Læste du om budgetforliget i København forleden? 47 milliarder kroner fik ben at gå på. Herunder 3,6 milliarder til nye bygge- og anlægsprojekter.

Du behøver ikke skamme dig. Aftalen fik begrænset opmærksomhed i nyhedsmedierne. Eksempelvis kan det samlede antal artikler, der omtaler budgetforliget, tælles på en hånd i den følgende uges trykte udgaver af Berlingske og Politiken.

Befolkningen er ikke på fornavn med københavnske politikere, og rådhuset er ikke et journalistisk indsatsområde, som det tidligere har været.
Det er godt for demokratiet, for det giver politikerne ro til at koncentrere sig om det saglige, mener Frank Jensens pressechef, Jakob Elkjær.

Det er skidt for demokratiet, for der mangler de dedikerede journalister, der kan følge processerne og skabe offentlighed om beslutninger, før de bliver taget, lyder det modsat fra flere kritikere.
»Det, man oplever fra mediernes side, er, at interessen er meget lille og meget sagsorienteret. Der er ingen, der følger debatterne, og ingen journalister har et samlet overblik over, hvad der foregår. Ingen er dedikeret til Danmarks suverænt største kommune og arbejdsplads,« siger Lasse Glavind, der er medlem af Vesterbro Lokaludvalg – et af hovedstadens 12 bydelsråd, der tager sig af nærpolitiske spørgsmål.

Han konstaterer, at tidligere tiders kontinuerlige dækning af de politiske beslutninger er afløst af mere specifik dækning af enkeltsager. Men problemet i hans øjne er, at man på den måde ikke får skabt offentlighed om sagerne, før de er vedtaget.
»Dækningen sker ligesom på efterbevilling. Vi får ikke taget de store diskussioner, før de forudsigelige fejl opstår. For der var ikke en presse til at tage hul på diskussionen og høre de folk, der havde andre meninger,« siger Lasse Glavind.

Forleden kunne man i Politiken læse følgende citat af trafikplanlægger og Oxford-professor Bent Flyvbjerg:
»Metroselskabet har tidligere misinformeret, så røgen stod. Væsentlige dele af den gamle ledelse sidder der stadig, og hvis den følger sin sædvanlige adfærd fra projektets tre første faser, skal vi ikke regne med at få sandheden at vide. Men før eller senere indhenter sandheden selvfølgelig projektet og Metroselskabet.«

Politiken er en avis, der i dag flittigt dækker de problemer, metro-byggeriet har forårsaget. Men i Lasse Glavinds øjne er metro-historien netop et glimrende eksempel på, at pressen kom for sent til at informere om beslutningerne og afdække det spin, som Flyvbjerg omtaler.
»I Vesterbro Lokaludvalg har vi peget på nogle af de her ting, for eksempel situationen omkring metro-byggeriet i Stampesgade, som nærmest har været historien om et bebudet mord,« siger Glavind.

Han tror på, at en mere systematisk dækning af politikken på rådhuset ville have fanget metro-problemstillingerne på et tidligere tidspunkt.
»Ja. Man ville have opdaget, at Metroselskabet lyver skråt, og en detalje, som at Henrik Plougmann Olsen – direktør for Metroselskabet – kommer fra en direktørstilling i kommunen. Dækningen nu er fin, men det er sent at få debatten.«

Anders Peter Mathiasen dækkede tidligere København for Ekstra Bladet og kom ofte på rådhuset og i rådhusets presseloge, som i dag er lukket. Han ser også metro-sagen som symptomatisk for en presse, der i dag er mindre nidkær omkring de politiske beslutninger på rådhuset.
»Da metroen blev besluttet, vidste folk ikke, hvad der skulle ske. Politikens metro-dækning blev startet af kulturredaktionen, fordi der skulle graves op foran Marmorkirken. Der kom slet ikke nogen debat ud af de gener, som københavnerne oplever i dag. Det blev besluttet, uden at folk vidste noget, og uden at politikerne selv vidste noget. Det er et kæmpe svigt,« siger han.

Også Roger Buch, forsker i medier og politik ved DMJX, peger på metroen som en sag, hvor beslutningsfasen fik for lidt opmærksomhed.
»Det er et interessant eksempel på, hvornår man interesserer sig for det kommunale – kun når det går galt. På Christiansborg er man flittig i sin procesdækning. Men havde der været en lige så intens procesdækning af Metroselskabet, kunne man sikkert have gravet en masse spændende diskussioner frem, som var værd at tage op,« siger Roger Buch.

Lasse Glavind, der er medlem af Vesterbro Lokaludvalg – et af hovedstadens 12 bydelsråd, der tager sig af nærpolitiske spørgsmål, tror på, at en mere systematisk dækning af politikken på rådhuset
ville have fanget metroproblemstillingerne pået tidligere tidspunkt. – foto: Morten Nilsson

En, der netop er glad for at slippe for en Christiansborg-lignende procesdækning, er Jakob Elkjær, pressechef for overborgmester Frank Jensen. Han ser det som gavnligt for det politiske arbejde, at der er ro.
»Det kan måske lyde paradoksalt, men det er virkelig positivt, at presselogen er tom, og at journalisterne er vendt hjem til redaktionen. I stedet for at vi skal forholde os til journalister, der er interesserede i proces, rådhusfnidder, intriger og meningsmålinger som på Borgen, så får vi lov til at diskutere emner, der er vigtige for borgerne, i pressen.«

Jakob Elkjær erklærer sig generelt uenig i påstanden om, at der ikke er ordentlig offentlighed omkring de politiske beslutninger på rådhuset, og at der ikke er dedikerede medarbejdere, der dækker kommunen.
»Der er måske ikke en rådhusdækning, men der er en bred dækning af København, og det må være det vigtige for borgerne. Jeg tror generelt, man skal passe på med at romantisere de gode gamle dage. Ja, der blev hængt ud og drukket og røget mere, men kom der bedre journalistik ud af det? Næppe,« siger han.

Det synspunkt kan Roger Buch godt følge – men kun et stykke hen ad vejen.
»Han afspejler jo en debat, der har været der i nogle år, om mindre fokus på substans og mere på proces. Så ja – et stykke hen ad vejen er det godt med mindre proces. Men det betyder jo desværre, at borgerne ikke kan følge med i, hvad der foregår, og først bagefter kan se, hvad der er besluttet,« siger Roger Buch.

Gunna Starck, tidligere byplansborgmester, i dag medlem af indre bys lokaludvalg for Enhedslisten, peger på, at de kommunale beslutninger er mere skjulte for offentligheden. Det skyldes den kommunale styreform, hvor de fleste beslutninger i dag tages ved udvalgsmøder og ikke i åbne borgerrepræsentationsmøder.
»I gamle dage kunne folk opleve en førstebehandling af sagerne i Borgerrepræsentationen. Dengang var tilskuerpladserne fulde. Folk råbte og skreg og blev smidt ud af politiet. Men i dag er udvalgene styrende. Debatten i Borgerrepræsentationen betyder ikke noget, for sagen er allerede bøf. Borgerne ved ikke, hvad der foregår, og det kræver en vaks presse at fange det. Og det gør de ikke,« siger Gunna Starck.

Tom Ahlberg var skole- og kulturborgmester i København fra 86 til 94, da københavner-politik i højere grad var pligtstof. Det førte blandt andet til intens dækning af de skolelukninger, han gennemførte, men også, når der for eksempel skulle projekteres et nyt hovedbibliotek. I dag savner han ’referat-journalistikken’.
»Medierne havde jo afsat journalistiske kræfter, og så skulle der også produceres noget, uanset om det var konfliktstof eller ej. Jeg synes, vi mangler noget referat-journalistik. Sådan noget Altinget-agtigt, så folk kan få almindelig orientering om, hvad der sker,« siger Ahlberg.

