search

HVEM TJEKKER TJEKKERNE?

Forbrugerstof er godt stof. Så godt, at journalister oftere og oftere går ud og laver selvbestaltede undersøgelser, pristjek og prøvekøb. Fint nok. Alle brancher må kunne tåle at blive kigget efter i sømmene og udstillet i den offentlige gabestok, hvis de ikke gør det godt nok.

Forbrugerstof er godt stof. Så godt, at journalister oftere og oftere går ud og laver selvbestaltede undersøgelser, pristjek og prøvekøb. Fint nok. Alle brancher må kunne tåle at blive kigget efter i sømmene og udstillet i den offentlige gabestok, hvis de ikke gør det godt nok.
Som journalist i en brancheorganisation kan man dog alligevel ikke lade være med at stille sig spørgsmålet, om de metoder, som kollegerne på tv- og avisredaktioner benytter, altid holder vand. Sagde ekspedienten virkelig det? Var der virkelig mugpletter på sovsen, da prøvespiseren var på besøg? Og har journalisten virkelig stillet lige præcis det spørgsmål, han refererer i sin artikel? For hvem tjekker egentlig butiks-tjekkerne, når butikstjekkerne tjekker butikker?
Det gør i visse tilfælde butikkens overvågningskamera, og det kan nogle gange fortælle en lidt anden historie end den, som kommer offentligt frem.
Den 13. september var en journalist fra DRs Søndagsmagasinet en tur rundt på en håndfuld apoteker med et skjult kamera for at købe naturlægemidlet Modigen til "sin smådeprimerede kæreste". Modigen må ifølge loven kun anbefales mod "nedtrykthed og tristhed" og ikke mod depression. Man kan selvfølgelig diskutere, om "deprimeret" i folkemunde ikke er blevet synonymt med den tilstand, mange af os befinder os i mandag morgen. Men det er en anden historie.
I bedste dokumentarstil tager prøvekøberen tid på, hvor hurtigt ekspedienten får hevet præparatet ned fra hylden og givet det til kunden. "9 sekunder" står der med store bogstaver over skærmen under det første apoteksbesøg, hvor en anonymiseret ansat bukker sig ned og finder den ønskede vare frem.
Det var godt nok hurtigt, tænker man uvilkårligt – især når man ved, hvor meget den ansatte efter eget udsagn har haft tid til at forklare under ekspeditionen. Og ved et efterfølgende tjek af butikkens overvågningskamera får vi da også en helt anden historie. Det tager godt nok kun ni sekunder, fra prøvekøberen klokken 12.19 kommer ind på apoteket, til han får kontakt med farmaceuten. Men derefter følger farmaceuten med ham hen til hylden. De taler sammen i flere minutter. Han betaler, og ekspeditionen er færdig efter i alt tre minutter.
En fejl på to minutter og 50 sekunder lyder måske ikke af meget. Men det rejser det helt basale spørgsmål: Hvad er der ellers sket af fejl og misforståelser i den redigerede virkelighed, seerne blev præsenteret for i indslaget søndag aften den 1. oktober? Havde det været en videnskabelig undersøgelse, kunne man blandt andet have bedt om at se data om undersøgelsesdesign. Men når det er journalisten, der er ude og skaffe sine egne data, så er der ikke mulighed for at få udleveret båndene og på den måde kigge butikstjekkerens resultater efter i sømmene.
Lad det så være, at det nok også er de færreste videnskabelige undersøgelser, der ville driste sig til at konkludere ud fra et så spinkelt grundlag som fem interview eller besøg. Lad os også glemme diskussionen af, om journalisten virkelig ikke kunne dokumentere sin historie på andre måder end ved at bruge skjult kamera. Lad os nøjes med at konstatere, at det optagne personale havde meget svært ved at genkende journalistens gengivelse af situationen.
Man kunne så håbe, at denne haltende undersøgelse af apotekernes salg af naturlægemidler blot var en enlig svale. Men nej. Det er faktisk anden gang inden for et år, at vi har været ude for dette. Den 10. november sidste år var det Pengemagasinet på DR, der begik en tilsvarende fejl. Også her havde en journalistisk butikstjekker været på besøg på en række apoteker. Han mente, at han kun i fire ud af ti tilfælde havde fået det billigste præparat, som loven foreskriver, at han skal. Men journalisten tog fejl. Han blev faktisk korrekt betjent i seks ud af de ti prøvekøb. To af fejlekspeditionerne var endda til hans fordel, da apoteket gav ham et tilskud, som han ikke var berettiget til.
Stadig ikke godt nok for apotekerne, men dog bestået.
Denne fejl blev Søndagsmagasinet dog opmærksom på i 11. time og fik rettet op på den, da udsendelsen gik på. Desværre nåede de mange reklamespot på DR at blive sendt. Og foromtaler af undersøgelsens resultat kunne læses i samtlige avisers tv-oversigter. "Kun hvert fjerde apotek udleverer medicin til den rigtige pris …. Undersøgelsen er en bombe under apotekernes ønske om at bevare deres monopol."
Den er svær at slås med for en kommunikationsafdeling, der må råde sine foresatte til ikke at fortabe sig i defensive bortforklaringer om seriøsiteten af en undersøgelse i tv. En repræsentant fra branchen har nemlig efterfølgende kun ganske få minutter til at forklare sig i. Den korte tid bruges bedst ved at tilstå og så komme hurtigt videre med at fortælle, hvad man vil gøre ved problemet – uanset hvor stort eller lille det så i virkeligheden måtte være.
Tilbage står problemet med de selvbestaltede journalistiske "undersøgelser" og kontrollen af dem. Der kan være god grund til at lave den slags journalistik, men det kræver høj etik og stor selvjustits på redaktionerne at gøre det.
Nyhedsstrømmen bliver hurtigere og hurtigere, og journalistikken må jævnligt lægge ryg til beskyldninger om, at den er for overfladisk. Derfor bør de journalistiske redaktioner huske på, at det er dem, der sidder med ansvaret for troværdigheden i journalistikken. Der findes ingen kontrolorganer.
Redaktionerne må kontrollere sig selv.

 

Af Merete Wagner Hoffmann Informationsmedarbejder, Danmarks Apotekerforening

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen