search

»Hvis bare en brøkdel af det her er sandt …«

En far mistænker, at hans søn bliver misbrugt, og gør offentligheden til sit våben mod kommunen. Men kommunen tager handsken op og går i modoffensiv. Nogle journalister går ind i sagen, andre frygter at bringe falske anklager til torvs. Alle føler, de gør det rigtige i en sag, hvor alt er skidt

”Hvis der er bare en brøkdel af det her, der er sandt, så skal der handles NU.”

Mailen fra Gladsaxe Kommunes viceborgmester er af den slags, der kan få enhver kommunal embedsmand til at snappe efter vejret.

Og det er, hvad kommunikationschef Ulla Baden gør, da den tikker ind hos hende om eftermiddagen den 19. oktober 2012.

Især da hun læser næste linje: ”Uanset om det er sandt, så ser det ud til, at vi kan forvente en mediestorm.”
 


Et uddrag af mailen fra viceborgmester og formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Gladsaxe Kommune til blandt andre kommunens kommunikationschef.

Under viceborgmesterens besked er en henvendelse fra en far. En far, der fortæller, hvordan hans seksårige søn, som moderen har forældremyndigheden til, bliver seksuelt misbrugt af sin morfar. Anklager, som faderen dokumenterer med lydoptagelser, hvor drengen fortæller, at morfaren tisser ham i munden og kilder ham i numsen, så ”han får lort på fingrene”.

”Jeg orker ikke at prøve at overbevise dig, vedhæftede taler for sig selv. Blot stille bemærke, at sagen eksploderer i offentligheden lige om meget lidt, og at din kommune har handlet indiskutabelt ulovligt i den helt store stil,” hedder det i faderens mail til viceborgmesteren, der samtidig er formand for Børne- og Undervisningsudvalget.

En frygt for Brønderslev

Ulla Baden skal ikke læse mange linjer, før to bynavne popper op for hendes indre blik: Tønder og Brønderslev. Åstederne for Danmarks mest opsigtsvækkende sager om incestuøst misbrug. Aldeles rædselsfulde historier, hvor de kommunale forvaltninger begge steder står tilbage som myndigheder, der ikke levede op til deres ansvar.

»Den mail fik alle røde lamper og alarmklokker gå i gang,« fortæller Ulla Baden.

Mailen bliver startskuddet til en usædvanlig offentlig fejde mellem en far, der desperat kæmper for anerkendelse af sin version af sandheden, og på den anden side en offentlig myndighed, der stik imod al kutyme vælger at gå i offensiven og gribe alle anklager i luften.

Men det er også en historie, der stiller det essentielle presseetiske spørgsmål: Hvilke anklager kan man som journalist bringe til torvs, og hvilke må man lade ligge?

I tidslinjen nedenfor kan du bladrer dig igennem 11 centrale punkter i sagen. Klikker du her, åbner tidslinjen i et nyt vindue, hvor den vises i fuld skærm.

SE TIDSLINJEN I FULD SKÆRM: Klikker du her, åbner tidslinjen i et nyt vindue, hvor den vises i fuld skærm.

Maskinen sættes i gang

De lydoptagelser, Kim Buch sender til Gladsaxe Kommune helt tilbage i 2010, er stærke sager. Hans dengang fireårige dreng fortæller fragmentarisk om, at morfaren tisser ham i munden, kilder ham i numsen, så han får lort på fingrene, og slår ham.

»Jeg har haft en båndoptager i lommen. Den har jeg ved hånden i de situationer, når jeg ved, han betror sig, for eksempel når han skal sove. Når jeg kan høre, der er noget på vej, så trykker jeg,« fortæller Kim Buch til Journalisten.

Kim Buch har ikke selv forældremyndigheden til sin dreng. Han havde en kort affære med drengens mor, som endte før fødslen, men Kim Buch har haft samværsret et antal dage om måneden, og de har formået at samarbejde omkring drengen.

Anklagerne fra Kim Buch sætter gang i et kompliceret administrativt maskineri. I den slags sager er der nemlig en skarp arbejdsdeling mellem forskellige offentlige myndigheder. Misbrug af børn er kriminelt, og den slags skal undersøges af politiet. Ansvaret for barnets trivsel ligger dog hos kommunen. Dertil kommer samværsretten, der afgøres af Statsforvaltningen. Og føler man endvidere, at ens sag ikke er blevet ordentligt behandlet, går man i Ankestyrelsen.

»Jeg forstår, folk reagerer på de lydfiler«

På Børne- og Kulturforvaltningen i Gladsaxe Kommune informerer man Kim Buch om, at han skal gå til politiet med lydoptagelserne. Samtidig sætter man en undersøgelse i gang om, hvorvidt barnet mistrives og er i fare for overgreb.

»Det vigtigste for os er at kontakte andre professionelle, der er i kontakt med barnet. Så vi indhenter udtalelser fra børnehaven. Vi tager på hjemmebesøg, og vi laver børnesamtaler, først med moderens tilstedeværelse, men senere uden,« fortæller Tine Vesterby Sørensen, der er chef for forvaltningens familieafdeling.


Tine Vesterby Sørensen, chef for familieafdelingen i Gladsaxe Kommunes Børne- og Kulturforvaltningen, er med til at træffe beslutningen om kommunens offensive kommunikationsstrategi. Foto: Gladsaxe Kommune. 

Kim Buch melder også sagen til politiet, der ligeledes går i gang med undersøgelser af anklagerne. Men både kommune og politi kommer til samme resultat: Der er ikke tegn på, at drengen mistrives, der er ikke tegn på misbrug, og således er der ikke belæg for at fjerne barnet fra moderen.

