Hvem er den kollega, der har siddet fængslet over 5000 dage?

Den svensk-eritreiske journalist Dawit Isaak har været fængslet i over 13 år i Eritrea. Journalistforbundet i Sverige mener ikke, regeringen gør nok for at få ham fri. »Man kan vælge en blød vej eller en hård vej, men frem for alt kræver vi, at man gør noget«

»I Journalistforbundet vil vi ikke droppe denne sag, så længe han sidder fængslet.«

Sådan svarer Eddie Pröckl fra det svenske journalistforbund på spørgsmålet om udsigterne til at få den svensk-eritreiske journalist Dawit Isaak løsladt.

Dawit Isaak har siddet fængslet i Eritrea i mere end 5.000 dage anklaget for forræderi. Eddie Pröckl repræsenterer det svenske journalistforbund i arbejdet for at få Dawit Isaak frigivet. Han undrer sig over de svenske myndigheders passivitet.

»Det er utroligt mærkeligt, at man har en medborger fængslet i over 13 år i et andet land uden rettergang, og at det ikke lykkes at få ham løsladt. Den svenske stat kan jo anvende både politiske og økonomiske sanktioner, hvis den vil,« siger Eddie Pröckl.

Journalist på uafhængig avis

Den svensk-eritreiske journalist Dawit Isaak var medejer af Setit, den første uafhængige avis i Eritrea. Men i september 2001 blev han anholdt i Eritrea anklaget for at have omtalt en konflikt mellem præsidenten og en gruppe af reformaktivister.

Han har siddet fængslet i Eritrea lige siden og er ikke blevet stillet for en dommer. Amnesty International anser ham for at være samvittighedsfange.

I 2002 rapporterede Committee to Protect Journalists, at Dawit Isaak var blevet udsat for tortur, hvilket regeringen afviste. Reportere uden Grænser og den svenske publicistklub har lagt pres på myndighederne i Eritrea for at få Dawit Isaak løsladt.

I 2009 opfordrede de fire store aviser Aftonbladet, Expressen, Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet på forsiden til, at Dawit Isaak skulle løslades. Mere end 200.000 svenskere har underskrevet erklæringen om Dawit Isaaks frigivelse.

Tidligere på ugen var der demonstrationer i Stockholm foran Eritreas ambassade. En gruppe borgere havde foreslået, at pladsen foran ambassaden skal omdøbes til ’Dawit Isaaks Frihetstorg’. Forslaget om navneskiftet er det seneste forsøg på at skabe opmærksomhed om Dawit Isaaks sag.

Ingen vegne med stille diplomati

Siden fængslingen har de svenske myndigheder forsøgt sig med stille diplomati. Eddie Pröckl er ikke tilfreds med myndighedernes indsats.

»Det såkaldte stille diplomati har ikke givet resultat indtil videre, og det er ikke tilfredsstillende,« siger han.

Mener I, at de svenske myndigheder bør vælge en ny strategi?

»Vi kræver, at den svenske regering handler langt mere aktivt end tidligere for at få Dawit Isaak løsladt. Man kan vælge en blød vej eller en hård vej, men frem for alt kræver vi, at man gør noget,« forklarer Eddie Pröckl. 

Sanktioner og boykot

Han mener, at Eritrea skulle sættes på dagsordenen i den svenske udenrigspolitik, og at der skal gennemføres sanktioner mod landet.

»I Sverige arbejder man meget med Israel-Palæstina-konflikten i udenrigspolitikken. Men der sidder ingen svenskere fængslet i Palæstina eller i Israel.  Man burde fra svensk side arbejde for sanktioner eller boykot af Eritrea gennem EU eksempelvis,« siger han.

Er Dawit Isaak i live?

»Vi er ikke sikre på noget. Men vi betragter ham som levende, så længe vi ikke har beviser på andet. Regeringen i Eritrea har ikke noget at vinde ved at holde det hemmeligt, hvis han er død. Derfor mener vi, at det mest sandsynlige er, at han er i live,« siger Eddie Pröckl.

0 Kommentarer