Den orientering, konstaterer han, sker i dag gennem kommunens informationsmedarbejdere.
»Det er jo helt åbenlyst, at kommuner har oprustet på medarbejdere, der sørger for at informere og sende pressemeddelelser ud. Men det giver et farvet billede af, hvad man laver. Man holder konflikterne væk og drejer hen på det, der er opportunt. Derfor kan man godt efterlyse, at nogle dækker stoffet bare for at fortælle, hvad der sker.«

Det gjorde Hanne Fall Nielsen. Men hun var i halvfemserne selv med til at ændre københavner-dækningen på Politiken, hvor man gik fra pligtdækning af Borgerrepræsentationen til at være mere enkeltsags-orienteret.
»Politiken og Berlingeren skriver stadig meget om byen, det er bare ikke: ”I aftes skete der det og det i Borgerrepræsentationen.” Jeg tror, man misser nogle historier, men det gjorde vi også før, da vi sad med ryggen mod verden og dækkede mødet,« siger Hanne Fall, der i dag er ansat på Jyllands-Posten.

Hun forklarer mediernes falmende interesse for kommunalpolitik med, at den simpelthen betyder mindre. Rammestyringen fra Christiansborg er så udtalt, at det kun er detaljer, der skal pusles på plads ude i byrådssalene.
»For 20 år siden var der stor forskel på måden at leve på i Hirtshals og Hørsholm. Derfor var det relevant at skrive om. Men i dag er der sket en total ensretning af velfærdsservicen. Vi har kun et byråd i Danmark, og det er Christiansborg. Og det byråd har besluttet, hvad de må rundt omkring i landet. Kommunerne er blevet drift-organisationer og ikke politiske organisationer. Og ligesom vi ikke skriver, at togene går, så skriver vi heller ikke om kommunal drift, når det bare er drift,« siger Hanne Fall Nielsen.

Her er Roger Buch dog af den stik modsatte holdning.
»Jeg må sige, at jeg er dybt uenig. Men hun viderebringer mytologien om kommunalpolitik og grunden til, at man dækker det så ringe,« siger han.

I Roger Buchs øjne er mediernes ringe kommunale fokus paradoksal, fordi den lokale politik i virkeligheden er langt vigtigere end det, der foregår på Christiansborg.
»Går man ned under overfladen og kigger på, hvor forskelligt det er, så vil man opdage ekstremt stor forskellighed. Nogle steder betaler man 22,8 procent i kommuneskat, andre steder 27,8 procent. Prisen på en vuggestueplads svinger fra 2.000 til over 3.500 kroner. Nogle steder bruger en kommune 120 kroner om året per borger på kultur, en anden kommune bruger 1.300 kroner om året. Finanslovsforhandlingerne bliver dækket intensivt, selv om det højst er 3-5 milliarder, der flyttes på. I mine øjne er kommunernes budgetter for 2014 langt vigtigere,« siger Roger Buch.

Han tror, at medierne snyder sig selv for et væld af gode historier ved at nedprioritere kommunalstoffet.
»Den seneste Cavlingpris-historie er et godt eksempel. Og jeg tør godt love, at der i kommunerne findes masser af tilsvarende historier, der ikke graves frem, fordi det ikke dækkes tilsvarende af landsmedier, og fordi de lokale medier er pressede på ressourcer.«

Den kommunalpolitiske dækning i Danmark er en ujævn størrelse. I nogle af de større provinsbyer med regionale dagblade bliver byrådspolitikken stadig dækket ganske udførligt. Så heldige er københavnerne ikke.
»Problemet er, at der mangler en lokalpresse i København. Der er bydelsaviserne, men de er optaget af bydelene. Men den lokalpresse, der kan dække den helt overordnede politik, har ikke været der i min tid,« konstaterer Hanne Fall Nielsen.

En kortvarig undtagelse fra den regel var JP København, der i i slutningen af halvfemserne udkom som tillæg til Jyllands-Posten. Dengang en nyskabelse, der ifølge Journalistens kilder fik rådhusfolket på mærkerne – både politikerne og de etablerede journalister.

Sådan huskes det også af Claus Johansen, der dengang var redaktionschef på JP København.
»Jeg mener, at JP København gjorde en enorm forskel. Den betød, at der var et medie, der havde massivt fokus på rådhuset. Og det ansporerede også Berlingske og Politiken og i et vist omfang også Københavns Radio og TV2 Lorry. Vi fodrede jo de to sidste på daglig basis,« fortæller han.

