search

Hvem fanden er Paris Hilton?

Ja, - jeg véd godt, at hun er en 26-årig amerikansk kendis og arving til hotelkæden.

Ja, – jeg véd godt, at hun er en 26-årig amerikansk kendis og arving til hotelkæden. Men hvad i alverden gør hende berettiget til hele tiden og i kraftigt voksende omfang at forurene mine danske medier? For mig at se er der ingen berettigelse overhovedet.
Hidtil har Paris Hilton været behørigt omtalt i tabloidpressen og i billed-ugebladene. Ikke at jeg forstår, hvilke journalistiske kriterier der ligger til grund for den små og tilsyneladende helt ubegavede Paris Hiltons ufattelige eksponering i danske medier, men jeg har ikke følt mig generet så voldsomt af det, så længe det holdes i de medier. De lever trods alt af kendisser, og hvis ikke de har nok at tage af, så tager man altså tilsyneladende nogle tilfældige fæhoveder, som er kendte i USA.
Og så på selve dagen – i dag den 4. juni – hvor DR-medarbejdere med et kors og en happening havde erklæret public service afgået ved døden, havde DR's TV-avisen valgt at demonstrere det med al ønskelig tydelighed ved at have ladet et indslag om Paris Hilton slippe igennem de redaktionelle kontrolprocsser. I selve statsfjernsynet fandt man det således væsentligt i et indslag at fortælle licensbetalerne og tv-seerne, at nu havde Paris Hilton indfundet sig i fængslet for at afsone en dom for at køre uden kørekort og køre spritkørsel.
Måske er det mig, der er dum eller uoplyst om Paris Hiltons aktiviteter, men som jeg er informeret har den forkælede milliardærdatter aldrig foretaget sig andet end at gøre opmærksom på sig selv blandt andet via skandaler. Mig bekendt kan pigebarnet intet og har aldrig kunnet det. Men hendes mærkværdige adfærd, som i bedste fald er ligegyldigt, er åbenbart nu nok til at kvalificere sig til omtale i alverdens medier – selv DR.
Nu skal DR ikke tage alle tævene, for der er efterhånden ikke dét medie – som i parantes bemærket gerne betegner sig selv som seriøse – der kan sige sig fri for at have hoppet på de absolutte ikke-nyheder om Paris Hilton. Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken etc. Tilgiv mig hvis jeg anklager nogen af dem uretfærdigt, men det tror jeg ikke, at jeg gør.
Også NYHEDERNE på TV 2 sprang på limpinden for nogle uger siden – ovenikøbet i det for en gammel erhvervsjournalist så højhellige TV 2 Finans. Den ellers så værdige nyhedsoplæser Caroline Boserup må have gjort knuder på sig selv, da hun i sit oplæg og voice-over fortæller, at Paris Hilton nu for første gang kommenterer … tja, who cares.

Det er ret absurd, at især de såkaldt seriøse medier tilvælger nyheder om Paris Hilton, når man samtidig tænker på, at det derved betyder fravalget af andre nyheder. Jeg skal gerne påtage mig at finde fem nyheder, som ville have været mere relevante og væsentlige end en historie om Paris Hilton.
Jeg er spændt på at høre, om nogen kan forklare og/eller forsvare det. Jeg forstår det simpelthen ikke, for der må være sket noget dramatisk med nyhedskriterierne uden, at jeg har opdaget det. I hvert fald kunne jeg ønske mig en stærkere refleksion på redaktionerne over kendisstoffet, som synes at snige sig ind overalt – også hvor det ikke burde være.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen