To døgn. Tre dommere. 3.431 billeder. Journalisten var med som fluen på væggen, da tre af dansk pressefotos hårdeste drenge diskuterede 219 fotografers bidrag til konkurrencen om Årets Pressefoto. Her er nogle fragmenter af deres samtale.

UDVÆLGELSE. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Ja. Nej. Nej. Nej. Ja. Nej.

Ét for ét glider de hen over skærmen. Billeder af jordskælvsofre, statschefer, tennisketsjere, stiknarkomaner, honningbier, fedmepatienter, og hvad der ellers har interesseret Pressefotografforbundets medlemmer i løbet af 2005.

Et sekund eller to får hvert billede til at overbevise det stærkt kritiske dommerpanel om sin værdighed til at gå videre til næste runde.

Dommer-triumviratet består i år af tre af branchens hårdeste drenge:

Gulddrengen Bjarke Myrthu, der er konceptudvikler på det prestigefyldte fotobureau Magnum.

Freelancefotograf Tao Lytzen, som er kendt for sit ambitiøse dagbogsprojekt, hvor han hver dag i et helt år fotograferede et stykke af danskernes dagligdag til Berlingeren.

Samt den mangeårige fotograf på Ekstra Bladet og Politiken Jan Grarup, der har vundet et uoverskueligt antal fotopriser og har fotograferet så mange krige og katastrofer, at han må bruge kontaktlinse på sit venstre øje.

De tre dommere har haft to dage til at se det rekordstore antal indsendte billeder igennem. Nu skal der træffes beslutninger og findes en vinder.

*

Grarup: Vi ved jo godt, hvor vi skal hen, drenge. Vi ved jo godt, hvor de to billeder ligger.

Lytzen: Jeg synes, vi skal tage de her to. Så er begge ender af spektret inden for portrætkategorien repræsenteret.

Myrthu: Jeg synes ikke, det billede dér skal med.

Lytzen: Jeg synes, vi har en forpligtelse til at respektere dialekterne i det fotografiske sprog. 300 procent af en pressefotografs job består i at lave illustrationsportrætter. Men alle dem, vi vælger ud, er mere ovre i reportage-genren.

Myrthu: Selv ud fra den præmis, at det er lavet i den genre, det er, synes jeg ikke, det er et vinderbillede. Jeg synes ikke, det er så godt, at det er et billede, man vil huske.

Grarup: Det synes jeg heller ikke. Det viser en professionel skuespiller, der er med i stort set alle danske film. Han er vant til at stå foran et kamera twentyfour-seven. Det dér kan han lave i en pause på en reklamefilm: 'Nå, hvad skal jeg nu? Skal jeg lege med linsen? Skal jeg kigge ned? Okay.' DING, BOM, videre, næste. Det skraber ikke det der toplag af, som gør, at det kan noget mere.

Myrthu: Hvis vi er nede, hvor det gør ondt, kan vi så ikke også smide det med luderen ud af bunken?

Grarup: For mig er det fandeme næsten det bedste billede. Jeg tror faktisk, det er det bedste billede.

Myrthu: Jeg synes, det er for reklame-lækkert.

Lytzen: Jeg synes, det er gustent nok til ikke at være reklame-lækkert. Men det lokker os derhenad.

Grarup: Der er sådan noget narkoman-gul-og-grønt-agtigt over det.

Lytzen: Vi skal bare passe på, vi ikke kommer til at spise den samme ret hele tiden.

Grarup: Hvad var det lige, der var majoriteten af de indsendte billeder? Det var jo netop den slags portrætter. Er det ikke dig, der er ved at spise det samme igen?

Lytzen: Jeg er bare bange for, at vi kommer til at overse den her type billeder.

Grarup: Jeg synes, vi ser lige igennem hele lortet og finder tilbage til der, hvor værdierne ligger.

Myrthu: Det er jeg enig i.

Grarup: De kan ikke snyde os med effekter og lys og en pissegod gang photoshop. Det er jo følelserne, det er jo ansigterne. Når alt kommer til alt – at the end of the day – er det udtrykket, der tæller.

Lytzen: Hvorfor bliver det sådan her hver gang?

*

Grarup: Hvad gør vi så?

Myrthu: Nu har vi highlightet nogle, så må vi se dem igennem igen.

Grarup: Jeg synes, der er væsentligt mere symbolik i det her billede end i det dér.

Lytzen: Prøv at tage det næste. Der har vi en problemstilling med to kerner. Europa og det afrikanske kontinent.

Grarup: Drømmen om det forjættede land.

Lytzen: Det andet er symbolik. Det her er skæbne.