De afgørelser er Kim Buch ikke tilfreds med. I det følgende halvandet år går han flere gange i Ankestyrelsen for at få dem til at gribe ind, og kommunen modtager en række underretninger fra andre, der gør dem opmærksom på, at et barn muligvis er udsat for overgreb. Blandt andet organisationen Red Barnet.

»En underretning er, når et menneske eller en institution bliver bekymret for et barns trivsel. Kommunen har ansvaret for barnets trivsel, så vi har pligt til at undersøge dem. Underretningerne går på det samme – folk, der har hørt lydoptagelserne og er rystede. Og jeg kan godt forstå, at folk reagerer på de lydfiler, det er også forfærdeligt. Men politiet kan ikke bruge lydfilerne som beviser, for de ved ikke, hvad Kim har sagt inden optagelserne. Og så må vi bruge de muligheder, vi har, for at udrede sådan en dreng,« forklarer Tine Vesterby Sørensen.

Truslen om offentlighed

I oktober 2012 er sagen et rent administrativt forehavende. En ulykkelig sag, men ikke en sag, der vedrører kommunikationschef Ulla Baden. Ikke før mailen den 19. oktober.

Her fortæller Kim Buch nemlig, hvordan sagen snart vil ”eksplodere i offentligheden”. Og han indikerer også, at det ikke kun er tomme trusler. Politiken skriver allerede på sagen, og journalisterne er ”dybt, dybt rystede”, fortæller han.

Ulla Badens første handling er at tage kontakt til kommunens familieafdeling. Her bliver hun sat ind i sagen og i, hvad der bliver gjort for at sikre, at drengen har det godt. Dernæst er det vigtigt for hende at vide, om der kan være begået nogle fejl, som kommunen kan blive kritiseret for – igen spøger de to jyske byer.

»Alle myndigheder er angste – rigtig angste – for ikke at gøre det godt i den slags sager. Så i første omgang er man mest opmærksom på at handle hurtigt, og at der ikke skal ske nogen fejl. Jeg spørger flere gange: Er I sikre på, at I har helt styr på det?«


»Man kan måske få det indtryk, at folk i en kommune bare er følelseskolde administratorer. Men vi reagerer præcis som alle andre,« siger kommunikationschef i Gladsaxe Kommune Ulla Baden. Foto: Gladsaxe Kommune

Ulla Baden er også selv personligt berørt af lydoptagelserne med drengen.

»Det var så alvorlige anklager, så alle var dybt chokerede. Man kan måske få det indtryk, at folk i en kommune bare er følelseskolde administratorer. Men vi reagerer præcis som alle andre,« fortæller Ulla Baden.

Angreb er det bedste forsvar

Familieafdelingen forsikrer Ulla Baden om, at man gør alt muligt for at sikre, at drengen ikke er i fare for overgreb, og at alle undersøgelser i øvrigt viser, at der sandsynligvis ikke er hold i anklagerne.

Men som viceborgmesteren skriver – uanset hvad der er rigtigt, kan kommunen og Ulla Baden forvente en mediestorm. Næste skridt er derfor at afgøre, hvordan kommunen skulle møde medier og offentlighed omkring sagen. En situation, hvor standardsvaret ofte er, at man som offentlig myndighed ikke kan og vil kommentere enkeltsager. Men sådan skal det ikke være her.

»I og med at vi egentlig er frikendt i sagen, vil det normale være at krybe i flyverskjul og ikke udtale os. Men vi synes, at det mest skadelige for barnet vil være, hvis alt det her bliver plastret ud i det offentlige rum. Så vi beslutter os fra start for at prøve at være offensive i vores strategi,« fortæller Ulla Baden.

Ved mødebordet sidder blandt andet direktøren for Børne- og Kulturforvaltningen og familiechef Tine Vesterby Sørensen, og der er opbakning hele vejen rundt. Myter og falske påstande skal skydes ned, før de når at komme i omløb. Medierne skal ikke bare modtages, de skal gås i møde.

Fra Anker Brinks lærebog

For Tine Vesterby Sørensen er sagen næsten i bogstavelig forstand et skoleeksempel. Hun er i gang med et efteruddannelsesforløb i offentlig ledelse på CBS. Hendes underviser i politologi hedder Anker Brink Lund, og et af den gamle medieprofessors budskaber til de offentlige ledere på skolebænken er netop, at de bør udvise langt mere åbenhed.

»Han taler om framing, priming og spinning og om, at vi som offentlige ledere er nødt til at håndtere pressen anderledes, for sagerne kører jo, uanset om vi taler eller ej. Og man ender med at stå på hælene og være den, der hele tiden skal forklare og forsvare,« siger Tine Vesterby Sørensen.

Cheferne er enige. Strategien er klar, og Ulla Baden tager kontakt til Politiken for at spørge, om der er noget i researchen, kommunen kan hjælpe med.

Mareridtssag for Politiken-journalist

Kirsten Nilsson har en fortid som socialreporter på Urban og har skrevet om stoffet på Politiken siden 2011. Men det er ikke løgn, når Kim Buch skriver til viceborgmesteren i Gladsaxe, at hun er rystet.

»Det var en sag, der gik mig ekstremt meget på. Nærmest som et mareridt,« fortæller hun i dag til Journalisten.


»Det var en sag, der gik mig ekstremt meget på. Nærmest som en mareridt,« fortæller Politiken-journalist Kirsten Nilsson om Kim Buchs sag. Foto: Sara Galbiati

Men det er ikke kun tanken om mulige krænkelser mod en lille dreng, der plager Kirsten Nilsson. Hun føler sig ekstremt presset af at skulle håndtere en historie, der indebærer voldsomme anklager mod en person, der trods alt er blevet renset af flere politiundersøgelser.