Angiveligt lå der markedsmæssige tanker bag JP København. Men Johansen oplevede, at der på det tidspunkt også var et journalistisk hul, der kunne udfyldes.
»Det var der. Der var en kæmpestor bane at spille på. Berlingske lavede af og til københavnerstof, men ikke særligt kontinuerligt og fyldestgørende. Lige pludselig var der et medie, der alle ugens syv dage skrev om, hvad der foregik på rådhuset og i øvrigt alle mulige andre steder.«

JP København genoptog traditionen med at have en fast mand siddende ved borgerrepræsentationsmøderne, hvilket de øvrige medier ellers var ved at gå væk fra. Det var alle pengene værd, mener Claus Johansen.
»Det gav en branding og en bevidsthed hos politikerne, der vidste, at vi sad og lyttede. Det kastede tonsvis af historier af sig, og vores journalister fik stort kendskab til politikerne i København.«
JP København blev nedlagt i 2006, efter at selskaberne bag JP og Politiken var fusioneret i 2003.

Politiken har i dag én dedikeret københavner-medarbejder, og han er det kun på deltid. Men det er et fremskridt, for før havde man slet ingen, lyder det fra ham selv – Flemming Christiansen.
»Før lå det under kommunalredaktionen, men dengang var vi også bedre til at dække Billund. Så har vi også haft en socialredaktion, hvor København i stor stil er indgået. Men du kan ikke få det til at gå op med en tese om, at vi har nedprioriteret København, for det er første gang, der står København på ryggen af nogen,« siger han.

Flemming Christiansen peger også på den dækning, der sker på nettet under kultursektionen I Byen, der også ser på for eksempel byplanlægning og bevillingspolitik.
Han blev selv for 26 år siden ansat på en ’City-desk’, der dog især var dedikeret byens kriminalitetsstof. Den lokalpolitiske dækning lå på kommunalredaktionen, som blandt andet fulgte møderne i borgerrepræsentationen.
»Jeg har også siddet der, og det kunne godt nok være dræbende. Men jeg går stadig på rådhuset og snakker med kilder. Og jeg har da fået skrevet en masse artikler, for eksempel om nybyggerier ved havnen og manglende høringer,« siger Flemming Christiansen.

Berlingske har ingen dedikerede københavnermedarbejdere, men til gengæld en kommunalredaktion med en bemanding på omkring otte personer, fortæller Jonas Christoffersen, souschef på Indland. Han mener derfor, at der er masser af viden og dedikation, bare ud fra andre vinkler.
»Ved for eksempel at have skolemedarbejdere har man en særlig specialistviden, der kan give en tilgang til stoffet, man ellers ikke ville have. Så på nogle måder kan vi dække endnu dybere, også i København. Og jeg vælger at tro, at vi får de tips, vi skal have, også uden at sidde på rådhuset,« siger han.

Han fortæller, at kommunalredaktionen bliver styrket yderligere i forbindelse med kommunalvalget, og at valget i København altid er vigtigt, om end det savner spændingen omkring overborgmesterposten, da alt peger på en ny periode til Frank Jensen.

Morten Friis Outzen-Jensen, chefredaktør på MedieCentret Frederiksberg, der producerer bydelsaviser i Valby, Vesterbro, Nørrebro/NordVest, Vanløse og City, fortæller, at man i princippet gerne vil dække overordnede linjer i København, og at man i forbindelse med kommunalvalget har nedsat en task force, der kan koordinere fælleshistorier, og at man i øvrigt også samarbejder med søsteraviserne på Østerbro og Amager.

Men vilkårene for at give sig i kast med større politiske historier er ikke blevet bedre over årene, konstaterer Simon Ankjærgaard, der var på Østerbro Avis fra 1999 til 2008.
»Jeg husker det, som om vi dækkede meget politik og virkelig gav den gas omkring kommunalvalgene. Men Berlingske har skåret og skåret, og det, jeg hører, er, at folk er helt vildt pressede, og at det hæmmer sammenhængen på tværs af bydelsgrænserne,« siger han.

Lasse Glavind er ikke imponeret af lokalavisernes dækning.
»Der bliver ikke fulgt op på tingene. Og det forekommer mig ikke, at man ved nok om Københavns Kommune. Det er ikke ambitionen med en fælles dagsorden. For at sige det lidt strengt – ambitionen er at sælge nogle annoncer. Næste led er så Politiken, men jeg savner det der mellemled, som kan skabe en kritisk offentlighed.«