For en uge siden løb Asbjørn With med dette års Cavlingpris. Det var samtidig sidste gang at formanden for komitéen Kurt Strand overrakte statuetten. Der skal findes en ny Cavling-komité i løbet af foråret og Kurt strand ønsker ikke at genopstille.
Når den nye komité skal udpeges har DJ-medlemmer større mulighed for at få indflydelse på hvem der bliver valgt. For første gang åbnes der op for at alle menige medlemmer kan indstille kandidater i stedet for at det kun er kredsbestyrelserne, der kan indstille, som det hidtil har været. Der bliver åbnet for indstillingerne »meget snart«, fortæller formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård.
Det er stadig Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund, der vælger hvem der skal sidde i komitéen, og derefter komitéen selv der udpeger en formand.
For at sætte debatten i gang om nye kandidater har Journalisten.dk indhentet bud hos tre mediefolk, der har haft hver deres forhold til Cavlingprisen: Programchef på Radio24syv Mads Brügger, som de seneste to år åbent har kritiseret komitéens valg af nominerede, Anna Vinding som er tidligere formand for komitéen og Ulrik Dahlin, der vand Cavlingprisen sidste år.
Mads Brügger, Programchef Radio24syv, foreslår:
Anton Geist (Information),
Christoffer Guldbrandsen (Dokumentarist og radiovært på Radio24syv)
Nils Thorsen (Politiken)
Begrundelse: »For det første må det for evigt være slut med folk der arbejder med kommunikation i den komité. Det er dybest set deres job, at stikke journalister blår i øjnene. Det skal eksklusivt være journalister, der sidder i den komité, og folk, der har forstand på undersøgende journalistik, og hvad der er en vigtig historie. Der skal også sidde folk, som kan værdsætte journalistik, som ikke er benhårdt ringbinds-graverarbejde. Portrætjournalistik og featurejournalistik er ikke det, der bliver præmieret mest,« siger Mads Brügger.
Han så gerne, at Cavling blev mere som Pulitzer. Både fordi Pulitzer deler priser ud i flere kategorier, men også i den måde Pulitzer-prisen er skruet sammen på. Her har man en skiftende jury, som sammensættes af tidligere vindere og kompetente fagfolk. De indstiller så nogle projekter til bestyrelsen for selve prisen, og hvis der ikke er flertal i bestyrelsen for en vinder, kan prisen ikke uddeles. Medlemmerne af bestyrelsen sidder der i længere tid og er typisk intellektuelle tænkere, der ikke direkte har med journalistik at gøre:
»Det kunne være for eksempel være Jørgen Leth, Carsten Jensen eller rektoren for Journalisthøjskolen. Det er en god model, fordi man på den måde sikrer en linje i, hvad der hyldes og man slipper for snakken om at den ene eller den anden journalist er blevet for gammel til at sidde i komitéen,« fortæller Mads Brügger.
Anna Vinding, tidligere formand for Cavling-komitéen, foreslår:
Elisabeth Svane (politisk redaktør, Fyens Stiftstidende)
Steffen Gram (DR)
Marianne Nielsen,(Ekstra Bladet, nuværende medlem)
Abelone Glahn (Freelancer, nuværende medlem)
Line Holm Nielsen (Berlingske)
Thomas Svaneborg (Jyllands-Posten)
Solveig Bjørnestad (DR)
Per Christiansen (TV 2)
Puk Damsgård (DR)
Simi Jan (TV2)
Begrundelse: »Det er lidt ligesom at sætte et Landshold. Der skal ikke være 11 Michael Laudrup’er på banen. Som formand lagde jeg vægt på, at komiteen var sammensat så alle ikke er ens, man supplerer hinanden og alle er lige. Der er altid stor diskussion omkring Cavling-prisen. Det synes jeg ikke gør noget – hele idéen er, at der skal være en faglig debat. Men det er vigtigt at komitéen står sammen om de valg, man træffer. Det kan man kun, hvis man i komitéen har respekt for hinanden og hinandens faglighed samtidig med, at man har en samarbejdsform, hvor man kan få en rå debat og alle argumenter på bordet,« siger Anna Vinding.
Ulrik Dahlin, journalist på Information og vinder af Cavling-prisen, foreslår:
Erik Valeur (journalist og forfatter)
Morten Bohr (freelancejournalist)
Begrundelse: »Selvfølgelig skal prisen kunne gives til flere former for journalistik, men når I nu spørger mig vil jeg tillade mig at være så enøjet at foreslå de bedste journalister indenfor den genre, jeg holder mest af, den afslørende journalistik,« siger Ulrik Dahlin.
Han advarer imod, at måle den afslørende journalistik på antallet af samråd og redegørelser:
»Der kan laves rigtig meget god journalistik, hvor resultaterne ikke er ligeså synlige. Det er en fejl at måle journalistikken på det brag, som den giver. Vi vandt Cavling-prisen på en sag, som fik Birthe Rønn Hornbech til at gå af som minister. Men selvom hun ikke var gået af, så ville jeg stadig synes at det var en god kampagne.«
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Carsten Jensen"
Et af Mads Brüggers bud. Det er da betryggende, at ingen har foreslået Mads Brügger
Tør man foreslå en formand, der kan læse mere end tre afsnit ad gangen på computer, tablet eller anden device og ikke skal have nethistorier printet ud i fem eksemplarer?
Meget traditionelle valg. Journalister vælger journalister, nøjagtig som kvinder har beskyldt mænd for at gøre i århundrede - mænd vælger mænd.
Der er ikke én der foreslår, at der skal være en fotojournalist/pressefotograf i Cavling-komiteen.
Jeg stiller mig gerne til rådighed, men for at det ikke skal blive for selvfed, kunne jeg foreslå Nicolai Fuglsig, Carsten Ingemann, Mads Nissen, Jan Grarup og mange flere. Det er selvklart at kortene skal blandes, så komiteen består af en blanding af alle faggrupper, der har chancen for at modtage prisen.
Det bliver uden tvivl én, der har de rigtige politiske holdninger. Mon ikke, at der er en fra Politiken der mangler et ekstra ben ;-)
Hvis bare den nye formand går ind for væsentlighedskriteriet og har forståelse for journalistikkens samfundsmæssige betydning, så betyder navnet mindre.
Flere