Og samtidig skal sagen vise sig at blive yderst vanskelig at håndtere.

Den kommer nede fra debatredaktionen. Her havde Omar Tarek i sensommeren 2012 modtaget et læserbrev fra Kim Buch, der fortalte, hvordan man undlod at gribe ind, skønt hans dreng kunne fortælle om overgreb fra morfarens side.

»Det var velskrevet. Men det er svært at bringe sådan nogle indlæg, uden at vi kan få bekræftet anklagen. Det havde en karakter, der krævede, at der blev lavet journalistik omkring det,« fortæller debatredaktør Omar Tarek.

Ugers arbejde spildt

Sagen havner hos Kirsten Nilsson, der tager til kontakt til Kim Buch og får lydfiler og en række sagsakter tilsendt. Herunder en underretning fra Red Barnet, hvor chefpsykolog Kuno Sørensen udtrykker bekymring over lydoptagelserne og opfordrer til, at sagen bliver bedre undersøgt. Det sidste er vigtigt for Kirsten Nilsson.

»Det er enormt svært at gå ind i de her sager. Mit første filter er, om sagen er anket, og jeg kan læse noget ud af Ankestyrelsens afgørelse. Det andet filter er, om der er en kyndig tredjepart, som for eksempel Red Barnet, der synes, at sagen er vigtig,« fortæller hun.

Kirsten Nilsson vælger ikke at vinkle historien hårdt på misbrugs-anklagerne. I stedet vil hun beskrive situationen for en far, der lever i evig tvivl om sit barns trivsels og sikkerhed. Hen under julen 2012 er artiklen i realiteten færdig og klar til at blive trykt. Der er sågar lavet en tegning som illustration. Men Kim Buch beder Kirsten Nilsson vente med at publicere artiklen, da han ikke føler sig klar til publiceringen.

Da juleferien er overstået, gør Tine Vesterby Sørensen opmærksom på nye sagsakter – breve fra politi og Ankestyrelsen til Kim Buch, som kommunen har kopier af – som han ikke har forelagt Kirsten Nilsson. Hun vælger at lægge historien ned. Adskillige ugers arbejde er spildt.

»Vi har som et kriterium, at vi får adgang til alle akter, så det blev afgørende. Men jeg syntes, det var rigtig ærgerligt, for det kunne blive en god historie om, hvor desperat man bliver, når tvivlen nager en,« siger hun.

»Man skal fandeme være sikker«

Politiken er ikke det eneste medie, der kigger på Kim Buchs sag i vinteren 12/13. En journalist fra ’Operation X’ mødes med Buch for at høre historien. Men redaktionen beslutter, at man ikke vil gå ind i yderligere undersøgelser.

»Vi får masser af henvendelser om socialsager og samværssager. Men de er enormt svære at lave – især i vores format. Hans sag er jo en sag for politiet, og vi kan ikke gå ud og konfrontere en morfar på baggrund af nogle bekymringsmeldinger. Vi kommer aldrig til at tage sager op, som vi ikke hardcore kan dokumentere,« forklarer redaktionschef Kasper Vilsmark.

Også på Ekstra Bladet er sagen oppe at vende i den periode. Anders Ejbye-Ernst, avisens faste reporter omkring socialsager, kigger nærmere i sagens akter, men beslutter at holde fingrene væk.

»Man kan jo ikke skrive historien uden på en eller anden måde at komme til at anklage morfaren. Der skal man fandeme være sikker,« siger han.

Ekstra Bladet får i en lind strøm henvendelser fra borgere, der føler sig kørt over af offentlige myndigheder. Og særligt når det handler om børn og forældremyndighed, kommer det grove skyts hurtigt på banen, som er svært at orientere sig blandt.

»Det er nemmere, når man har en smoking gun. Det var der ikke her. Jeg kunne ikke rigtig placere, at kommunen havde gjort noget entydigt galt. Så af frygt for, at man bliver spændt for en eller anden vogn og uretmæssigt kommer til at viderebringe nogle pædofilianklager, lod jeg sagen ligge,« siger Anders Ejbye-Ernst.

Det sidste middel

For Kim Buch er det ikke nogen nem beslutning, da han begynder at henvende sig til medier og forsøge at skabe offentlighed omkring sin sag. På et tidspunkt taler han med to advokater omkring det at gå i pressen med sagen.

»De siger begge: Det må du fandeme ikke gøre, Statsforvaltningen bliver rasende, og det skaber en masse problemer,« fortæller Kim Buch.

Det råd vælger han at trodse.

»Jeg kryber hen ad gulvet for Gladsaxe Kommune, men de vil ikke snakke med mig. Hvis jeg laver lydoptagelser, bliver jeg mistænkeliggjort. Og hvad gør man så som borger og far? Man benytter sig af det sidste middel, man har – at gå i offentligheden. Jeg gjorde det i afmagt og desperation, for hverken jeg eller mit barn har noget at tabe,« siger han.
De første kontakter med pressen giver dog ikke meget opmuntring til Kim Buch. Særligt er han skuffet over Politiken, der brugte lang tid på sagen, men alligevel valgte ikke at trykke artiklen.

»Jeg oplever, at journalister har meget svært ved at skelne mellem det at sige, at en person har krænket et barn – hvilket man skal være varsom med – og så at sige, at myndighederne ikke har gjort deres arbejde. Det er den sidste historie, jeg er kommet med. Der står i serviceloven og overgrebspakken, at et barn ikke må overlades til en mistænkt for seksuelle krænkelser, og det har man ikke efterlevet her,« siger Kim Buch.

