search

Hvad ved journalister – om at drive et medie

Det spirer derude. Det vrimler med nichemedier, hvor skribenterne har styr på deres emne, og hvor der er tale om velskrevne nyheder, interviews og analyser

Tager man en rundtur i landskabet af nye danske net-medier, bliver man hurtigt i forårshumør. Det spirer derude. Det vrimler med nichemedier, hvor skribenterne har styr på deres emne, og hvor der er tale om velskrevne nyheder, interviews og analyser.

Men, der er også grund til bekymring. Det kræver meget mere end godt indhold at få et netmedie til at overleve på lang sigt.

Jeg frygter, at vi journalister har glemt, at godt nok er vi gode til at lave indhold, men vi er ikke uddannet forretningsfolk, designere eller IT-folk.

Vi tror, at vi kan klare os med de forhåndenværende midler: Der er jo ikke svært at indsætte et banner på et website. Det er ret overkommeligt at lave et hurtigt logo. Og der findes CMS-værktøjer der gør, at man kan komme hurtigt i luften, så hvorfor skulle vi ringe efter hjælp?

Det er den tankegang, der er farlig.

HVAD SKAL DU MED DESIGNERE, IT-FOLK og CBS-TYPER?

For der er stor forskel på at lave et logo i Photoshop – og så på at fremstille et design, der hænger sammen på tværs af website, iPad-app og nyhedsbrev. For nu at tage det basale. Derudover bør sitets usability være så gennemtænkt, at det får folk til at blive hængende og købe mere.

For den rigtige designer handler det ikke om valg af farver, men om at sitets branding er så skarp, at målgruppen føler sig ramt og tiltrukket alene ud fra look-and-feel.

Der er også forskel på at komme i luften med en gratis WordPress-skabelon, og så have et fin-tunet site, hvor man har optimeret sammenhængen med sociale medier, rss-feeds, nyhedsbreve, indsigt i søgemaskine-optimering og optimerede underside, hvor man ikke mister læserne for enden af artiklerne.

De rigtige tech-folk kan ikke bare hjælpe dig med optimere sitet, men kan give indsigt i helt nye platforme og målgrupper, som du burde overveje. Læg mærke til, at den største udfordring for mediebranchen kommer fra teknologi-firmaer som Google, Apple og Facebook. Hvem bidrager med den tech-indsigt i din organisation?

Og så er der ikke mindst forskel på at forstå sin målgruppe, og så være i stand til at lave en forretning ud af det. Er det nok at ramme et par tusinde danske læsere? Vil brugerne betale for redaktionelt indhold eller skulle i hellere gå efter services og efter at give brugerne synlighed? Findes der bedre indtægts-alternativer end at indsætte Google Adword-annoncer i højrespalten? Og hvem er den Excel-haj, der styrer budgetter og regnskaberne?

 

DEN PROFESSIONELLE LIGA
Mange af de nye netmedier har en redaktionel kerne på et par dedikerede fagfolk, der suppleres af 10-20 løst tilknyttede bloggere eller skribenter. Et par af dem ved måske også lidt om teknik og en ved godt, hvordan man skærer lidt til i Photoshop. Men hvor er fagfolkene: Teknikerne, designerne og annoncefolkene, som man finder i en velfungerende medieorganisation.

Spørgsmålet melder sig ikke mindst for de sites, der måske drømmer om at komme i betragtning til mediestøtten næste år. Her kommer der sikkert krav om budgetter, forretningsplaner, beskrivelse af målgrupper og meget mere.

Min påstand er, at vi ikke har set så høj kvalitet og så mange nye initiativer i webbranchen siden 1999. Der er virkeligt grund til at være optimistisk, når man dykker ned i de mange niche-sites. Denne gang er der tænkt meget mere i tæring-efter-næring, og derfor ser vi næppe det samme crash som i 2001.

Man kan godt drive et netmedie på højt niveau. Men hvis alle kræfterne ikke skal være spildte og sitet gå i stå, i samme øjeblik redaktøren får børn eller et nyt job, så skal der andre folk til, som kan supplere med seriøs viden omkring teknik, design og forretningsudvikling.

Måske er det på tide at opgive lidt af stoltheden, og gå sammen med andre sites, så I sammen bliver interessante som samarbejdspartnere for dygtige designere, IT-folk og forretningsfolk.
 

HVOR ER DE OVERSETE SITES
For en ordens skyld, så skal det understreges, at dette indlæg ikke handler om de sites, der allerede er oppe at køre, og som har kæmpet sig frem til et højt niveau både indholdsmæssigt, men også på design, teknik og forretning.

Du bruger sikkert en del af dem allerede: Det kan være generelle netaviser eller politiske websites som Altinget.dk, dk-nyt.dk, avisen.dk eller dagens.dk.

Er du sportsinteresseret læser du sikkert bold.dk, feltet.dk.

Er du teknisk-interesseret læser du sikkert Version2.dk, Ing.dk, Comon.dk eller Computerworld.dk.

Måske er du til mere de eksperimenterede sites som Zetland.dk eller ThirdEar.

Men, der findes langt flere. I det indsatte slide-show finder du 35, og jeg skylder en kop kaffe, hvis du kendte mere end 10 af dem i forvejen.

Der er helt sikkert endnu flere derude. Send mig gerne et link – eller følg med når jeg tweeter om "OverseteNetmedier kl 20" hver aften på @ernstpoulsen.

 

 

 

Ernst Poulsen arbejder i øjeblikket sammen Johan Winbladh, Nikolaj Opstrup, Signe Jepsen, og Claus Blicher om at arrangere Startup Weekend Copenhagen Mediahvor folk fra forskellige faggrupper mødes d. 12.-14. april for at udvikle den næste generations medier. 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen