Avislæsningen i Danmark rasler nu for alvor ned. Og fortsætter udviklingen, vil under halvdelen af befolkningen læse avis allerede næste år. Det viser en ny opgørelse fra Børsen Medieanalyse.
Alene sidste år er andelen af dem, der slet ikke læser avis, steget med hele 25 pct. Og dermed er nyheder serveret med tryksværte på papir godt på vej til at blive en kuriositet på danskernes mediebuffet, skriver Børsen.
Konkret betyder det, at dagblade og gratisaviser til sammen har mistet kontakten til mere end en tredjedel af befolkningen
Ifølge den årlige opgørelse fra avisen, som bygger på medie- og nyhedsforbruget hos godt 1000 danskere, sker nedturen i alle aldre. Selv hos de 40-49-årige, som hidtil har været en del af alle dagblades kernemålgrupper, har næsten 40 pct. kvittet papiret. Og laver man en fremskrivning alene til 2012, så vil mindre end halvdelen af landets befolkning til den tid læse avis.
"Hidtil har vi talt om, at avisernes primære problem ligger i at tiltrække de unge læsere, men det ser efterhånden ud til at være forkert," siger Søren Schultz Jørgensen, mediekonsulent fra Kontrabande.
Og i Berlingske Media er koncernchef Lisbeth Knudsen da også bekymret:
"Der er selvfølgelig en stor udfordring her, for hverken det digitale annoncesalg eller salg af indhold svarer til de indtægter, vi har haft på avisen," udtaler Lisbeth Knudsen.
3