search

Hvem skal afløse Mark Strudal?

Mange professionelle sportsfolk og trænere giver zombieagtige udtalelser til pressen. De er bange for at tale over sig og leverer ganske enkelt dårlig kommunikation, skriver kommunikationsrådgiver Claus Elgaard, der tidligere har arbejdet på TV2 Sporten. Nyt debatprogram på NEWS kan være vejen frem.

Mange professionelle sportsfolk og trænere giver zombieagtige udtalelser til pressen. De er bange for at tale over sig og leverer ganske enkelt dårlig kommunikation, skriver kommunikationsrådgiver Claus Elgaard, der tidligere har arbejdet på TV2 Sporten. Nyt debatprogram på NEWS kan være vejen frem.

For professionelle sportsfolk og trænere er det en naturlig ting at øve sig for at blive bedre. Men det er desværre ikke en del af dagligdagen i eliteidrætten at arbejde målrettet med medietræning. Mange klubber, ledere og atleter har svært ved at forstå, at søndag eftermiddag er en fælles arbejdsplads, når begivenheden fløjtes op. Den professionelle idrætsudøver er på arbejde. Journalisten er på arbejde. Og det er klubben også. Respekten for hinandens arbejde skal gå begge veje.

Det er klart, at spillerne ikke skal 'forstyrres' af spørgsmål, der ikke er relevante i forhold til den kamp, der starter om en time. Men det må også være indlysende enkelt, at en eller to spillere og en træner kan svare på spørgsmål om forventninger og taktik uden at være forpligtet til at afsløre alle detaljer.

En søndag eftermiddag kunne man i Sporten på P3 følge FC København spille hjemme mod SønderjyskE. Der var 30.000 i Parken. Studieværten lægger op til sportskommentator Carsten Ritter, der er på plads i nationalarenaen.
»Carsten Ritter, hvordan vil FCK åbne det jyske forsvar?«
Svaret er nedslående.
»Det ville jeg også gerne vide, men FC København valgte at lukke ned for alle interviews inden kampen,« må Carsten Ritter fortælle.

Det er tankevækkende, at flere klubber bruger spalteplads og tid i æteren til at forklare, hvor svært det er at finde sponsorer – samtidig med at de ikke vil stille sig til rådighed og besvare relevante journalistiske spørgsmål. Det er en kendsgerning, at mange klubber har en gæld på tocifrede millionbeløb. Gælden forsvinder ikke af at besvare de omtalte spørgsmål, men måske skulle mange klubber prøve at produktudvikle deres samarbejde med pressen og på den måde få noget merværdi til glæde for sponsorerne.

Jeg har selv medietrænet en del klubber og atleter, og det er gennemgående, at indgangen til et samarbejde med pressen ofte er mistroisk. Og den indstilling dræber tydeligvis både glæde, spontanitet og humor. Atleterne er så fokuserede på at 'passe på', at de glemmer at leve på skærmen og i spalterne.

Udøverne har svært ved at forstå, at man godt kan være kritisk over for et resultat uden at skulle svine nogen til. Alle medarbejdere, om du arbejder i Føtex, Jyske Bank eller en fodboldklub, skal selvfølgelig være loyale over for kolleger og arbejdsgiver. Men berøringsangsten for at komme til at sige noget forkert eller stødende gør atleterne sterile og intetsigende. Og efter et klart nederlag er forklaringen ofte automatisk.
»… Jamen altså, jeg synes ikke, vi var helt klar.«

Ikke helt klar! OK. Det eneste, en fodboldspiller i Superligaen skal, er at være klar søndag klokken 15.00. Så hvis det er den bedste forklaring og udtalelse, der kommer, så er der måske en forklaring på, hvorfor nogle sponsorer mener, at de ikke får nok for pengene.

Fodboldspilleren Mark Strudal kunne både sparke bolden i kassen og ramme nogle præcise slaglinjer, der automatisk fødte en overskrift. I dag spidser vi ører, når for eksempel håndboldmålmanden Kasper Hvidt udtaler sig. Han er ærlig, nærværende og har frem for alt kant. Kasper Hvidt er ikke en showman som Mark Strudal, men han er interessant at høre på, fordi han er til stede i interviewet.

Det kan man ikke sige om vores tidligere anfører på fodboldlandsholdet Jon Dahl Tomasson. Alle, der har været i nærheden af Jon Dahl, ved, at han er en yderst sympatisk sportsmand, men formentlig også den kedeligste at interviewe. Faktisk tror jeg ikke, at det interesserer Jon Dahl at blive interviewet, og derfor bliver det søvndyssende kedeligt. Sådan er det desværre med mange atleter, og det er en skam, når det faktisk er en væsentlig del af deres sport og forretning.

Når alt dette er sagt, viser det nye debatprogram 'Ankerdal på NEWS', at sportsfolk kan udtale sig om mere end kedelige analyser af deres egne præstationer – hvis bare de får pladsen til at udfolde.

I programmet får sportsfolk som Joachim Boldsen, Rolf Sørensen og Michael Maze første gang mulighed for at åbne op for maskinrummet og fortælle om deres holdninger til for eksempel 'usportslig' opførsel på banen. At Lars Jacobsen ikke fik lov af FC København til at medvirke i programmet viser bare, hvordan FCK's ledelse tænker. Lars Jacobsen er en intelligent og indsigtsfuld fyr, der ville løfte programmet – men klubben var åbenbart bange for, at han ville dumme sig.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen