Den hviderussiske broadcaster BTRC er ikke længere del af det europæiske samarbejde mellem offentlige tv-stationer, EBU.
Det skriver EBU i en pressemeddelelse efter et bestyrelsesmøde.
BTRC har fået sparket fra EBU, der blandt andet står bag europæisk melodi grand prix og udveksling af tv-materiale mellem europæiske nyhedsstationer, på grund af den stigende undertrykkelse af pressefriheden og problemer med etikken blandt hviderussiske medier i kølvandet på protesterne mod præsident Aleksandr Lukasjenko.
EBU oplyser, at foreningen gennem en længere periode nøje har fulgt med i udviklingen i Hviderusland, støttet journalister og lagt pres på ledelsen i BTRC for at sikre den frie presse.
”I løbet af de seneste uger har vi især været bekymrede over, at der er blevet sendt interviews, der angiveligt ser ud til at være opnået under tvang,” skriver EBU.
BTRC har nu to uger til at reagere, før suspenderingen træder i kraft.