Da min redaktør, Øjvind, ugen inden jeg stoppede på fagbladet Journalisten, spurgte, om jeg ville skrive om at være praktikant, spurgte jeg den anden vej.

”Til brug internt?”

”Nej,” sagde han. ”Som en artikel og med dine gode råd til nye praktikanter.”

Så det vil jeg prøve på.

Jeg vil starte med oplevelserne, fordi råd i min verden er tom snak, hvis man ikke bruger konkrete eksempler.

Det hele startede med min første uge i …

Februar

… hvor jeg bl.a. skulle lave kritiske interview med flere chefredaktører, blandt andet en af landets skarpeste interviewere, som jeg selv ser op til. Sådan starter du nemlig som praktikant på Journalisten. Men hvis jeg troede, at ord var ord, og det, der var blevet sagt til citat, var til citat … Så tog jeg hurtigt fejl.

Jeg lærte meget hurtigt i løbet af den første måned, at ”no mercy” er standarden, når du interviewer og skriver artikler om folk i mediebranchen. Alle de kneb, som vi kritiserer andre for at bruge, bruger vi selv flittigt, så derfor, kære praktikant: Optag dine interview.

Læringen om mediebranchen tog jeg med videre i …

Marts

… da jeg gik fra nyhedsvagt til fordybelse. Pulsen faldt, og jeg lavede bl.a. reportage om min tidligere klassekammerat Arthur, der havde skabt sin egen praktikplads på Altinget, og Radio24syv-ansatte, der ikke vidste, om de havde et job efter den 1. november. Og skræmmende nok stadig ikke ved det.

Her lærte jeg, at mine kolleger, både dem med stjerner på skulderne og rugbrødsfolkene, er enormt tilgængelige. Det kræver sgu ikke mere end et opkald, en mail eller en sms, og så har du dem i røret til et interview. Mailsvar er heldigvis sjældne, og gudskelov for det.

Jeg havde lige forvandlet mig til en blød reportagejournalist, da jeg trådte ind i …

April

… og noget så udramatisk som ”at dække DJ’s delegeretmøde” faldt ned på mit skrivebord. Mine artikler om Rasmus Mark Pedersen, der løb grædende ud af hovedbestyrelsesmøde, og frustrerede bloggere, der havde fået nok af forbundet, var dog alt andet end udramatiske.

Fagbladet Journalisten er måske det eneste sted, hvor du kan skrive så kritisk, men samtidig fair, om din arbejdsgiver. Det eneste sted, hvor du efter et kritisk interview om et følsomt emne, støder ind i dine kilder, som tilfældigvis også er DJ’s formænd, i kantinen bagefter.

Det er sgu lidt mærkeligt, men de yderligere hår på brystet rustede mig til …

Maj

… hvor jeg havde mit største praktikmareridt. Mit 20 minutter lange ”sit down”-interview med Facebooks europæiske chef for medierelationer, Jesper Doub, op til folketingsvalget blev i stedet til brudstykker af min dårlige hukommelse. Min telefon var på mystisk vis stoppet med at optage, og jeg havde ikke taget noter.

Et pinligt opkald til Øjvind, og han fortalte, at det sker for alle, og at jeg bare skulle skrive, hvad jeg kunne huske, og så sende det til deres pressechef hurtigst muligt med ønske om et citattjek. Sådan et sted er Journalisten også. Selv om du laver en kæmpe brøler, er det ikke værre end, ”at vi alle har været der”.

Der var dog ikke meget nedtur at spore i …

Juni

… hvor jeg lavede min fedeste artikel. Synes jeg selv. Jeg drog på reportage-tur til London for at få et interview med Ecuadors ambassade og Julian Assange i fængslet. Turen bød på politimotorcykler, blå blink og udrykning, men i sidste ende fik jeg en pressesky ambassade i tale og skrev en vigtig artikel om pressefrihed; ikke kun i Danmark, men i hele verden.

Mit sidste afsnit bliver anderledes end forventet. Shit. Klokken er 13.48 den 28. juni 2019. Lars Werge er lige kommet forbi redaktionen og har meddelt, at Øjvind har lavet en aftale om at stoppe som chefredaktør. Hvorfor? Fordi ”hans journalistisk kompromisløse linje” har slidt på relationen, lyder det i pressemeddelelsen.

Her til sidst vil jeg give dig dit pensum, når du starter på Journalisten: Læs de kritiske historier, Journalisten har skrevet om forbundet og ledelsen i DJ. Så er du klædt godt på til din tid herinde.