Grarup: Hvorfor hopper han ikke bare over dernede, hvor hegnet er væltet?

Lytzen: Det, jeg godt kan lide ved det dér billede, er, at det er maksimal-øjeblikket. Det kunne ikke være taget 1/30 før eller 1/30 senere.

Myrthu: Det ville fungere fint som et ti-sekunders tv-klip. Men det gør ikke det, som pressefotografiet helt principielt er stærkest til.

Lytzen: For mig er det Europa, han er på vej ind i. Det er dér, symbolikken ligger. Og det ser man ikke særlig meget af i dansk pressefoto.

Myrthu: Hvis man ser på billeder af folk, der krydser grænser, så er der altså lavet meget, der er stærkere. Af folk, der kommer på flygtningeskibe, og hvis det endelig er den der helt konkrete hoppen over, så er der lavet masser ved den mexicansk/amerikanske grænse.

*

Grarup: Tao Lytzen, hvilken en af de tre serier er den bedste?

Lytzen: Ja, se, det synes jeg jo er det valg, der er svært.

Myrthu: Nu går der politiker i dig. Du bliver stillet et simpelt spørgsmål, og så svarer du udenom.

Lytzen: De er jo pissegode alle sammen, det er dét, der er mit problem.

Lytzen: Jeg synes, at etteren er tre gram tungere end de andre. Der er eftertænksomhed, der er drama, der er et totalbillede, der er portræt, der er katastrofe. Det rammer det, jeg leder efter.

Grarup: Jeg kan godt se dit argument med, at man ikke automatisk skal blive Årets Pressefotograf, bare fordi man har været akkrediteret til de store begivenheder.

Myrthu: Omvendt synes jeg heller ikke, det skal afskære en fra muligheden, at man har været ved de store begivenheder og gjort det godt.

Lytzen: Jamen for helvede, der må da være et billede af en soft-ice eller noget, hvis det er en alsidig fotograf, der holder øjnene åbne.

Myrthu: Jeg kan ikke lide det billede dér – af kvinden med sprøjten i halsen. Det bekræfter for meget en allerede fastlagt forestilling om narkomaner.

Grarup: Det billede dér af Bush og Fogh er det, jeg har det største problem med. Jeg tror ikke på det. For mig er det et opstillet billede.

Lytzen: Jeg synes jo faktisk, det er et ret godt billede, det dér. Helt ærligt, kan I ikke se det? Jo mere jeg ser på det, des bedre bliver det kraftstejleme.

Grarup: Jamen, der er ikke noget i vejen med billedet, det er bare …

Lytzen: Skal du nu til at belære mig igen?

*

Grarup: Jeg synes, at billedet med korset er det, der er stærkest. Jeg er enig i, at det ikke er optimalt fotograferet. Men jeg synes, det er et billede, der vinder. Man kan blive ved med at fordybe sig i det. Man bliver mere og mere fascineret af de der to arme.

Lytzen: Nysgerrigheden bliver vakt af det billede. Hvad fanden er der sket?

Grarup: Jeg bliver også mere og mere forelsket i ham, der står og glor på det.

Lytzen: Jamen, altså helt ærligt. Han kommer ind i en kirke, hvor Jesus-figuren er skyllet væk af en flodbølge.

Grarup: Et eller andet sted – og så kan du sige, hvad du vil – det er og bliver symbolet på det, der skete den 26. december 2004, hvor en kvart million mennesker døde. Der var et tæppe, der blev revet væk under os alle sammen. Og så hænger de dér arme bare tilbage.

Lytzen: Symbolikken er jo heeeeelt …

Grarup: Armene holder fast.

Myrthu: Ja. Men det er jo så det.

Grarup: Jamen, er det ikke der, vi er?

Lytzen: Er der røg?

Myrthu: Det er jo meget skægt, at det bliver et tsunami-billede to år i træk. Bare fra to forskellige perioder.

Grarup: Jeg synes ikke, det skal miskreditere billedet, at det er taget to dage inde i det nye år.

Lytzen: Det er fandeme et gedigent stykke journalistisk arbejde.

Grarup: Er vi enige?

Lytzen: Ja, vi er enige. Der er ikke nogen tvivl.

Grarup: Er vi ikke i virkeligheden det mest enige, vi har været meget længe?

Myrthu: Jo.

Grarup: Uden at nogen føler, de går på kompromis?

Lytzen: Der er ikke noget kompromis i det dér.

* Jacob Ehrbahn var manden bag Årets Pressefoto. Læs om årets vinderbilleder på Pressefotografforbundets hjemmeside http://www.pressefotografforbundet.dk/index.php?id=2621&action=info