BT tager sagen

I sommeren 2013 sker der dog et afgørende gennembrud for Kim Buch. BT-journalist Susanne Johansen vælger at tage sagen op. Hun researcher gennem flere måneder, og i oktober 2013 publicerer BT artiklen, hvor Kim Buch fortæller om de ting, hans dreng har fortalt ham. Artiklen konstaterer, at selv om Oliver begynder at fortælle nye krænkende detaljer, ”har hverken Gladsaxe Kommune eller Statsforvaltningen ageret på dem og fjernet drengen fra den mulige krænker”.

 


Screendump fra artiklen på bt.dk, der bliver Kim Buchs gennembrud til medierne. Særligt videoen til artiklen, hvor Kim Buch med gråd i halsen fortæller om sin bekymring for drengen, brænder sig fast hos mange læsere. Foto: Bax Lindhardt

»Det var en meget lang proces, hvor jeg havde løbende kontakt til Kim Buch og hele tiden stillede spørgsmålstegn ved, om jeg skulle gå ind i sagen. Når jeg gjorde det, var det ud fra en vurdering af hans troværdighed, og fordi dokumentationen omkring hans mistanke var så omfattende, som den var,« fortæller Susanne Johansen.

En bærende vinkel i artiklen er, at Kim Buch har systemet imod sig på grund af sit køn.

»Selv om essensen er Kim Buch og hans mistanke, så synes jeg, historien om forskelsbehandling i systemet og spørgsmålet om, om det havde været anderledes, hvis det havde været en mor, er interessant.«

I artiklen bliver Gladsaxes familiechef også citeret, men Tine Vesterby Sørensen synes, at artiklen først og fremmest fremstiller Kim Buchs version.

»Og så slutter hun af med at spørge: Sover du godt om natten? Hvad er det for et åndssvagt spørgsmål,« lyder det fra Tine Vesterby Sørensen.

Susanne Johansen mener, at hun har gjort, hvad hun kunne for at fremstille sagen sobert.

»Jeg kan kun sige, at jeg har bestræbt mig på at balancere og give så stor vægtning som muligt på det element, der hedder forskelsbehandling. Det er rigtigt, at det er grove anklager, man er med til at viderebringe, og derfor har jeg vendt hver eneste artikel med vores chefredaktør,« fortæller hun.

Susanne Johansen har siden fulgt op på sagen med flere artikler.

En video, der går i hjertet

BT-artiklen bliver ikke blot Kim Buchs gennembrud i forhold til medierne. Den kommer til at give ham allierede og en opbakning, han næppe havde drømt om.

Artiklen publiceres i avisen og på bt.dk, og her lægges også en videosekvens, hvor Kim Buch med gråd i halsen fortæller om sin bekymring for drengen og håbet om, at han på et tidspunkt må få en tålelig tilværelse. Selv om der ikke bliver sagt mange ting over de tre minutter, gør den et stærkt følelsesladet indtryk.

Et indtryk, der hos nogle brænder sig fast.

»Jeg læser en artikel med overskriften ’Man gør et barn fortræd’. Man ser en videosekvens af Kim Buch, der sidder med tårerne trillende ned ad kinderne og tigger verden om hjælp til sin søn. Det rammer mig på retfærdighedsfølelsen, det rammer mig på medmenneskelighedsfølelsen, og så kommer tankerne om, hvad den dreng må gå igennem …« fortæller Rene Vest.

Et andet sted i hovedstadsområdet har Lene Bergstrøm præcis samme oplevelse.

»I tre år har han kæmpet alene for sin dreng. Det ramte min retfærdighedsfølelse som en mavepuster,« fortæller hun.

Rene Vest og Lene Bergstrøm reagerer næsten simulant. Begge tager kontakt til journalisten på BT for at spørge, hvad de kan gøre for at hjælpe. Susanne Johansen formidler kontakten til Kim Buch, som efterfølgende mødes med dem begge.

»Han var som en åben bog, han lagde det hele frem, og jeg tænkte med det samme: Jeg skal ind og hjælpe her. Jeg skal gøre en forskel,« fortæller Lene Bergstrøm.

Støttegruppen dannes

Sammen med Rene Vest læser hun de sagsakter, Kim Buch er i besiddelse af, og lytter timevis af hans lydoptagelser igennem.

»Da jeg møder Kim, har jeg en naturlig skepsis: Hvad nu, hvis det bare er en tosset far? Jeg snakker med venner og min kone – skal jeg gøre noget eller ej? Men da han viser mig den omfattende dokumentation for de ting, han har skrevet til Statsforvaltningen, og jeg hører lydoptagelserne oveni, så forsvinder al tvivl. Det er så hårdt at høre et barn sidde og fortælle om seksuelle overgreb – han fortæller om ting, børn ikke forstår,« siger Rene Vest.

For Kim Buch er hjælpen mere end velkommen.

»Før BT-artiklen var det kun en snæver kreds af mine venner, der kendte den her sag. Men Rene og Lene sender en mail om, at de er forfærdede og rystede, og de angiver begge to den der video med mig, som de mener er meget troværdig. Det har bare været en gave for mig og mit barn,« siger han.

Sammen med en fjerde person kommer Lene, Rene og Kim til at udgøre det, de selv kalder styregruppen. Efter nogle uger begynder arbejdet at tage form.

 

 

»Vi begynder at tale mere sammen og være mere strategiske. Vi korresponderer på mail og mødes en gang hver anden uge, hvor vi fordeler opgaver – du gør det, du gør det. Har nogen mediekontakter, har nogen politikerkontakter? Kan vi få det struktureret, så folk bedre kan få et overblik?« fortæller Rene Vest.

Desperat og velovervejet

Hjælp Oliver NU! Sådan hedder gruppen på Facebook, som styregruppen åbner i julen 2013. Oliver er det navn, der blev brugt som synonym i BT-artiklen.

