Østre Landsret har fredag slået fast, at DR ikke skal udlevere lydfil i lækage-sagen. TV 2 går også fri. Herligt, at domstolen tager kildebeskyttelsen alvorligt. Bare vi kunne sige, at det samme gælder pressen.
Nu kommer sandheden om lækagesagen formentlig aldrig frem. TV 2 og Jyllands-Posten har bragt sig selv i en umulig situation.
Enten svigter de deres grundlæggende mission som uafhængig presse ved at skjule sandheden.
Eller også bryder de med det helt fundamentale princip om kildebeskyttelse.
Begge var tvunget til at vælge kildebeskyttelsen med store omkostninger, for det må da efterlade læserne og seere med en sær fornemmelse, at de ikke må få sandheden at vide, når deres medier kender den.
Det betyder selvføllgelig ikke, at vi skal opgive kildebeskyttelsen, for den er en nødvendig forudsætning for, at oplysninger om magtmisbrug kan komme frem.
Vi er imidlertid nødt til at diskutere, om kildebeskyttelsen skal være en blankocheck. På eksempelvis Christiansborg flyder oplysninger næsten frit mellem journalister, spindoktorer og politikere i et fortroligt rum. Ved rutinemæssigt at tildele spindoktorer kildebeskyttelse, inviterer vi til plantning af løgne og taktiske halve sandheder.
Dermed kompromitterer vi os selv.
Journalisters kilder skal som hovedregel være åbne. Undtagelsesvis kan det være nødvendigt at sikre en kilde anonymitet. Det er svært for alle i branchen at gøre op med den rutinemæssige tildeling af kildebeskyttelse, for i dag får samarbejdsvillige journalister ' lunser' i form af gode solohistorier. Dem bliver der selvfølgelig færre af med en mere restriktiv tildeling af kildebeskyttelse.
Men det er nødvendigt, hvis vi vil undgå at blive fedtet ind i magten, som vi deler hemmeligheder med uden at kunne fortælle læsere og seere, hvad der foregår.
Det er mit bud på, hvad vi kan gøre for at tage vare på det ansvar, som kildebeskyttelsen indebærer. Men det er svært, for jeg ved, at jeg ofte selv taler med folk uden for blokken, uden at tænke igennem, hvad det kan indebære. Vi har et problem, hvad er dit forslag?
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.