Gårsdagens tv-valg var det mest sete nogensinde. DR udråber sig selv til sejrherrer, imens TV 2 taler om dødt løb.
Det er ikke kun politikerne, der har kæmpet om vælgernes gunst. De to statsejede tv-huse DR og TV 2 er også tørnet sammen i valgkampen – for at vinde flest seere.
DR leverede den mest omfattende valgdækning nogensinde, og TV 2 prøvede helt nye formater af for at ramme en bred målgruppe, ligesom begge kanaler satsede på nye, flotte grafikker på selve valgaftenen.
Men hvem vandt tv-valget?
Ifølge TV 2 var det dødt løb.
»For første gang i mange år var der dødt løb mellem tv-stationerne på en valgaften,« indleder TV 2 en pressemeddelelse.
De hæfter sig ved de samlede seertal i et lidt længere tidsrum, ligesom de inddrager de to nyhedskanaler DR Update og TV 2 News – fra klokken 17 til 01.43. Her var der i gennemsnit 663.000 seere på TV 2 plus TV 2 News, imod 669.000 seere på DR1 og DR Update.
TV 2 nævner også, at TV 2 og News havde flere seere i dagtimerne, samt mellem 17 og 22, end DR1 og DR Update. Herefter blev de overhalet af DR.
Men ifølge DR var det DR, der vandt valget.
»36,6 procent så Ask Rostrup, Kim Bildsøe Lassen og co. på DR1 og DR Update, mens 36,4 procent havde fjernsynet indstillet på TV 2 og TV 2 News mellem klokken 17.00 og 01.35, hvor partilederne var ved at sige de sidste ord i partilederrunden. Altså i praksis statistisk dødt løb i den mellemregning,« skriver DR i deres pressemeddelelse.
Men hvis man tæller Anders Lund Madsens valgdækning på DR2 med, så vandt DR, skriver de.
»Når beregningen omfatter hele DRs tilbud på valgaftenen, det vil også sige Anders Lund Madsens alternative udlægning af begivenhedernes gang på DR2, er der ingen tvivl om udfaldet af tv-dysten. 41 procent af seningen foregik på DRs kanaler og 37 procent på TV 2's kanaler i det tidsrum, hvor der blev sendt valg på alle kanalerne.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for valget DR ! Det ville klæde TV2 og anerkende at flertallet af danskerne denne gang havde fået nok af epileptisk grafik og selviscenesættende studieværter (ja ja jeg ved det, Jersild gik laaaangt over stregen på DR..)
Tak Kim Bildøse for en fantastisk lødig og veldisponeret paneldebat i Koncertsalen. Det er jo lige før man overvejede at stemme personligt på dig.
C.