Forud er gået et dramatisk forløb, hvor Kim Buch i halvanden måned har holdt sig skjult sammen med sin dreng, indtil han til sidst bliver arresteret, og drengen bringes hjem til sin mor.

Mens Kim Buch sidder fængslet i Vestre, åbner hans støtter facebookgruppen og lægger samtidig et udsnit af Kim Buchs lydoptagelser med hans dreng på YouTube og linker til dem fra Facebook.
 

At offentliggøre optagelser med en fireårig dreng, der insinuerer, at hans morfar misbruger ham, er kontroversielt. Det erkender de alle.

»Det var da en skide svær beslutning, og det er da i desperation. Jeg lægger jo mit barns smerte ud for hele Danmark. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg har været pæn og nydelig i tre år,« siger Kim Buch.

Handlingen var nok desperat, men ikke uden ræson.

»Vi prøver at ramme folk på nogle følelser. Det er beskrivelser, der danner billeder på nethinden af folk, så de næsten ikke kan lade være med at handle,« forklarer Rene Vest.

Reaktionen udebliver ikke. Samtidig med at BT fortæller, at Kim Buch er gået under jorden med sin dreng, og senere, at han bliver arresteret, bliver facebookopslagene om drengen, der fastholdes i et overgrebs-helvede, delt med lynets hast.

»Da vi lægger den første lydfil ud og begynder at sprede den, eksploderer det,« fortæller Lene Bergstrøm.

Facebookgruppe oversvømmes

Eksplosion er en passende betegnelse. Da gruppen åbnes den 20. december om aftenen, har den 180 medlemmer. Og da danskerne fire dage efter sidder over julemiddagen, har medlemstallet rundet 5.000. Siden oversvømmes med indlæg, der dels udtrykker forfærdelse og fordømmelse af myndighederne, dels kommer med støttende opråb til Kim Buch og hans søn.

Imens begynder styregruppen arbejdet med at organisere og udnytte de mange engagerede medlemmer. Der opfordres til at maile ideer til gruppens administrator i stedet for at lægge det som opslag, fordi det skaber for meget støj. Der henvises til underskriftsindsamlinger og et kontonummer, hvor der indsamles penge til Kim Buch. Senere kommer der idekataloger, der opfordrer til at skrive læserbreve, skrive til landspolitikere eller oppositionspolitikere i Gladsaxe, kontakte medier eller lave underretninger til Ankestyrelsen. Der annonceres også efter børneprofessionelle, der kan arbejde med sagen.

 

 

»Vi siger til medlemmerne: I kan hjælpe med at gøre noget, her får I en ideliste. Så har vi indkaldt nogle arbejdsgrupper, hvor der sidder socialrådgivere, lærere og psykologer, der har tilbudt deres hjælp. De sidder nu og arbejder med tingene. Der er forskel på, at jeg siger, at SFO’en lyver, og så at en arbejdsgruppe på seks professionelle siger det,« fortæller Kim Buch.

Ingen påstande må stå uimodsagte

I kommunikationsafdelingen på Gladsaxe Rådhus hænger et diplom med titlen ’Årets Online Kommune 2011’. Hæderen blev blandt andet – lød dommernes begrundelse – givet for at være meget aktive på Facebook, hvor kommunen havde opbygget en stor brugerflade.

 

 

 

Beskrivelsen ’stor brugerflade’ får imidlertid en helt anden klang efter den 20. december 2013. Den formiddag lander det første link til lydoptagelsen på YouTube, garneret med kommentaren ”hvad fanden er meningen?” I de efterfølgende to måneder kommer Gladsaxe Kommunes facebookside til at opleve en sand syndflod af indlæg, der rasende opfordrer kommunen til at gøre noget for at hjælpe den lille dreng.

»Jeg vidste med det samme, at de lydfiler ville få folk ud af røret. For det er jo voldsomt at lytte til,« fortæller Ulla Baden.
 

Kommunens facebookpolitik er at gå i dialog og svare på borgernes indlæg – også de kritiske. Men denne sag sprænger alle rammer, både omkring omfanget og tonen i de mange indlæg. For Ulla Baden er målet, at debatten ikke løber løbsk i myter og forkerte påstande, samtidig med at kommunen lever op til sin egen åbenhed. Alle indlæg skal besvares, så ingen påstande får lov at stå uimodsagt.

Gladsaxe lækker sagens detaljer

Samme eftermiddag det første indlæg kommer op, forklarer Ulla Baden i et svar, hvordan kommunen har reageret omgående på alle anklager og undersøgt dem til bunds, tillige med at Ankestyrelsen og politiet har undersøgt sagen. I alle tilfælde uden at finde noget som helst belæg for anklagerne.

Det kommer Ulla Baden til at skrive rigtig mange gange i de efterfølgende måneder. Igen og igen gentager hun, at kommunen har gjort alt, hvad den kan, for at sikre sig, at drengen har det godt.
 

Senere får kommunen moderens tilladelse til at informere detaljeret om sagen, så længe familien holdes anonym. Således kan man følge, hvordan retorikken fra Ulla Badens side bliver mere argumenterende og begynder at medtage detaljer fra sagen. For eksempel at drengen under en videoafhøring hos politiet havde forklaret, at han kom med anklagerne, ”fordi hans far blev glad”. Andetsteds argumenterer hun med, at det ikke er ”rimeligt, når en gruppe mennesker, der ikke kender sagen i sin helhed og aldrig har mødt Oliver eller hans mor, skaber et folkekrav om, at drengen skal tvangsfjernes fra sin mor”.

Målet er de passive

Kommunens svar bliver mødt med skepsis og hovedrysten hos de kritikere, der står bag indlæggene.

