Hvorfor blev du journalist?

”Som otteårig ville jeg gerne være mundskænk for dronningen. Jeg havde læst om det i Asterix og Obelix, og det var noget med at spise mad hele dagen. Det lød nice. Kort efter fandt jeg ud af, at hun ikke længere havde en mundskænk, og siden da har jeg villet være journalist. Det hang nok sammen med, at jeg havde læst meget Tintin på skolens bibliotek. På gymnasiet stiftede jeg skolebladet Ørevox og tog virkelig redaktørrollen på mig. Jeg kaldte mig ligefrem ’chefredaktør’ og satte en blok i siden af min kasket til festerne.”

Hvordan havnede du i et journalistisk kooperativ? 

”En dag for tre år siden, da jeg var journalist på BNB, fik jeg et opkald fra min gamle studiekammerat Sven. Han og en anden fra studiet, Lasse, puslede med en idé om at stifte et kooperativ. Sammen skulle vi lave journalistik om især udviklings- og klimastof, og indkomsten skulle deles i tre lige store dele hver måned. Jeg ville gerne prøve nye formater, rejse ud i verden, blive bedre til at lave større projekter og frem for alt have friheden til at kaste mig over, hvad jeg ville. Så jeg sagde ja.”

Hvad skete der efter det møde? 

”Vi lagde hver 5.000 kroner til møbler, og så fandt vi et lokale i en smadret kælder på Sankt Hans Gade på Nørrebro. Jeg havde fået et rejselegat, som jeg kastede i puljen. Vi kom frem til, at vi ville lave noget om integration fra det sydligste Danmark til det nordligste Norge. Vi tog på roadtrip fra Gedser til Svalbard i Svens fars gamle Berlingo. Det var en ryste-sammen-tur og en test af, om vi kunne fagligt og socialt, og om det kunne løbe rundt økonomisk.”

Hvad sagde folk, da I etablerede kooperativet?

”Hvorfor gider du egentlig freelance?’ Jeg oplevede det, som om folk hele tiden målte min succes på, om jeg tjente lige så meget som en fastansat. Og det gjorde vi jo ikke i begyndelsen, men jeg følte mig som en kæmpe succes, for jeg havde fået ekstremt meget arbejdsglæde, dygtige kolleger og frihed. Lønnen er så kommet siden, men jeg synes, det er en endimensionel måde at se på arbejde. Hvis du måler din arbejdsglæde i, hvor meget du tjener, så tror jeg ikke, du bliver lykkelig. I øvrigt har ingen af os haft stress eller stresssymptomer.”

Hvad gør I med pensionsopsparing, ferie og sygdom? 

”Af vores vedtægter fremgår det, at vi har fem ugers ferie. Pension er individuelt. Men vi oplevede på et tidspunkt, at en af os blev langtidssyg, og det smadrede lidt vores økonomi, fordi vi ikke kunne få erstattet indtægten fra hans arbejdskraft. Kloge af skade har vi nu købt en forsikring, så hvis jeg for eksempel falder og slår hovedet, kan jeg ligge uarbejdsdygtig med god samvittighed. Vi betaler også til en barselsfond.”

Hvordan håndterer I det, hvis en af jer dovner den et par måneder, mens de to andre knokler?

”Det har vi faktisk ikke oplevet. Vi har aldrig talt timer eller lavet økonomiske opgørelser over, hvem der har tjent mest. Vores arbejdsdag er 9-17, men vi stempler jo ikke ind og ud, og vi sidder ikke og siger: ’Nå, nu har Sven tjent 30.000, og Lasse har tjent 100.000’. Idéudvikling er svært at omsætte til kroner og ører, og hvis en af os får en god idé, som kræver, at vi søger penge til et projekt, som vi ikke får, har vedkommende stadig lavet et stykke arbejde.”

Kræver det, at man er venner eller tænker på samme måde?

”Vi var ikke nære venner, før vi begyndte. Og faktisk tog jeg sådan en personlighedstest forleden, hvor det stod ret klart, at vi er ret forskellige. Vi har slet ikke samme lune og temperament. Så det behøver man ikke. Men det, der forbinder os, er, at vi alle er journalistisk ambitiøse, omstillingsparate og ret sociale.”

Ville man kunne være med uden at være fællesskabsorienteret anlagt?

”Nej. Og jeg tror grundlæggende, man skal reagere på andre incitamenter end udelukkende den pose penge, der er for enden af en afleveret artikel.”

Mange taler om at gøre noget nyt, men langt de fleste ender med at blive lønarbejdere eller freelance for traditionelle kunder. Hvorfor? 

”Det ved jeg ikke, men det er sjovt, for da vi lavede Kooperativet, ringede jeg til forbundet for at få rådgivning og fik at vide, at de aldrig havde hørt om et kooperativ før. Det giver jo ingen mening! Det er mere oplagt end nogensinde at samle kræfterne, for vi er i en prekær situation, vi er jo daglejere, og det her er en måde at gøre os lidt mindre usikre. Vi forsøger at kombinere sikkerheden fra de fastansatte og friheden fra freelancerne.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Den informationsboble, som Facebook i høj grad er med til at skabe. Facebook er de fleste unges primære kilde til journalistik, men i vores feeds ser vi kun artikler, som vores ligesindede venner har delt, og som vi selv er enige i. Selv reklamerne er vi enige i. Hvordan kan man have en demokratisk samtale, hvis man ikke aner, hvilke informationer de andre får?”

Hvad er løsningen?

”Kan du huske, at den italienske regeringsleder sidste år besluttede at give 500 euro til alle italienere, der blev 18, som de så skulle bruge på kultur? Hvis man skulle gøre unge danskere mediebevidste og -kritiske, kunne den lidt kække løsning være at give dem et tilsvarende beløb i 18-års fødselsdagsgave, som de skulle købe et avisabonnement for. Men hvad skulle de så bruge pengene på? Få betalingsmedier i Danmark appellerer til teenagere, og dækningen er tit ret indforstået og forudsætter, at læseren har en basisviden. Der er koder og mærkelige formuleringer. Jeg synes, at mediedannelse og mediekritik i højere grad bør være en del af grundskolen. Ikke mindst når man tænker på, at medier jo er en del af vores hverdag i højere grad end nogensinde.”

Skal det ligefrem være et fag?

”Det kunne da være fantastisk.”