Lukkethedsprisen

Hvem skal have Journalistens lukkethedspris 2023?

Langsomhed, lukketheds-finter eller bare notorisk nej til interviews. Hjælp Journalisten til at finde de bedste lukketheds-kandidater fra det seneste år

Igen i år uddeler fagbladet Journalisten lukkethedsprisen. Prisen går til en person, virksomhed eller organisation, som det seneste år har skilt sig ud ved at holde relevante og væsentlige oplysninger ude af medierne og de offentlige samtaler. Vi håber, du vil hjælpe os med at finde de absolut bedste kandidater til prisen.

Sidste år fik daværende sundhedsminister Magnus Heunicke lukkethedsprisen, fordi Sundhedsministeriet havde været kritisabelt langsom med at behandle aktindsigtsanmodninger midt i den ekstraordinære coronakrise, hvor det ifølge juryen var så meget desto vigtigere at finde ressourcerne til at besvare aktindsigtsanmodninger.

Men hvem skal have prisen i år?

Måske Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der var markant længere tid end alle andre ministerier om at besvare en ifølge eksperter simpel anmodning om aktindsigt om ministeriets APV’er.

Måske et af de energiselskaber, som har tjent styrtende på energikrisen og alligevel holder oplysninger om for eksempel millionbonusser til udvalgte medarbejdere tæt ind til kroppen? Måske Danske Commodities, som sprængte alle rekorder for milliardoverskud og modsat tidligere år afslog at give interview om deres regnskab til blandt andet Berlingske?

Måske en, der påfaldende ofte siger nej til at stille op til interview i det hele taget? Mandag Morgen har afdækket, at statsminister Mette Frederiksen sagde nej til 19 ud af 20 interviewhenvendelser i årets første måneder.

Du kan også nominere kandidater for lukketheds-’finter’. For eksempel har der været ballade om Søren Pinds Medieansvarsudvalg, der har fået status af at være sin egen myndighed og dermed meget nemmere kan afvise anmodninger om aktindsigt. Noget som Enhedslistens Rosa Lund kaldte ’virkelig en uskik’ og DJ-formand Tine Johansen betegnede som en ’forkert beslutning’.

Eller måske du kender eksempler på mørklægning. Eksperter har kritiseret Det Kongelige Teater for at overstrege sætninger som ’der er ingen forståelse fra ledelsen’ og ’ingen i ledelsen tog sig af det’, da de gav Politiken aktindsigt i deres trivselsundersøgelse.

Har du flere og bedre bud til, hvem som skal have dette års lukkethedspris, så skriv til os på: journalisten@journalisten.dk.

Vi udvælger et felt af nominerede og har sammensat en jury til at udpege årets vinder af lukkethedsprisen.

Og skal du med på Folkemødet i år, er du meget velkommen til at overvære overrækkelsen af lukkethedsprisen. Det foregår torsdag den 15. juni kl. 19 i haven ved DJ’s hus.

2 Kommentarer

Finn Arne Hansen
28. MAJ 2023
Slagfjel må gerne rettes
Finn Arne Hansen
28. MAJ 2023
Dansk Journalistforbund for at lukke alle debatkanaler, undlade at svare på, hvorfor gruppelivsordnibgen er steget pludseligt fra 282 til 545 kroner, for at undlade at svare på, om Google må stjæle vores artikler, selv om kontingentkeonerne modtages med kyshånd?