»Det er kommunikationsfolk, der besvarer alle spørgsmål, og de er ikke sat i verden for barnets skyld, men for kommunens skyld. Så det handler ikke om min dreng, men om kommunens anseelse. De gemmer sig bag kommunikationsmedarbejdere, der bruger alle de klassiske retoriske tricks,« siger Kim Buch.

»Jeg er rystet over, hvad en kommune vil gøre for at dække deres egen røv. Hele den måde de prøver at tale os ned, fordi de har en sag, der er møghamrende betændt,« siger Lene Bergstrøm.

 

 

Men Lene Bergstrøm og de øvrige medlemmer af Hjælp Oliver NU-gruppen er slet ikke målet for kommunens indlæg, forklarer Ulla Baden.

»Vi tror ikke, vi kan flytte dem. Det handler udelukkende om at informere alle de nye, der møder sagen første gang, og sørge for, at folk får et mere nuanceret billede af sagen.«

Eksperter for og imod

Journalisten har talt med to forskellige eksperter om Gladsaxe Kommunes offensive facebookstrategi, og de kommer med to meget forskellige vurderinger.

Begge er enige om, at Gladsaxe Kommunes kommunikation på Facebook om sagen er højst utraditionel for en offentlig myndighed, der oftest vil svare kortfattet, formelt og henvise til, at man ikke kan diskutere enkeltsager offentligt. Begge er også enige om, at netop den tilgang ofte stiller offentlige myndigheder i en kommunikationsmæssig dårlig situation, hvor man hele tiden er i defensiven som den, der skal forsvare sig mod anklager.

Men her ender enigheden. Lektor i offentlig kommunikation ved RUC Kasper Pedersen har nemlig de positive briller på i vurderingen af Gladsaxe Kommune.

»Det er interessant og måske endda befriende, at kommunen prøver at gå ind i sagen og opføre sig lidt offensivt og sige: Der er ikke sket fejl, vi har gjort, hvad vi skal gøre, vi har sikret, at drengen har det, som han skal have det,« siger han.

Han tror ikke, kommunen kan vinde kritikerne i støttegruppen for deres synspunkt. Men muligvis kan de vinde tvivlerne på sidelinjen.

»Hvis det er rigtigt, hvad kommunen skriver, og det kommer frem, så kan det være, at det på lang sigt kan højne kommunens troværdighed, blandt andet fordi de tør gå ind i den her debat,« siger Kasper Pedersen.

Derimod mener Roger Buch, kommunalekspert og forskningschef ved DMJX, at kommunen går for langt.

»Ingen tvivl om, at man som offentlig forvaltning står kommunikationsmæssigt svagere, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Forvaltningsloven skaber nogle grundregler, som den offentlige sektor skal virke under. Og det sætter grænser for, hvor meget man kan gå ind i et slagsmål,« siger Roger Buch.

Han tror, kommunens strategi virker stik modsat hensigten – nemlig at de provokerer kritikerne og dermed hælder mere benzin på bålet.

»Man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at gå ind i alle mulige diskussioner, hvor man risikerer at begå fodfejl, i stedet for kort og præcist at konstatere, at alle regler er fulgt, og at der ikke er noget at komme efter. Man behøver strengt taget ikke sige mere.«

TV 2 kan ikke finde skurken

I slutningen af februar rammer sagen igen medierne, om end med to vidt forskellige vinkler.

TV 2-journalisten Nikolaj Venge er stødt på gruppen ved en demonstration foran Christiansborg, og han ringer for at høre mere om sagen.

Da han bliver sat ind i tingene, vælger han imidlertid at vinkle historien anderledes, nemlig på det fænomen, at man med hjælp af Facebook kan mobilisere store grupper omkring enkeltsager.

 

 

»Det er jo et enormt interessant fænomen, at man kan bruge sociale medier til at samle sådan en mob. Det er jo som en folkedomstol – folk læser fire linjer, hører et lydklip, og så liker de. Men når de først har sådan et tal, så bliver det en magtfaktor,« siger Nikolaj Venge.

Hans udgangspunkt var at dykke ned i sagen omkring drengen. Men han valgte hurtigt at styre uden om.

»Hvem vil ikke gerne lave en historie om omsorgssvigt og en kommune, der ikke lever op til sit ansvar? Men man skal være ekstremt påpasselig og rigtig sikker i sin sag, når man går ind i de her familiesager. Da jeg havde talt med gruppen, set papirer fra sagen og talt med kommunen, kunne jeg se, at det ville blive ufatteligt vanskeligt at udpege en skurk.«

24syv sender anklager i æteren

Anderledes er det med radiodokumentaren ’Alle børn har ret til to forældre’ i Radio24syv. Her har journalisterne Kim Buch til interview i studiet, hvor han gengiver drengens fortælling om, at morfaren tisser ham i munden. Programmet indgår i en serie på fire, hvor det overordnede tema er skilsmisser og fejlbehandlinger i Statsforvaltningen.
 

»Temaet er grundlæggende, at mange forældre ikke føler, de bliver hørt. I det her tilfælde er det en børnesagkyndig undersøgelse, hvor der er lavet nogle sjuskefejl. Den var et godt eksempel på, at dårlig sagsbehandling kan være konfliktoptrappende,« fortæller journalist Kristian Danholm, der stod bag dokumentaren sammen med Mette Kathrine Larsen.

I speaken gentager han flere gange, at journalisterne ikke tager stilling til skyldsspørgsmålet i sagen. Og han har sine overvejelser om at lave dokumentaren om Kim Buchs sag.

