Nyhederne er fulde af fejl, viser international forskning. For første gang skal omfanget nu undersøges i Danmark.
Information har citeret afdøde kilder, og DR har bragt billeder, der ikke var fra Syrien, men fra Irak. I kølvandet på de to problematiske historier har Børsen undersøgt forskningen på området.
Og ifølge Scott Maier, underviser ved University of Oregon, er der hyppigt fejl i nyhedshistorier.
»Hver anden nyhedshistorie rummer faktuelle fejl. Mange af fejlene er ganske vist små, men det er alt for højt et antal,« siger Scott Maier til Børsen.
Han står bag noget af den opsigtsvækkende forskning på området. I 2005 undersøgte han med en kollega over 6000 nyhedshistorier. Resultatet var, at hver anden indeholdt faktuelle fejl. Undersøgelsen blev gentaget i Schweiz, og her var antallet af fejl på samme niveau, udtaler Scott Maier.
Desværre er der ikke lavet dansk forskning på området.
»Vi har ingen forskning, der belyser, om fejl og mangler er i vækst, og om det i givet fald har noget med voksende krav til journalistisk produktivitet at gøre,« siger Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS, til Børsen.
Men det skal et nyt forskningsprojekt lave om på. Copenhagen Business School skal i samarbejde med Roskilde Universitetscenter undersøge fejl i medierne, med indspark fra læser- og seerredaktørerne.
Projektet indsamler data i efteråret og ventes at udkomme i sommeren 2012.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.