RETSSAG. Det var med blandede følelser, at jeg som tidligere chefredaktør for Urban forleden modtog højesteretsdommen over min journalist Lars Wikborg i knivsagen fra Københavns Lufthavn.

Først og fremmest var jeg selvfølgelig glad for, at Højesteret gjorde Lars straffri og dermed vægtede hensynet til pressens vilkår højest. Det har de sidste fire år været mig en gåde, at såvel by- som landsret har ment, at Lars skulle have en bøde for at tage grillkniven med ud af restauranten.

Dernæst var jeg skuffet over, at kun to af de syv dommere mente, at der skulle ske fuld frifindelse. For nok tog Lars Wikborg kniven i restauranten, men det var en simpel nødvendighed og blev gjort uden fare for andre. Det var nødvendigt af hensyn til historien at tage kniven, og derfor burde Lars have været frifundet.

Men først og mest føler jeg vrede, og at jeg har svigtet. Jeg er ganske enkelt vred over, at jeg ikke som ansvarshavende har kunnet blive medtiltalt i denne sag.

Jeg har faktisk insisteret på at blive det, eftersom det var mig, der bad Lars Wikborg og hans kolleger om at lave historien. Jeg havde ansvaret for sagen, herunder hvordan vi skulle udføre selve bortskaffelsen af kniven fra restauranten, og jeg udpegede de journalister, der skulle involveres.

Alligevel kunne jeg ikke få lov til at blive tiltalt, for jeg var ikke i lufthavnen, da mine journalister tog kniven. Så i lovens forstand har jeg ikke gjort noget ulovligt. Derfor føler jeg også, at jeg har svigtet Lars Wikborg. Det er ikke mig, der har skullet gennem tre retsinstanser, det er ikke mig, der har risikeret straf, og det er ikke mig, der nu sidder tilbage med en plettet straffeattest.

For som ansvarshavende er jeg nok ansvarlig i forhold til medieansvarsloven for det, vi skrev om sagen, men når det kommer til straffeloven, er jeg fuldstændig ansvarsfri. Også selv om jeg har pålagt journalister at udføre en handling, der er på kanten.

Det er simpelthen ikke rimeligt. Jeg opfordrer derfor Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forenings jurister til at sætte sig sammen og om nødvendigt gå til politikerne for at få gennemtrumfet, at en ansvarshavende skal have ret og pligt til at tage sit ansvar.

Indtil det sker, kan ansvarshavende redaktører kun gøre en ting: Rejse sig fra skrivebordet og udføre de farlige ting selv. Det er den eneste måde at få lov til at tage ansvaret på.  /

Steen Breiner, tidligere chefredaktør Urban