David Montgomery kan blive tvunget til at skære ned og sælge ud af Det Berlingske Officin alene for at kunne finansiere købet af Orkla Media. Men hvem skal købe, hvis den britiske medie mogul sætter medier til salg?
UDSALGg. Aviser kan drives bedre, mener britiske David Montgomery fra Mecom Europe, der i disse dage endeligt overtager norske Orkla Media og dermed bliver ejer af danske dagblade som Berlingske, B.T., De Bergske Blade og Århus Stiftstidende.
Montgomery finansierer købet af Orkla Media med lånte penge, og det kan ifølge Berlingske Tidende tvinge ham til at sælge fra alene for at få råd til renterne på mellem 400 og 500 millioner norske kroner.
Sidste år tjente Orkla Media 450 millioner norske kroner, men 120 af dem stammer fra ugebladskoncernen Hjemmet Mortensen, der ikke indgår i handelen med Mecom.
Montgomery er med andre ord presset til at gøre noget. Men lektor Marcus Schmidt fra Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School har svært ved at se, hvem han kan sælge sine danske medier til.
»Berlingske Tidende er flagskibet, og selv om Urban begynder at være i balance, skal det holdes op mod, at det har kostet flere hundrede millioner kroner at etablere avisen. Det gør det uinteressant at sælge den fra, før de penge er tjent hjem igen,« siger Marcus Schmidt.
Weekendavisen kunne måske slås sammen med Information, men B.T. og Århus Stiftstidende er næppe meget værd.
»Århus Stiftstidende har kørt på pumperne i mange år. Den eneste mulige køber er Jyllands-Posten, som udelukkende vil overtage avisens knowhow og nedlægge den. På samme måde kan Politikens Hus købe B.T. og slå den sammen med Ekstra Bladet. Men det vil være vanskeligt, for de to aviser har hver sin målgruppe.«
Erhvervsbladet kan måske sælges til Børsen. Det bør også være muligt at afhænde De Bergske Blade.
»De Bergske Blade er formentlig en lille fornuftig forretning. Lokalaviser er mere sikret mod tilbagegang i oplaget på grund af lokalstoffet. Men igen: Hvem skal købe? Hvem har råd? Det er næppe muligt at låne penge til at investere i aviser for,« siger Marcus Schmidt.
Det Berlingske Officin og Den Sydvestjyske Venstrepresse A/S ejer hver halvdelen af aktierne i JydskeVestkysten. I forbindelse med salget af Berlingske-koncernen har det lokale selskab forkøbsret til officinets aktier. Selskabet forhandler i øjeblikket med Orkla, og der tegner sig to scenarier: Enten beholder Orkla sine aktier i JydskeVestkysten, eller også overtages de af Mecom.
Montgomery skærer hverken ned eller sælger fra, hvis han kan undgå det, vurderer chefanalytiker Henrik Schultz fra Danske Bank.
»Han har ikke lyst til at ødelægge sin investering. Han skal effektivisere, men han kan ikke blive ved med at rationalisere, uden at det går ud over alt fra brand over læserskare og annoncører til medarbejdernes evne til at skabe et interessant produkt. Det Berlingske Officins goodwill har en enorm værdi, som let kan smuldre.«
Det kan blive nødvendigt at tilføre yderligere kapital. Her er Montgomery afhængig af andres lyst til at investere i Mecom, og det kan tvinge ham til at sælge fra.
»Aktiemarkedet går op og ned, men det må være langt mere interessant for journalister at være et sted med dynamik, kraft og investeringslyst end på en avis, hvor man lukker øjnene, mens det går tilbage,« siger Henrik Schultz.
Med ny ejer indgår Det Berlingske Officin måske helt nye alliancer, lyder Henrik Jensens bud. Han er direktør i mediabureauet Carat.
»Konkurrencen er skærpet med de nye gratisaviser, og i krig og kærlighed gælder alle kneb, så måske går Det Berlingske Officin i alliance med Nyhedsavisen. Islændingene vil gerne have flere parter ind,« siger han.
Mecom har afsat 60 millioner euro til aviskrigen i Danmark. Men det er svært at få øje på, hvordan Montgomery skal tjene de penge ind igen, mener Henrik Jensen.
»Det koster at relancere en avis, og mens det har stor betydning internt, spiller det ikke den store rolle for læsere og annoncører. Måske er Danmark slet ikke et interessant marked for Montgomery. Han har bare fået det med i købet.«
Efter mange år hos Robert Murdoch er David Montgomery drevet af at få sit eget medieimperium, mener Marcus Schmidt fra CBS.
»Han kan ikke altid få det, han vil have, men køber, når noget er til salg, ud fra devisen, at går den, så går den. Han skal tjene penge og er ikke bange for at skære igennem, hvis det kan gavne helheden. Men netop bladbranchen har været igennem så mange sparerunder, at det er svært at komme længere ned uden at lukke helt.«
Kommunikationsdirektør Stig Finslo fra Orkla Media træder ind i ledelsen af Mecom Europe, og han bekræfter, at selskabet ser på sine forretninger med 'friske øjne'. Mecom overvejer blandt andet at sælge medier, hvor selskabet ejer under halvdelen af aktierne.
»Noget vil kunne sælges, og andet vil vi satse på. Det er for tidligt at drage konklusioner om, hvad vi beslutter os for, men vi er ikke tvunget til at sælge,« siger Stig Finslo.
Det nye ejerforhold bekymrer ikke Lasse Bolander, der netop har afløst Joachim Malling som koncernchef i Det Berlingske Officin.
»Vi er vant til, at vores ejere stiller krav om at tjene penge.
Vi skal tjene flere af dem, og det har ikke kun noget med den nye ejer at gøre. Vi skal være endnu mere effektive og blive bedre til at udnytte vores kræfter på tværs af organisationen,« siger koncernchefen uden at ville uddybe, hvad forandringerne vil byde på.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra David Montgomery.
Orkla Media
Med købet af Orkla Media overtager Mecom ledet af David Montgomery Nordens femtestørste medieselskab. I 2005 gav Orkla Media et overskud på 425 millioner norske kroner. Ved årets udgang bestod selskabet af 7.068 årsværk, heraf 3.000 i Danmark.
– Mecom udgiver aviser og ugeblade og beskæftiger sig også med lokalradio og -tv, digitale medier og direkte markedsføring.
– I Norge og Sverige udgiver Mecom lokalaviser.
– I Danmark ejer selskabet Det Berlingske Officin.
– I Polen er Mecom den største aktør på avismarkedet.
– Mecom er medejer af en enkelt regionavis i henholdsvis Ukraine og Litauen.
– Sidste år gik Orkla Media ind i det tyske digitalmarked og satser i øvrigt på digitale indholdstjenester i alle sine lokale markeder.
– Med købet af Orkla Media bliver Mecom også en stor
aktør inden for dialogmarkedsføring med
virksomheder i Norge og Sverige.
Salgsplaner
Ifølge Berlingske Tidende har Mecom planer om at sælge ud:
– Det gælder de to største kystaviser i Norge, Bergens Tidende og Adresse-avisen, for op mod 700 millioner norske kroner.
– Det gælder også Direkte Markedsføring i Norge og Sverige.
– Samt den svenske avis Norrländska Socialdemokraten ser også ud til at være i spil.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.