radio24syv
Om lukningen af Radio24syv siger hun, at hun personligt er ked af det.
”Det har været nogle fede år, og vi har haft den øverste ledelses opbakning til at fyre den af.”
Det er hendes fornemmelse, at politikerne i virkeligheden slet ikke vil have den slags radio, som Radio24syv laver.
”Det er svært at overleve, når du ikke har nogen venner. Og det har Radio24syv ikke. Mange politikere er selv blevet spiddet, og stationen er en torn i øjet på mange politikere, som synes, kanalen er irriterende. Den tendens gør mig lidt nervøs. En radiostation, der napper til højre og venstre, til rige og fattige, har mange politikere det åbenbart helt fint med lukker. Jeg tror også, at de er ret sikre på, at den slags ikke kommer til at ske ovre fra Jylland.”