»De gik først og fremmest på, hvad de ville betyde for barnet. Det var det sværeste etiske dilemma. Det næste var hans troværdighed. Det tager vi højde for ved at sige, at vi ikke tager stilling til sagen. Den her slags sager lægger man altid fra sig, fordi de er for komplicerede. Men denne gang sagde vi: Nu tager vi det fandeme, for der er et samfundsproblem, som vi vil sætte fokus på, selv om det er svært,« forklarer Kristian Danholm.

Han erkender, at det kan opleves problematisk, at programmet bringer Kim Buchs anklager til torvs.

»Jeg vil ikke udelukke, at det kan opleves, som om vi tager stilling. Og hvis det opleves sådan, er det ikke godt nok bare at sige: Vi tager ikke stilling.«

Skytset væk fra Gladsaxe

Det sidste indlæg om sagen på Gladsaxe Kommunes facebookside er fra 19. februar. Årsagen til dette stop skal findes i en besked, der to dage forinden gik ud fra styregruppen på Hjælp Oliver NU-siden med overskriften ’Vi skal ikke spilde mere tid på Gladsaxe Kommune’.

»Vi har længe haft et Gladsaxe-spor, hvor vi prøver at få dem i tale og prøver at få dem til at svare konkret.Det blev til en lang kamp, der ikke har ført til noget som helst. Personen, der svarer, ved ikke noget som helst. Vi får ikke noget ud af at bombardere Gladsaxe. Derfor siger vi nu: Kontakt jeres politikere,« fortæller Rene Vest om strategi-ændringen.

Kim Buch bekræfter, at fokus nu er på at skabe politisk interesse om sagen.

»Vi går efter politisk opmærksomhed. De undskylder sig altid omkring enkeltsager, men de kan sagtens gå ind i en sag. Men det er heller ikke en hemmelighed, at vi mener, der skal mediefokus til,« siger han.

Engagement har ingen udløbsdato

Generelt er Buch ikke imponeret af journalisternes evne til at undersøge sager som hans egen.

»Medierne svigter her. De vil gerne lave de gratis historier, når der er faldet en dom. Men der er under fem procent af dem, der krænker, der bliver dømt, og den gode historie er vel de svigt hos myndighederne, som er årsag til, at 95 ud af 100 går fri eller opdages for sent. Det er min drengs sag en case på.«

Rene Vest er 34 år, familiefar og ansat som erhvervskonsulent i et stort firma. Når han kommer hjem om aftenen, ligger der typisk mellem 20 og 50 nye mails om sagen og venter på ham.

»Det fylder meget i tid, og det fylder meget mentalt. Jeg sover markant værre, efter at jeg er begyndt at beskæftige mig med det her. Men når jeg ser næste brev, tænker jeg: Det skal kraftedeme være løgn!« siger han.

Men hans engagement i sagen har ingen udløbsdato.

»Jeg kan blive ved, til den dreng er fjernet fra moderen. Når han kan holde til det, kan jeg også.«

For barnets skyld                  

På Gladsaxe Rådhus mærker man, hvordan presset for en stund er lettet fra facebooksiden. Men Ulla Baden følger støttegruppens kampagnearbejde tæt.

»Det er da rimeligt imponerende og effektivt den måde, de går til værks. Man kan kun håbe på, at der er så meget fornuft rundt omkring i systemerne, så de ikke lykkes med at få barnet fjernet,« siger hun.

Om kommunens offensive kommunikationsstrategi har været en succes, har hun svært ved at vurdere endnu. Men hun fortryder den ikke.

»Her er en sag, hvor vi er stærke i troen, og så er det også rimeligt, at man går i offensiven.«

Først og fremmest handler det om at beskytte barnet.

»At de lydfiler ligger og flagrer rundt, er i den grad skidt for drengen. Men når det nu er sket … Jeg tænker, at Kim udnytter den mulighed, der ligger i tiden. Han tror jo fuldt og fast på, at hans søn er udsat for seksuelt misbrug,« siger Tine Vesterby Sørensen.

Men på spørgsmålet, om kommunens offensive kommunikation har været til barnets fordel, kommer der en lang tænkepause.

»Hmm … jeg ved sgu ikke, om det er godt som helhed. Jeg tror på, det giver mindre virak. Og dem, der er i tvivl, får nogle svar. Forhåbentlig mærker drengen ikke, at alt det her sker.«

 

Hjælp Oliver NU-gruppen har i skrivende stund rundet 7.300 medlemmer.

5. marts traf Ankestyrelsen en afgørelse, der konstaterer, at sagen er behandlet korrekt, og at drengen får den støtte, han har behov for. Det er femte gang, Ankestyrelsen undersøger sagen.

 

DISCLAIMER

Journalistens formål med denne artikel er at se på de kommunikationsfaglige og presseetiske aspekter i sagen. Det er ikke at undersøge de påstande, der er rejst, om henholdsvis misbrug, dårlig og fejlagtig sagsbehandling og – fra begge sider – om løgnagtig og manipulerende fremstilling af sagen.

Vi er fra begge sider blevet tilbudt forskellige former for dokumentation omkring ovenstående påstande. Det har vi valgt ikke at dykke ned i.

