EKSPERTISE. Så gik premieren på den journalistiske dækning af kampen om EUs nye forfatning. Begivenhederne i Holland og Frankrig fik en placering i overensstemmelse med deres væsentlighed. I de skrevne medier var der plads til at dække bredt, men i tv var ensidigheden slående.

Det tipper fuldstændig, hvad angår eksperterne. De anvendes helt ukritisk, og man lader interesse-varetagere stå som uvildige eksperter.

Hvad er det redaktionelle rationale bag det faktum, at Dansk Industri, repræsenteret ved EU-lobbyist Lykke Friis, aften efter aften i tv kan få lov at fremlægge sine synspunkter uimodsagt? Dansk Industri har interesser at varetage, for eksempel deres igangværende ja-kampagne for EU-forfatningen, og organisationens vurderinger burde ikke kunne stå alene.

Hvad er det redaktionelle rationale bag den ensidige anvendelse af regeringens egne eksperter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)? Tre centrale ministerier, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Statsministeriet, sidder i bestyrelsen, som godkender alle udredninger og redegørelser. De er og bliver det, man kalder regeringsafhængige kilder. Det er også ok. Men det må være pressens opgave at vise lidt kildekritisk sans.

Omkring den franske forfatningsafstemning blev vi præsenteret for en del indslag af følgende type: Først interviewes én, der anbefaler et nej, dernæst én, der anbefaler et ja, før der sluttes af med en af ovennævnte typer eksperter, som fastslår sin enighed med den ja-anbefalende (se for eksempel TV 2s Dags Dato den 29. maj).

Måske tror tv-nyhedernes redaktioner, at der er balance på den måde. Men det er der ikke. Der findes eksperter, som vil sige det stik modsatte. Ingen nævnt, ingen glemt. Men de inviteres aldrig.

Et eksempel er den opreklamerede åbenhed i EU-forfatningen. Ingen af de sædvanlige eksperter vil fortælle, at det ikke drejer sig om lovgivning generelt, men kun om en lille bitte del af EU-lovgivningen. Der er kort sagt viden, vi går glip af, og sandheder, der bliver sorteret fra.

Vi blev også præsenteret for udsendelser, hvor ene og alene ja-anbefalende politikere og ja-anbefalende eksperter kom til orde. Hele seks på stribe (se for eksempel Horisont på DR den 30. maj). Ville man tillade en sådan ensidighed på noget andet stofområde?

Vi blev også præsenteret for kolleger, som kaldte EU-forfatningen for blot et stykke matematik om beslutningsprocesser. De kan umuligt være dykket ret langt ned i EU-forfatningens mange nye kompetencer og nye flertalsafgørelser.

Vore to tv-stationer havde fået stort set sammenfaldende idéer om at spørge ja-anbefalere om både, hvorfor det gik nej-siden godt, og om hvorfor det gik ja-siden dårligt.

Et eksempel er, når de kalder Tøger Seidenfaden i studiet. At dømme efter indslagenes opbygning er han tilsyneladende en ekspert, der kan indkaldes, hvor man ikke ønsker en politiker, der anbefaler ja eller nej. Men er Tøger uvildig ekspert eller repræsentant for ja-siden? Efter min opfattelse det sidste. Han udtrykker vel nærmest det modsatte af min lille, ydmyge avis.

Mit ærinde er ikke at lukke munden på nogen. Men må vi ikke nok bede om lidt mere kritisk sans og alsidighed i valget af eksperter? Erkend dog, at der næsten ikke findes et EU-emne, der ikke kan findes mindst to kvalificerede vurderinger af. Find dem – og vis det.

Erling Böttcher er 42 år, uddannet i samfundsvidenskab fra Odense Universitet i 1989 og fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993. Er redaktør af Avisen NOTAT, hvor han sammenlagt har skrevet om EU-stof i ti år.