Natten mellem 2002 og 2003 startede Tao Lytzen sin bil. Præcis et år og 90.000 kilometer senere kørte han i garage, hilste på sine børn og sin kone, inden han gik i gang med at sende billeder ind til Årets Pressefoto. Her vandt han i kategorierne Årets Hverdagsbillede og Visuel Journalistik på Internettet.

Han spiste junkfood, tog otte kilo på og kørte dagligt cirka 250 kilometer. Sådan så freelancefotograf Tao Lytzens liv ud sidste år, hvor han kun sov i sin egen seng 70 nætter.

Han fik taget cirka 120.000 billeder, og hver dag blev et af dem bragt på Berlingske Tidendes debatside.

IdDK – identitet Danmark har han kaldt sit projekt. Det gik ud på at skildre danskernes liv i 2003. 365 dage. Hver eneste dag tog han ud til et sted i Danmark, hvor han mødte mennesker, der spiste, junkede, elskede, festede, badede, arbejdede eller noget helt andet. 

Efter at han har gennemført sit projekt, står bankkontoen på nul. Han slap endda først for de røde tal, da han fik overrakt 15.000 kroner ved Årets Pressefoto for at vinde kategorien Visuel Journalistik på Internettet. Han vandt også Årets Hverdagsbillede, men sponsoren til denne præmie, Politiken, havde glemt at tage en check på 15.000 kroner med, så dem har han ikke fået endnu.

Inden projekt IdDK gik i gang, havde Tao Lytzen regnet ud, hvor mange dage han skulle være i de forskellige egne i landet. Han beregnede sine ophold i forhold til befolkningstallet. For eksempel gjorde Bornholms cirka 44.000 indbyggere, at han skulle tilbringe fire en halv dag på øen.

Ud over at sikre den geografiske variation sørgede han for at nå ud til alle sociale lag, alle typer af begivenheder og enhver form for arbejdsliv.

Et af hans principper gik ud på, at han aldrig måtte tage imod andet end en kop kaffe undervejs.

»Det var for at gøre det nemt. Ved at tage imod kaffe skylder man ikke noget, og så står ens tallerken heller ikke i vejen, når der pludselig er et motiv. Jeg har sagt nej til alt, selv en buket blomster fra et gartneri, men jeg er blevet tilbudt de utroligste ting – lige fra en prøvepose med lykkepiller til en dildo på en sexmesse.«

Folk har undervejs fået lov til at se billederne med dem selv på det digitale kameras display. Det gjaldt også faren på Lolland, der røg hash, mens hans tre børn legede.

»Jeg har kun fået én klage undervejs. Det var fra en plejehjemsansat, der blev bange for, om hun havde givet lov til for meget. Jeg kunne henvise til, at hun jo selv havde været til stede hele tiden.

Faktisk er jeg stolt over kun at have fået én klage, set i forhold til at projektet har kørt over så lang en periode og i mange forskellige sociale lag,« siger Tao Lytzen.

Nogle har påpeget, at de synes, der er en overvægt af billeder fra de nederste sociale lag, men det tilbageviser han, idet han siger, at han faktisk har flest fra de øvre klasser.

»Jeg tror, billederne fra bunden af samfundet virker stærkere, fordi det er længst væk fra gennemsnitsdanskerens hverdag.«

Det var også en regel, at uanset om Tao Lytzen var syg, om børnene røg på sygehuset, eller om konen brokkede sig, så skulle han fotografere hver eneste dag. Der måtte ikke være ét arkivbillede iblandt, om det så bare var et genrebillede fra dagen før.

»Jeg har været så syg undervejs. Især tre dage på det tidspunkt, hvor USA invaderede Irak. Jeg havde over 40 i feber, brækkede mig og havde det virkeligt dårligt. De dage var specielt seje, men det endte med, at jeg arbejdede endnu hårdere, fordi jeg kunne se, at mine billeder var for slappe.«

Han havde ellers aftalt med sig selv, at han måtte acceptere, at der ville være dårlige billeder imellem – ud fra en betragtning om, at det ikke er muligt at tage et mesterskud dag efter dag gennem et helt år.

De sidste tre måneder af året var specielt hårde. Her sov han kun hjemme otte dage. Den statistiske fordeling af, hvor mange dage han skulle være på Lolland, Nordfyn, Tønder og København i forhold til Hjørring, hvor familien bor, var ude af balance. Sygdom i den nærmeste familie i begyndelsen af året havde gjort, at han havde overtrukket sin konto og brugte for mange dage i Nordjylland.

Projektet har fået så meget omtale, at folk kendte til ham, næsten uanset hvor han kom frem.

»Om det var på et mekanikerværksted eller i 7-Eleven, blev jeg genkendt. Det er jo uhensigtsmæssigt, for en fotograf skal helst bare være der,« siger han og fortæller, at nogle dage ringede hans telefon op mod halvtreds gange med folk, der havde tip, for eksempel om to måger, der boede i en baghave.

Nu er IdDK færdig, en stor udstilling i Øksnehallen gennemført og pillet ned, og han har modtaget sine priser ved Årets Pressefoto. Næste projekt er en bog, men det ser sort ud.

»Bøger er dyre. Men jeg vil gerne have, at mine billeder udkommer i en bog. Det er først om 10, 20 og 30 år, at dagbogsbillederne fra 2003 rigtig kan bedømmes,« siger Tao Lytzen og siger med fast stemme:

»Jeg er stolt over, at jeg har klaret det, jeg sagde, jeg ville. At det ikke var umuligt, og at jeg ikke har hoppet over, hvor gærdet var lavest. Men jeg havde ikke kunnet gennemføre det uden opbakning fra familien, og specielt min kone havde også gjort sig helt klart, hvor hårdt det ville blive.«

Læs mere på www.iddk.dk samt i artiklen 'Fotografisk dagbog',
Journalisten nummer 1, 2003, på www.journalisten.dk.