Kommentarer
7
Mikael Nielsen
25.03.14 17:57
En meget laaaang artikel som
En meget laaaang artikel som desværre bliver ødelagt af journalisten.dks utrolig dårlige og kedelige design. Man skulle ikke tro at Journalisten.dk er hjemmeside for kommunikatører - for siden er bestemt ikke et mesterstykke i kommunikation, men i stedet et godt eksempel på hvordan et medie med lange artikler IKKE skal laves. Ellers en spændende artikel.
Fremhævet af Journalisten
Michael C.G. Iversen
25.03.14 19:23
"En far mistænker, at hans
"En far mistænker, at hans søn bliver misbrugt". Det burde vel hedde: "En far har mistanke om, at hans søn bliver misbrugt"
Fremhævet af Journalisten
Troels Gadegaard Frølich
25.03.14 20:10
Jeg kunne egentlig godt tænke
Jeg kunne egentlig godt tænke mig høre Roger Buch, om han rent faktisk mener, at Gladsaxe Kommune er på kant med forvaltningsloven. For ellers har jeg svært ved at se, hvad han vil med det her citat i en (pisserelevant!) artikel, der for en god dels vedkommende netop viser, at Gladsaxe Kommune bryder med offentlige myndigheders normale måde at kommunikere på:

»Ingen tvivl om, at man som offentlig forvaltning står kommunikationsmæssigt svagere, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Forvaltningsloven skaber nogle grundregler, som den offentlige sektor skal virke under. Og det sætter grænser for, hvor meget man kan gå ind i et slagsmål.«

Hvis kommunen rent faktisk bryder forvaltningsloven med sin kommunikation er det da hamrende relevant på så utrolig mange niveauer - både som journalistisk historie, fra et kommunikationsfagligt synspunkt og ift. en større diskussion om åbenhed i forvaltningen.
Fremhævet af Journalisten
DorteS
26.03.14 14:51
Yderst relevant artikel om en
Yderst relevant artikel om en sags gang i mediemøllen - og om de store vanskeligheder der er i den slags sager! Godt arbejde, kære fagblad!
Fremhævet af Journalisten
Kim Barren
27.03.14 10:25
Relevant og interessant
Relevant og interessant artikel. Den giver samtidig et godt bud på, hvordan offentlige myndigheders kommunikation anno 2014 bør være mere offensive, end vi har været vant til tidligere.

Der skal selvfølgelig altid trædes varsomt i sådanne sager. Men det er vel på tide – som Gladsaxe Kommune har gjort – at gøre op med den alt for lange tradition og automat-reaktion ”ingen kommentarer – det er en personsag”.

Derfor er det også overraskende at læse Roger Buchs holdning, at kommunen nærmest skal lægge sig fladt ned på ryggen og holde fast i, at vi har gjort hvad vi kunne.

Jeg er ikke sikker på, at borgerne vil være enige i et sådant svar. Og det er ikke med til at nuancere en sag, sådan som der kan være behov for, når bølgerne går højt. Derfor er det min opfattelse, at Gladsaxes Kommunes håndtering af sagen er en nyskabelse, som vil blive fulgt med interesse i resten af landets kommuner.
Fremhævet af Journalisten
Lars Erik Andersen
30.03.14 07:56
Kære journalisten.dk

Kære journalisten.dk
Vedrørende jeres artikel https://journalisten.dk/hvis-bare-en-broekdel-af-det-her-er-sandt

I skriver at Journalistens formål med denne artikel er, at se på de kommunikationsfaglige og presseetiske aspekter i sagen. Det er ikke at undersøge de påstande, der er rejst, om henholdsvis misbrug, dårlig og fejlagtig sagsbehandling og – fra begge sider – om løgnagtig og manipulerende fremstilling af sagen.

Derfor kan jeg ikke forstå, at I vedrørende politiets indblanding i sagen, vidergiver ord som at mistænkte er "renset", at I vidergiver "Men både kommune og politi kommer til samme resultat: Der er ikke tegn på, at drengen mistrives, der er ikke tegn på misbrug, og således er der ikke belæg for at fjerne barnet fra moderen."

Og det eneste I vidergiver som modspil er "De afgørelser er Kim Buch ikke tilfreds med".

På denne måde fremstår I jo som kommunens talerør, da I ikke skriver hvorfor Kim Buch er utilfreds med afgørelsen. Hans utilfredshed er et kardinalpunkt i forståelsen af dette punkt i sagen.

Nogle af årsagerne til Kim Buchs utilfredshed med den nævnte afgørelse, er ifølge ham selv.
"Myndighederne sørgede for rig lejlighed for familien til at true Oliver til tavshed. Gennem 4 mdr.
Gladsaxe kommune, ankestyrelse og statsforvaltning fandt det helt i orden, at Oliver blev overladt på efterårsferie, passet under sygdom mv af hovedmistænkte. Op til videoafhøring. I politisag med ”skærpet mistanke” om ”sexovergreb og børneporno, drengens fortællinger tyder på flere deltagere” iflg politianmeldelse fra nordsjællands politi til vestegnens politi."

Kim Buchs pointe er, at drengen ikke turde tale under politiets videoafhøringer. Hvilket er det "bevis" der skal til for at politiet vil rejse en sag, hvor der ikke er fundet konkrete beviser.

I skal vide at kommunen henviser til jeres artikel, for at læserne kan fået et nuanceret billed af sagen. Hvilket læserne ikke får, trods jeres disclaimer.

Utilsigtet kommer I til, at medvirke til, at læserne kan få indtryk af Kim Buch, som et usagligt menneske med en dårlig sag. Hvilket Gladsaxe kommune straks bruger I deres argumentation.

Tak for jeres tid
Venlig hilsen
Lars Andersen
Fremhævet af Journalisten
Lars Erik Andersen
19.06.14 15:36
Jeg kan se at Gladsaxe
Jeg kan se at Gladsaxe Kommunes kommunikationschef, Ulla Baaden, skriver offentligt, at jeres artikel er et resultat af en henvendelse fra Gladsaxe Kommune.
Jeg kan forstå på Rene West, at han ikke var klar over, at jeres indgang til sagen, skyldes henvendelse fra Gladsaxe Kommune.

Hvordan harmonere det med I mener I er upartiske, når der kan stilles spørgsmål ved hvem der har haft indflydelse på artiklens præmisser/vinkling?


Venlig hilsen
Lars Erik Andersen
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen