Blogging er som et parforhold. I starten er det nyt og spændende, og man kan næsten ikke holde fingrene væk. Men med tiden bliver man mere velovervejet og skal gøre op med sig selv, om det bare var en flirt eller en kærlighed for livet. Dertil er jeg ikke nået, men jeg er ret sikker på, at det ikke bare er en kort flirt. Faktum er, at det for mig har været sværere at holde dampen oppe her i blogosfæren den senere tid.

Det er nu ikke fordi, jeg mangler emner at skrive om, det er bare blevet hverdag – også her ude.

På en anden blog herude, var der én der stillede spørgsmålstegn ved mit sidste blogindlæg, hvor jeg fortæller om arbejdet med en artikel om DR. Han problematiserede etikken i, at jeg antydede et hændelsesforløb, hvor den ”angrebne part” dels kunne genkendes og dels nok ikke havde fået lov til at se mit blogindlæg inden offentliggørelsen. Jeg svarer da også på debatoplægget, men vil gerne tilføje, at det er en principiel vigtig diskussion, som han rejser.

Hvem har ansvaret for, hvad der står i et blogindlæg. Er det skribenten? Er det chefredaktøren osv? Det kan vel kun være chefredaktøren, hvis bloggen er underlagt en form for redaktionel kontrol – altså redaktøren ser og godkender indlægget først. Det mener jeg vil være imod blog-ånden og fjerne dynamikken i megen blogging. Løsningen kunne være at aftale rammerne for bloggens indhold på forhånd med sin redaktør – præcis som jeg har gjort med denne blog. Det synes jeg er helt fair og en fordel – også for bloggeren. Det er sjældent, at noget skriftlig produktion bliver specielt genialt uden en vis form for overordnet målsætning.

Og derefter kan bloggeren udfylde rammerne efter egen mavefornemmelse. Nok om det.

Panikdag! Oh rædsel!! Jeg kan afsløre, at det åbenbart ikke spiller nogen som helst rolle, at man får 11 til førsteårsprøven, har et temmelig omfattende CV med blandt andet selvstændigt journalistisk produktion, bogudgivelse på vej samt en universitetsgrad plus det faktum at jeg har været i praktik før (nemlig nu) – for at medierne gider ringe til én.

Sådan var det nemlig for mig. Ikke ét af de medier, jeg havde søgt ringede til mig på panikdagen. Lad mig opsummere. Jeg har et halvt års praktik her på Journalisten, og skal så videre til et nyt sted fra 1. august. Derfor var jeg til panikdag på DJH 18. april.

Men hvad spiller så en rolle?

Om mine ansøgninger var elendige? Tja. Det synes jeg ikke selv.

Om jeg var uheldig? 5 ansøgninger var i cirkulation! Statistikken taler imod rent uheld.

At jeg ikke havde én eneste underhåndsaftale på plads? Tjaa.. jeg kan ikke sige mig fri for mistanken.

Jeg blev en smule paf, det indrømmer jeg. Ikke så meget over, at jeg ikke fik drømmepraktikstedet, det er faktisk ikke det vigtigste, men over at jeg tilsyneladene ikke engang havde gjort mig fortjent til en samtale.

Dagen endte til gengæld rigtigt godt. Jeg crashede ved Ingeniøren og fik 12 måneder. Det var et år, det var i København. To vigtige kriterier for mig. Så jeg er rigtigt godt tilfreds, for stedet virker spændende og medarbejderne engagerede.

Men jeg vil godt give bolden videre til medierne. Hvis det fx ikke er ovenstående i efterspørger hos en praktikant, hvad er det så?

Jeg var til samtale et sted, inden jeg talte med Ingeniøren, hvor chefredaktøren viste mig en ansøgning, der var rigtig flot layoutet. Det havde spillet en meget stor rolle for ham. ”Den springer jo lige i øjnene,” som han sagde.

Desværre var ”superpigen”, som han kaldte kvinden bag ansøgningen, allerede blevet kapret af et andet medie. Jeg fik aldrig defineret det super ved hende, andet end at hendes ansøgning var, indrømmet, nydelig og i farver.

Jeg havde ikke layoutet mine ansøgninger, men istedet gjort mig umage med det, jeg skrev.

Hvis vi er nået til et punkt, hvor form kommer før indhold – så synes jeg ærlig talt, at vi er ude på et skråplan.

Hvad mener I?

At jeg efterfølgende ikke fik jobbet det sted, men at det gik til en anden, er jeg egentligt ret godt tilfreds med. Jeg mener af princip ikke, at nogen ansøgere skal bedømmes på deres evner i Indesign.